08-06-2015: Lewis videre mod VM

Dit e-mail program er ikke indstillet til at vise HTML, du kan enten slå HTML visning til eller læse nyhedsbrevet på [#LINKTONEWSLETTER#]

 

Analyse fra Canadas Grand Prix
Lewis videre mod VM
Formel 1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra paddocken på Ile Notre Dame - kun til Grand Prix Tours.

Efter to Nico Rosberg-sejre i streg brød Lewis Hamilton tilbage i Canada. På Circuit Gilles Villeneuve på Ile Notre Dame et par kilometer fra Montreal Downtown var der aldrig for alvor tvivl om, at englænderen ville sætte sin Mercedes-makker på plads. Hamilton dominerede træning, kvalifikation og løb på en måde, der understregede at han mentalt har arkiveret nederlagene til Rosberg i Spanien og Monaco under ’shit happens’.

Som han kører i øjeblikket, er jeg ikke i tvivl om at Hamilton vinder VM 2015. Det virker simpelt hen som om han har et ekstra gear, når Rosberg kommer for tæt på, og kun en psykisk nedtur synes nu at kunne fravriste Hamilton hans tredje verdensmesterskab. Men med det privatliv Lewis angiveligt lægger for dagen, vil jeg heller ikke udelukke den mulighed…

Ferrari kom til Canada med en forbedret motor, og det er svært at sige om den har bragt dem tættere på Mercedes. Sebastian Vettel, der traditionelt er den hurtigste Ferrari-kører, havde en forfejlet kvalifikation, og Kimi Raikkonen ødelagde sine chancer for at true Mercedes-kørerne med et spin. Lad os vente til en mere ’normal’ Ferrari-weekend i Østrig om 14 dage – på endnu en power-bane – inden vi afsiger dommen over den reviderede Ferrari-motor.

Til gengæld er dommen over McLaren-Honda for længst afsagt: Fiasko! Både Fernando Alonso (for tredje gang i træk) og Jenson Button udgik, og det er tydeligt, at frustrationerne er ved at komme op til overfladen. OG – Alonso og Button er begge i gang med deres fjerde og sidste Honda V6´er indenfor deres ’lovlige’ motor-kvote.

Som sagt: Vi skal ikke være så kede af at Kevin Magnussen ikke sidder i den ene af de to McLaren-racere i år.

Til gengæld fornemmer jeg, at det ser rigtig fornuftigt ud med en Kever-comeback i 2016!

 
De skæve nyheder fra Montreal

PAKKE TIL MR VETTEL
Kurer- og fragt-firmaet UPS havde torsdag en event i Montreal Downtown, hvor man præsenterede firmaets nye service: UPS, der er sponsor for Ferrari, leverede Sebastian Vettels hjelm og handsker – til tiden og ubeskadiget, naturligvis. 

SEB VINDER PALYSTATION-DUEL
Shell benyttede grandprix-weekenden i Montreal til at introducere en ny super-benzin, der fra denne uge kan tankes overalt i USA og Canada. Ved præsentationen på Rue St Catherine fik en af gæsterne mulighed for at køre mod Sebastian Vettel i et nyt computerspil, Shell har ladet udvikle. Lad os bare sige at hun fik baghjul af Seb Vet…

MARK MY WORDS
Mark Webber præsenterer i denne måned sin selvbiografi ’A Different Journey’. Rygter antyder, at den populære australier har en del at sige om sin tid i Red Bull-teamet og specielt sin teamkammerat igennem fem år Sebastian Vettel. Hvis du vil vide mere, kan du jo selv spørge Mark – er der ikke noget om, at han dukker op i Grand Prix Tours´ Le Mans-lejr senere i denne uge?

MAX ATTACK
Max Verstappen er ikke just populær blandt en række af sine ældre kollegaer. Den hollandske teenager ramlede som bekendt sammen med Romain Grosjean i Monacos Grand Prix for 14 dage siden, og bagefter beskyldte ’Max Attack’ franskmanden for at have ’bremse-testet’ ham. Data fra Grosjeans Lotus afslørede dog, at han reelt havde bremset senere end på den forrige omgang, og det var da også Verstappen, der fik en grid-straf i Canada. Både Felipe Massa og Jenson Button var i Montreal ude med løftede pegefingre til Verstappen, der dog ikke virker videre rystet. Ungdomsoprøret fortsætter med uformindsket styrke…

KEVIN TIL LE MANS
Mens han bagland kæmper sig at sikre ham et formel 1-comeback i 2016, tager Kevin Magnussen i denne uge til Le Mans for at følge 24-timersløbet. ”Det er svært – jeg ved ikke hvem jeg skal holde med i GT-klassen: Min far (Jan, red.) eller min kammerat Michael (Christensen, red.),” siger McLaren-reserven. ”Så jeg hepper på dem begge to.” Mini-Mag slår også en tyk pæl igennem teorierne om, at Le Mans-feltet består af kørere, der enten er for gamle eller for langsomme til formel 1: ”Efter min mening er de bedste Le Mans-kørere absolut på formel 1-niveau,” siger han.

BABY-BOOM
Der er baby-boom i formel 1: Kimi Raikkonen og fru Minttu fik barn i januar, Romain Grosjean blev far for anden gang i maj (en søn – Simon) og Nico Rosberg´s fru Vivian skal nedkomme midt i august med parrets første barn. Nu hører jeg at Sebastian Vettel også skal være far igen. Pastor Maldonado blev sidste år far til en lille pige, der allerede stolt er vist frem i paddocken.

MARSHALS ØDELAGDE LEWIS BIL
Marshals og sikkerhedsfolk på Circuit de Gilles Villeneuve har ikke det bedste ry i formel 1. Og det blev ikke bedre, da Lewis Hamilton under fredags-træningen ramte barrieren og beskadigede fronten på Mercedes-raceren let. Da bilen kom tilbage til pitten undrede mekanikerne siger over, at bagenden også var ødelagt. Det skete da banens marshals skulle fjerne bilen…

DANICA I FORMEL 1?
Rygtet opstår omtrent lige så tit som dét om Audi og formel 1 (og det har været på banen lige så længe – se billedet fra 2005): Den amerikanske NASCAR-kører Danica Patrick er på vej i formel 1. I Montreal var de lokale medier ved at gå i over-drive med teorier om, at Patrick næste år skal køre for det nye Haas-Ferrari team. Hun kører allerede for Haas i NASCAR, så et skifte til formel 1 ligger lige for