Flere nyheder

  • Lewis videre mod VM

    08-06-2015

    Dit e-mail program er ikke indstillet til at vise HTML, du kan enten slå HTML visning til eller læse nyhedsbrevet på [#LINKTONEWSLETTER#]

     

    Analyse fra Canadas Grand Prix
    Lewis videre mod VM
    Formel 1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra paddocken på Ile Notre Dame - kun til Grand Prix Tours.

    Efter to Nico Rosberg-sejre i streg brød Lewis Hamilton tilbage i Canada. På Circuit Gilles Villeneuve på Ile Notre Dame et par kilometer fra Montreal Downtown var der aldrig for alvor tvivl om, at englænderen ville sætte sin Mercedes-makker på plads. Hamilton dominerede træning, kvalifikation og løb på en måde, der understregede at han mentalt har arkiveret nederlagene til Rosberg i Spanien og Monaco under ’shit happens’.

    Som han kører i øjeblikket, er jeg ikke i tvivl om at Hamilton vinder VM 2015. Det virker simpelt hen som om han har et ekstra gear, når Rosberg kommer for tæt på, og kun en psykisk nedtur synes nu at kunne fravriste Hamilton hans tredje verdensmesterskab. Men med det privatliv Lewis angiveligt lægger for dagen, vil jeg heller ikke udelukke den mulighed…

    Ferrari kom til Canada med en forbedret motor, og det er svært at sige om den har bragt dem tættere på Mercedes. Sebastian Vettel, der traditionelt er den hurtigste Ferrari-kører, havde en forfejlet kvalifikation, og Kimi Raikkonen ødelagde sine chancer for at true Mercedes-kørerne med et spin. Lad os vente til en mere ’normal’ Ferrari-weekend i Østrig om 14 dage – på endnu en power-bane – inden vi afsiger dommen over den reviderede Ferrari-motor.

    Til gengæld er dommen over McLaren-Honda for længst afsagt: Fiasko! Både Fernando Alonso (for tredje gang i træk) og Jenson Button udgik, og det er tydeligt, at frustrationerne er ved at komme op til overfladen. OG – Alonso og Button er begge i gang med deres fjerde og sidste Honda V6´er indenfor deres ’lovlige’ motor-kvote.

    Som sagt: Vi skal ikke være så kede af at Kevin Magnussen ikke sidder i den ene af de to McLaren-racere i år.

    Til gengæld fornemmer jeg, at det ser rigtig fornuftigt ud med en Kever-comeback i 2016!

     
    De skæve nyheder fra Montreal

    PAKKE TIL MR VETTEL
    Kurer- og fragt-firmaet UPS havde torsdag en event i Montreal Downtown, hvor man præsenterede firmaets nye service: UPS, der er sponsor for Ferrari, leverede Sebastian Vettels hjelm og handsker – til tiden og ubeskadiget, naturligvis. 

    SEB VINDER PALYSTATION-DUEL
    Shell benyttede grandprix-weekenden i Montreal til at introducere en ny super-benzin, der fra denne uge kan tankes overalt i USA og Canada. Ved præsentationen på Rue St Catherine fik en af gæsterne mulighed for at køre mod Sebastian Vettel i et nyt computerspil, Shell har ladet udvikle. Lad os bare sige at hun fik baghjul af Seb Vet…

    MARK MY WORDS
    Mark Webber præsenterer i denne måned sin selvbiografi ’A Different Journey’. Rygter antyder, at den populære australier har en del at sige om sin tid i Red Bull-teamet og specielt sin teamkammerat igennem fem år Sebastian Vettel. Hvis du vil vide mere, kan du jo selv spørge Mark – er der ikke noget om, at han dukker op i Grand Prix Tours´ Le Mans-lejr senere i denne uge?

    MAX ATTACK
    Max Verstappen er ikke just populær blandt en række af sine ældre kollegaer. Den hollandske teenager ramlede som bekendt sammen med Romain Grosjean i Monacos Grand Prix for 14 dage siden, og bagefter beskyldte ’Max Attack’ franskmanden for at have ’bremse-testet’ ham. Data fra Grosjeans Lotus afslørede dog, at han reelt havde bremset senere end på den forrige omgang, og det var da også Verstappen, der fik en grid-straf i Canada. Både Felipe Massa og Jenson Button var i Montreal ude med løftede pegefingre til Verstappen, der dog ikke virker videre rystet. Ungdomsoprøret fortsætter med uformindsket styrke…

    KEVIN TIL LE MANS
    Mens han bagland kæmper sig at sikre ham et formel 1-comeback i 2016, tager Kevin Magnussen i denne uge til Le Mans for at følge 24-timersløbet. ”Det er svært – jeg ved ikke hvem jeg skal holde med i GT-klassen: Min far (Jan, red.) eller min kammerat Michael (Christensen, red.),” siger McLaren-reserven. ”Så jeg hepper på dem begge to.” Mini-Mag slår også en tyk pæl igennem teorierne om, at Le Mans-feltet består af kørere, der enten er for gamle eller for langsomme til formel 1: ”Efter min mening er de bedste Le Mans-kørere absolut på formel 1-niveau,” siger han.

    BABY-BOOM
    Der er baby-boom i formel 1: Kimi Raikkonen og fru Minttu fik barn i januar, Romain Grosjean blev far for anden gang i maj (en søn – Simon) og Nico Rosberg´s fru Vivian skal nedkomme midt i august med parrets første barn. Nu hører jeg at Sebastian Vettel også skal være far igen. Pastor Maldonado blev sidste år far til en lille pige, der allerede stolt er vist frem i paddocken.

    MARSHALS ØDELAGDE LEWIS BIL
    Marshals og sikkerhedsfolk på Circuit de Gilles Villeneuve har ikke det bedste ry i formel 1. Og det blev ikke bedre, da Lewis Hamilton under fredags-træningen ramte barrieren og beskadigede fronten på Mercedes-raceren let. Da bilen kom tilbage til pitten undrede mekanikerne siger over, at bagenden også var ødelagt. Det skete da banens marshals skulle fjerne bilen…

    DANICA I FORMEL 1?
    Rygtet opstår omtrent lige så tit som dét om Audi og formel 1 (og det har været på banen lige så længe – se billedet fra 2005): Den amerikanske NASCAR-kører Danica Patrick er på vej i formel 1. I Montreal var de lokale medier ved at gå i over-drive med teorier om, at Patrick næste år skal køre for det nye Haas-Ferrari team. Hun kører allerede for Haas i NASCAR, så et skifte til formel 1 ligger lige for. Not…

    BIEBER PÅ HJEMMEBANE
    Der var mange kendisser i Montreal i grandprix-weekenden – blandt andre skuespiller Al Pacino og Cirque du Soleil-direktør Guy Lalliberte. Også den lokale Justin Bieber (er der stadig nogen der kan huske ham?) skulle være på plads.

    VESTAGER MOD BERNIE
    Bag formel 1-kulisserne kæmpes der om den fremtidige magt- og penge-fordeling. De små teams er utilfredse med den nuværende fordeling, og specielt sportens organisation, hvor kun de store teams er med i den såkaldte Strategy Group. De taler om at indbringe sagen for EU´s konkurrencedomstol. Og hvem er lige unionens konkurrence-kommissær? Yeps – danske Margrethe Vestager. Bernie v. Vestager? Det bliver århundredets kamp!

     


     
  • Mercedes brøler koster Lewis fortjent sejr

    28-05-2015

    Dit e-mail program er ikke indstillet til at vise HTML, du kan enten slå HTML visning til eller læse nyhedsbrevet på [#LINKTONEWSLETTER#]

     

    Analyse fra Monacos Grand Prix
    Mercedes brøler koster Lewis fortjent sejr
    Formel 1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra paddocken i Monte Carlo - kun til Grand Prix Tours.

    En fatal fejlberegning fra Mercedes-pitten kostede Lewis Hamilton en fortjent sejr i Monacos Grand Prix. Under en safetycar-periode sent i løbet regnede Mercedes-ledelsen med at englænderen forspring var solidt nok til, at han for en sikkerheds skyld kunne skifte dæk endnu en gang. Men da Lewis var tilbage på banen lå han bag både Mercedes-makker Nico Rosberg og Ferraris Sebastian Vettel. 

    Men pit-bommerten ændrer ikke ved at Lewis Hamilton stadig er den hurtigste mand i formel 1-VM 2015. Hvis bare han kan ryste skuffelsen af sig – og det burde være relativt nemt med den nye milliard-kontrakt i baglommen – vil han køre videre mod VM-titlen i Canadas Grand Prix om 14 dage.

    Sebastian Vettel understregede med andenpladsen at Ferrari er den primære 2015-udfordrer til Mercedes. Når vi kommer til mere ’almindelige’ racerbaner og temperaturerne er højere end i kølige Monaco, kan Vettel blive det største problem for Hamiltons titeldrømme.

    Renault havde efter en katastrofal sæsonstart årets hidtil bedste weekend i Monaco med Red Bull-kørerne Daniil Kvyat og Daniel Ricciardo på fjerde- og femtepladsen. Jeg vil dog gerne se Renault-bilerne på en mere motor-krævende bane end Monte Carlo, inden jeg dømmer de franske V6´ere inde i kampen igen.

    McLaren? De scorede årets første point med Jenson Buttons ottendeplads. Men et stort gennembrud? Njaaa – bom-bom-bom.

    Næste løb er som sagt i Canada om 14 dage men derefter står den på en Grand Prix Tours dobbelt-whopper: Både i Le Mans og i Spielberg til Østrigs Grand Prix ugen efter er Grand Prix Tours klar med store dansker-lejre.

    Au Revoir og Bis dann!

     
    De skæve nyheder fra Monte Carlo

    F1 KØRERNE PÅ CATWALK´ EN
    Amber Lounge – den omrejsende, eksklusive formel 1-natklub arrangeret af Sonja Irvina (søster til Eddie) – inkluderede igen i år et modeshow, hvor en række formel 1-kørere optrådte på catwalk´en. Lad mig sige: De er bedre på racerbanen. Selv Roberto Merhi… 

    EN DAG BLIVER ALT DETTE DIT
    Tamara Ecclestone (datter af du-ved-hvem) var naturligvis med til modeshowet – hun har jo selv været model (Playboy i 2013). Tamara og hendes mand Jay Rutland, der bor i et hus til angiveligt 500 millioner kroner i Kensington Palace Garden i London, havde deres unge datter Sophia med, der også blev vist frem i paddocken.

    IKKE I AFTEN, SKAT
    Det er svært at sige hvor meget unge Sophia en dag arver efter sin morfar. Men meget tyder på at Bernie E´s formue er for nedafgående: Sidste år måtte han betale seks milliarder kroner i et forlig om en bestikkelsessag i Tyskland. Og nu har det britiske skattevæsen sendt en regning på lige over 10 milliarder kroner.

    RED BULL PARTY MED NOTHING BUT THIEIVES
    Red Bull havde i år hyret det engelske band Nothing But Thieves til deres store Monaco-party. Formel 1-folket rockede gennem tordagnat på den flydende Energy Station. Godt at fredag var fridag…

    FORBOLD UDEN KEVIN
    Kevin Magnussen stod igen i år på listen over spillere, men han var ikke med i den årlige fodboldkamp mellem formel 1-kørerne og et Monaco All Star-team ledes af Prins Albert. Faktisk var der kun fire aktive kørere med på formel 1-holdet, der havde sin storhedstid da Michael Schumacher spillede en ond midtbane. 

    FERRARI RYGER VIDERE
    Tobaksreklamer har længe været forbudt i formel 1, men Marlboro har alligevel fornyet deres diskrete sponsorship med Ferrari. Et af de få steder i verden hvor forbindelsen mellem Ferrari og Marlboro er helt tydelig er Monaco: Hele byen var plastret til med store plakater af Sebastian Vettel.

    MANOR MED ARMBÅND FOR JULES
    Det er nu omkring otte måneder siden Jules Bianchi blev alvorligt kvæstet i Japans Grand Prix. Den unge franskmand ligger fortsat i koma; nu på et hospital i hjembyen Nice. Manor-teamet viste deres solidaritet med Bianchi og familien med en serie armbånd, som alle teammedlemmer bar i weekenden. Teamet scorede deres hidtil eneste point med Bianchis niendeplads i Monaco 2014.

    RICCIARDO PRÆSENTERER NYT RENAULT
    Daniel Ricciardo demomstrerede fredag en ny Renault sportsvogn på banen i Monte Carlo. Måske et tegn på at det anstrenge forhold mellem Red Bull og den franske bilfabrik er i bedring?

    LEWIS OG RIHANNA?
    Lewis Hamilton skaber også overskrifter udenfor banen: Efter bruddet med Nicole Scherzinger (fra Pussycat Dolls) sætter engelske medier ham nu i forbindelse med en endnu mere kendt popsild: Rihanna. Den åbenbart romantiske Mercedes-kører skal have sendt Rihanna 50 røde roser og en ”I Love You”-ballon. Jo-jo…

    RONALDO BESØGER MCLARENMcLaren havde søndag inviteret Cristiano Ronaldo til besøg i pitten. Real Madrid-fan Fernando Alonso mødte den portugisiske stjerne, der blev stoppet af Jenson Button da han ville prøve at sidde i bilen. ”Du er for stor, makker!” sagde englænderen.

     


     
  • Mercedes stadig i front

    11-05-2015

    Dit e-mail program er ikke indstillet til at vise HTML, du kan enten slå HTML visning til eller læse nyhedsbrevet på [#LINKTONEWSLETTER#]

     

    Analyse fra Spaniens Grand Prix
    Mercedes stadig i front
    Formel 1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Montmelo - kun til Grand Prix Tours.

    Tre ugers formel 1-pause og masser af updates fra alle teams ændrede ikke for alvor på styrkeforholdet i formel 1 2015: Mercedes er stadig bedst – faktisk har de øget afstanden til forfølgerne en smule i de tre uger der er gået siden Kinas Grand Prix i april.

    På Circuit de Catalunya var der dog forskydninger i det interne Mercedes-regnskab. Lewis Hamilton var suverænt hurtigste ’sølvpil’ i de fire første løb, men i Spanien var det pludselig Nico Rosberg der dominerede. Tyskeren, der var skuffende langt fra sin teamkammerat i Australien, Malaysia, Bahrain og Kina, havde en god weekend på Circuit de Catalunya, men jeg tror stadig på at Hamilton vinder VM: Rosberg vil fra tid til anden skrue en god weekend sammen, men set hen over året vil Hamilton have overtaget.

    Ferrari er stadig førsteudfordrer til Mercedes, og Vettel scorede endnu en tredjeplads efter Rosberg og Hamilton i Spanien. Den Stejlende Hingst er ikke helt så tæt på Mercedes som tidligere på foråret, men jeg er overbevist om at kampen mellem Mercedes og Ferrari vil bølge frem og tilbage afhængig af hvornår de to teams introducerer updates til deres biler.

    McLaren-Honda? Både team og motor-leverandør havde lovet store updates og forbedringer til Spaniens Grand Prix. Det eneste synlige udslag af offensiven var en ny bemaling – hverken holdbar- eller hurtighed virkede markante bedre end i Kina. Den frie fredags-træning bragte lidt optimisme ind i teamet, men da det virkelig gjaldt under kvalifikation og løb, var Jenson Button og Fernando Alonso chanceløse.

    En del af forklaringen på Nico Rosbergs imponerende comeback er en ny kobling, der passer bedre til tyskerens kørestil. Dén kan han måske også drage fordel af i Monaco om 14 dage, for gaderne i det lille fyrstendømme er i alle tilfælde en af de baner hvor han virker bedre end Hamilton.

    Next stop Monaco!

     
    De skæve nyheder fra Montmelo

    ALONSO MØDER SENNA
    TAG Heuer præsenterede torsdag aften en ny kollektion Ayrton Senna-ure ved et eksklusivt cocktailparty i Teatro Principal på Rambla´en i Barcelona. Her dukkede den afdøde brasilianske legende op i hologram-form, og for første (og formodentlig sidste) gang optrådte Senna og Fernando Alonso på ilmsamme scene. Ved samme lejlighed præsenterede McLaren en ny PR-f, hvor Alonso kører Ayrton Sennas legendariske McLaren-Honda MP4/4 fra 1988. 

    ROLEX INVITERER PÅ DRINKS OG BØGER
    Fredag var der mere party i urskoven, da Rolex præsenterede den nye 2015-udgave af opslagsværket ’Who Works in F1’. Det skete ved et cocktail-party i Catalunya-banens Paddock Club. Både Rolex og Tag Heuer begavede for øvrigt formel 1-pressen med vareprøver. Vidste slet ikke at de også laver caps…

    CHILLING MED RED BULL
    Lørdag var det Red Bull der fejrede det første 2015-grandprix i Europa med et ’Sunset Station’-arrangement i deres enorme Energy Station i paddocken. Her chillede formel 1-folk og wanna-bees med drinks og lounge-rytmer indtil mørket faldt på.

    CHILLI MED FORCE INDIA
    Arrangørerne af det kommende grandprix i Mexico er i fuld gang med at gøre reklame for deres løb. Det sket med diverse PR-fremstød, og i depotet på Catalunya-banen havde Force India torsdag besøg af den stjernekokken Ruben Boldo Villegas, der oplærte Nico Hülkenberg og Sergio Perez i det mexicanske køkken. 

    KEVER SLØJ
    Det er åbenbart nemt at blive sløj som reservekører: I Kina kom Kevin Magnussen slet ikke ud på Shanghai International Circuit på grund af et maveonde, der holdt ham på hotellet i Downtown hele weekenden. I Spanien var Kevin også småsløj, og måtte melde afbud til en række pressearrangementer fredag. Lørdag var han dog tilbage på banen, og kunne opleve en vis fremgang for McLaren-Honda.

    KEVER TIL BOLD
    Heldigvis var Kevin på toppen onsdag, da han fulgte Champions League-semifinalen mellem Barcelona og Bayern München på Camp Nou. For håbentlig aflurede han Messi et par tricks – Kevin Magnussen indgår sammen med mange af sine kollegaer i bruttotruppen til det fodboldhold, der op til Monacos Grand Prix skal spille mod Prins Albert´s All Stars på stadion i Monte Carlo.

    KEVER AFLØSER ALONSO
    Torsdag mødte Fernando Alonso op til det officielle pressemøde med solbriller, og forklarede at han havde fået et bygkorn, der betød at han ikke kunne tåle skarpt lys. Da Kevin Magnussen kort efter blev set kravle ned i spanierens bil i pitten, løb rygterne pludselig stærkt: Danskeren skulle afløse Alonso i fredags-træningen! Det viste sig dog hurtigt at der var tale om en McLaren-mekaniker, der havde fået Kevins hjelm på til en øvelse for banens officials. Og som Alonso sagde senere samme aften: ”Om jeg så kun har et øje stiller jeg op i mit hjemmebane-grandprix!”

    CROISSANT KORT
    Fotografer der havde svært ved at finde rundt på Circuit de Catalunya fik lørdag hjælp fra en uventet kant: Arrangørerne, der i weekenden fejrede grandprix nummer 25 på banen udenfor Barcelona, diskede i media-cafeteriet op med croissanter udformet som banen!

    FORMEL 1 i BARCELONA TIL 2019Fredag underskrev arrangørerne på Circuit de Catalunya en ny aftale med formel 1-bagmand Bernie Ecclestone, der betyder at banen beholder det spanske grandprix frem til 2019. Til gengæld er det italienske grandprix i Monza kommet under pres, og Onkel Bernie truer med at 2016 kan blive den sidste sæson med formel 1-løb på den historiske bane ved Milano.

    KAMPVOGN TIL MAD-DONADO
    Lotus reklamerede i weekenden for den kommende Mad Max-film Fury Road, der får premiere i den kommende uge. I den anledning har teamet fremstillet en speciel Mad Max-model, som Pastor Maldonado fornøjet poserede i. Et ganske passende køretøj for Mad-donado, der ofte bruger sin Lotus som kampvogn…

     


     
  • Team-ordre på vej hos Mercedes?

    23-04-2015

    Dit e-mail program er ikke indstillet til at vise HTML, du kan enten slå HTML visning til eller læse nyhedsbrevet på [#LINKTONEWSLETTER#]

     

    Analyse fra Kinas Grand Prix
    Stjerne-krigen er i gang!
    Formel 1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Manama - kun til Grand Prix Tours.

    Bahrains Grand Prix var et underholdende løb, der understregede at Ferrari hele tiden rykker tættere på Mercedes. Lewis Hamilton vandt som ventet, men han formåede aldrig for alvor at lægge afstand til Ferrari, og englænderens Mercedes-makker Nico Rosberg måtte efter hård kamp (og bremseproblemer) overlade andenpladsen til Kimi Raikkonen.

    Det kan godt være, at Ferrari-kørerne Raikkonen og Sebastian Vettel får svært ved at hamle op med Hamilton i kampen om VM-titlen 2015, men i de enkelte løb er ’Den Røde Fare’ efterhånden helt reel for Mercedes´ Sølvpile. Det betyder så også, at Mercedes ikke længere kan tillade sig den luksus det er, at lade sine kørere kæmpe indbyrdes. I 2014 var Mercedes-racerne så overlegne, at Hamilton og Rosberg kunne tage masser af point fra hinanden (og endda støde sammen) uden der opstod tvivl om de ville vinde VM. Dén går ikke længere!

    Med Vettel og Raikkonen der lurer på ethvert svaghedstegn – og en Rosberg der åbenlyst befinder sig i en formkrise – tror jeg på Mercedes snart vil udstede en eller anden form for teamordre, der gør Hamilton til teamets eneste reelle VM-kandidat. Dermed frarøves vi den interne Mercedes-kamp (som Rosberg for nærværende ikke synes i stand til at tage op), men vi kan i stedet se frem til en række hidsige løb med Vettel og Raikkonen i direkte clinch med Hamilton.

    Første runde i kampen mellem ’rødhuderne’ og ’sølvpilene’ finder sted på Circuit de Catalunya udenfor Barcelona om tre uger. Grand Prix Tours er på plads, jeg er på plads – er DU på plads til vores legendariske Race Night lørdag aften?

     
    De skæve nyheder fra ørkenen

    TV-REPORTER PÅ UANMELDT FERIE
    Italienske Sky TV sendte deres reporter Paula Salozzi på ’uanmodet ferie’ op til Bahrains Grand Prix. Paula havde på sin twitter-konto afsløret sin mening om Fernando Alonso – noget i retning af ”Han har fået sin hukommelse tilbage – og husker nu hvor arrogant han er.” McLaren-Honda køreren var ikke imponeret, og en antydning af, at han ikke ville tale med Sky TV Italia i fremtiden, sikrede Paula den ekstra ’ferie’.. 

    LUNA PÅ KRYKKER
    Og når vi nu er ved uheldige TV-reportere: TV3´s Luna Christofi mødte trods en brækket fod tappert op i Bahrain. I sin skadede tilstand mødte Luna sympati overalt i paddocken, og blandt andre Jenson Button og Kevin Magnussen måtte forhøre sig om ulykken. Vist nok noget med et styrt fra høje hæle…

    LEWIS I SEXISTISK ANGREB?
    Lewis Hamilton blev midtpunkt i en mindre medie-storm op til Bahrain Grand Prix. Han havde på podiet i Shanghai oversprøjtet en af grid-pigerne med champagne, og blev antydet, at handlingen var et ’sexistisk overgreb’ på den stakkels og måske uskyldige pige. Sagen stak helt af, da det blev antydet at Lewis fremover ville blive mødt af et indrejseforbud i Kina. Heldigvis havde 23-årige Liu Siyung et afslappet forhold til hele affæren: ”Det tog jo kun et par sekunder, og var ikke noget jeg tænkte nærmere over,” sagde hun til kinesiske medier..

    HOVEDNAVNET I BAHRAIN: PITBULL
    Bahrain ligger fortsat i slipstrømmen på Singapore og Abu Dhabi når det gælder de rigtig store navne til grandprix-koncerter. I år var hovednavnet den amerikanske rapper Pitbull. Andre optrædender (og jeg citerer fra det officielle program): Den legendariske Kuwaitii sanger Abdulla Rowaishid, den libanesiske superstar Amr Zayran og den irakiske singer-songwriter Waleed Alshami.

    BAHRAIN´s CELEBRITY-LISTE
    Måske i erkendelse af at årets koncert-lineup ikke var det mest imponerende i formel 1-historien havde arrangørerne i Bahrain lavet en liste over de celebrities der har besøgt løbet siden starten i 2004. Her fandt jeg navne som Eric Clapton, Rock Parfitt (Status Quo – billedet), Michael Jackson, Boris Backer og Michael Johnson..

    LAUREUS-PRIS TIL RICCIARDO
    Laureus Awards, sportens svar på filmens Oscar, blev uddelt i Shanghai mellem grandprix´erne i Kina og Bahrain. Lewis Hamilton var ikke overraskende nomineret som formel 1-verdensmester, men han tog luften ud af spændingen, da han et par dage før det store show afslørede, at han ikke var blevet ’Årets Sportsmand’ (prisen gik i stedet til tennisspilleren Novak Djokovic). Formel 1 var dog også repræsenteret: Daniel Ricciardo prisen som ’Årets Gennembrud

    OLDBOYS I SPIELBERG
    De gamle drenge kommer på banen i forbindelse med Østrigs Grand Prix på Red Bull-Ring i juni: En parade med de spektakulære turbo-racere fra 1980´erne vil underholde Grand Prix Tours´ gæster (OK – også de øvrige tilskuere!) i løbet af weekenden. Alain Prost stiller op i en McLaren MP4/2B fra 1985 (billedet), Gerhard Berger kommer i en Ferrari F1-87/88 (årgang 1988), og Niki Lauda kører en MP4/2 fra 1984. En række andre tidligere F1-kørere kommer også til start i oldtimer-raccer, der bliver et af sæsonens nostalgiske højdepunkter..

    I DAG ER DER SIR FRANKS FØDSELSDAG
    Sir Frank Williams fejrede sin 73-års fødselsdag i paddocken i Bahrain. Alle medarbejdere var samlet for at hylde grundlæggeren, og datteren Claire, der i dag leder teamet, holdt en rørende tale. Og den traditionelle kage manglede naturligvis heller ikke…

    PADDOCK PARTY
    Arrangørerne i Bahrain har skabt en fin tradition med et BBQ-party i paddocken fredag aften. Her mødes kørere, teamchefer, mekanikere og (nu er vi længst nede i hierakiet!) journalister til et par hyggelige timer med god bad, kolde øl og…vandpibe.

    FILM NR "1"
    Check lige Grand Prix Tours´ tilbud: Køb en F1-rejse inden 10. Maj – og få en DVD med den fantastiske formel 1-film ’1’ gratis! Jeg står inde for kvaliteten af filmen – har nemlig selv leveret mange af de still-fotos der er brugt!
    Se mere -

     


     
  • Stjerne-krigen er i gang!

    14-04-2015

    Dit e-mail program er ikke indstillet til at vise HTML, du kan enten slå HTML visning til eller læse nyhedsbrevet på [#LINKTONEWSLETTER#]

     

    Analyse fra Kinas Grand Prix
    Stjerne-krigen er i gang!
    Formel 1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Shanghai - kun til Grand Prix Tours.

    Den var ventet – men ikke så tidligt: Det er nærmest uundgåeligt at to teamkammerater i kamp om VM-titlen i formel 1 kommer i clinch – enten på banen eller verbalt. Sådan var det sidste år, da Mercedes-kørerne Lewis Hamilton og Nico Rosberg sloges om titlen – og sådan bliver det også i år: Efter en form for våbenhvile over vinteren og i årets to første løb, kom det første slag i ’Stjernekrigen 2015’ i Kina.

    Hamilton tog sin tredje sejr i træk, men undervejs kørte han taktisk for at spare sine dæk – SÅ taktisk, at det forsinkede Rosberg, der kom under pres fra Vettel på tredjepladsen. Rosberg brokkede sig efter løbet højlydt over sin teamkammerats opførsel, og selvom der altså ’kun’ var tale om et verbalt slag, er der ingen tvivl om at der nu er lagt op til åben kamp mellem Mercedes-stjernerne. Da han var faldet lidt til ro – og var snakket på plads af teamets PR-rådgivere – var beskeden lidt mere behersket fra Rosberg. Men på den anden side ikke til at tage fejl af: ”Vi må sætte os ned og snakke det igennem. Men det er op til mig at ændre situationen…,” sagde Rosberg.

    Der er altså lagt op til nærkamp mellem Mercedes-kørerne – og det hele bliver endnu mere spændende, fordi Ferrari gradvist rykker tættere og tættere på Sølvpilene. I 2014 kunne Hamilton og Rosberg ofte slås indbyrdes og alligevel sætte resten af feltet på plads. Dén går ikke i år, hvor Ferrari med Sebastian Vettel er klar til at slå til ved det mindste fejltrin fra Hamilton og Rosberg.

    Altså en uhyre spændende udvikling, der fortsætter i Bahrain allerede i den kommende weekend. Og herefter følger Europa-premieren i Spanien – med blandt andet Grand Prix Tours legendariske Race Night-arrangement.

    Vi ses vel?

     
    De skæve nyheder fra Shanghai

    MAX er BELGIER
    Her troede vi teenage-sensation Max Verstappen var hollænder som sin far Jos. Men hans mor, den tidligere belgiske gokart-topkører Sophie Kumpen, siger nu at ’Max Attack’ er belgier: ”Han har kun ét pas – og det er belgisk. Først når han i september fylder 18, kan han ansøge om et hollandsk pas,” siger Kumpen. 2008. Sophie og Jos gennemgik i 2008 en kontroversiel skilsmisse.. 

    ROBERT DE NIRO SPILLER ENZO
    Den tidligere Oscar-vinder Robert de Niro (’Raging Bull’) skal spiller hovedrollen i en ny Hollywood-film om Enzo Ferrari. Filmen, med den oplagte titel ’Ferrari’, handler om Enzos liv fra afslutningen af Anden Verdenskrig og frem til 1980´erne. Optagelserne skal efter planen starte allerede i år og premiere er planlagt til 2016.

    RØVERI VED HØJLYS DAG
    Shanghai International Circuit sikrede sig pole position i kampen om at blive ’Årets mest upopulære grandprix-arrangør’, da man præsenterede F1-pressen for regningen for fire dages internet-adgang: 1080 Juan (cirka 1200 danske kroner). Til gengæld for den vanvittige pris virkede nettet frustrerende langsomt og mange sider inklusiv Facebook og Google var blokerede….

    SMILENDE SUSIE AFVISER BERNIE
    Bernie Ecclestone har de seneste uger snakket om et nyt formel 1-VM udelukkende for kvindelige kørere. Ideen, der som meget af dét der kommer fra Bernie næppe skal tages helt alvorligt, afvises dog af Williams´ testkører Susie Wolff: ”Det er en dårlig ide,” siger Susie, der tidligere har kørt i den tyske DTM-serie. ”For det første vil det være svært at finde kvinder med tiltrækkelig erfaring til at fylde et felt. Og for det andet har jeg gennem hele min karriere først og fremmest været racerkører og ikke kvinde”. Lotus´ udviklingskører Carmen Jorda, der i tre GP3-sæsoner ikke formåede at komme i top-15, er dog begejstret for ideen. ”Det lyder spændende,” siger spanieren. Forvent dog ikke at ’Formula Female’ bliver til noget…

    RICCIARDO LÆRER SELVFORSVAR
    Red Bull arrangerer altid spektakulære events i forbindelse med formel 1-løbene, og i Shanghai handlede det blandt andet om kinesisk selvforsvar. En lettere betuttet Daniel Ricciardo fik en lektion i den ældgamle kunst af den lokale mester Mr. Yang.

    DREAM-TEAM: SCHUMI  OG NEWEY
    Det var skræk-scenariet i gamle dage: Verdens hurtigste racerkører Michael Schumacher og verdens bedste formel 1-designer Adrian Newey (billedet) i samme team. Dén kombi havde ikke levnet resten af feltet mange chancer! Første generation af Schumi og Newey kom aldrig til at arbejde sammen, men nu er anden generation på banen: Mick Schumacher og Harrison Newey er teamkammerater hos Van Amersfoort Racing i det nye tyske formel 4-mesterskab.

    ALONSO MED NY KÆRESTE
    Fernando Alonso har mere fart på i privatlivet end på racerbanen: Han splittede op med sin kæreste gennem flere år, den 25-årige russiske model Dasha Kapustina (billedet) i december, og siden har han været sammen med Lara Alvarez. Den 28-årige spanske TV-reporter var tidligere kæreste med fodboldstjernen Sergio Ramos (Real Madrid).

    100 OMGANGE I RUN-THAT-TRTACK
    Jeg rundede i Shanghai min omgang nummer 100 i formel 1-løbe klubben Run-That-Track. Dermed har jeg via vores sponsor UBS også løbet i alt 12.000 US Dollars (mere end 70.000 kroner) ind til velgørende formål. I alt nærmet Run-That-Track-løberne sig nu 1,2 millioner US Dollars. Mere info på www.runthattrack.info #stoltafF1

    TILSKUER PÅ BANEN
    I mange år var tilskuere nærmest et fremmedord på Shanghai International Circuit, men nu er kineserne ved at få øjnene op for formel 1, og tilskuerpladserne er rimeligt fyldte. At ikke alle ikke helt forstår sporten endnu blev dog understreget fredag: En tilskuer kravlede under træningen over hegnet, krydsede banen (mellem en Sauber og en Force India!), hoppede over pit-muren, og var på vej ind i Ferraris pit-garage, da han blev stoppet af politi og sikkerhedsvagter. Hana forklaring (på kinesisk): Han ville bare prøve en af bilerne!

    FILM NR "1"
    Check lige Grand Prix Tours´ tilbud: Køb en F1-rejse inden 10. Maj – og få en DVD med den fantastiske formel 1-film ’1’ gratis! Jeg står inde for kvaliteten af filmen – har nemlig selv leveret mange af de still-fotos der er brugt!
    Se mere -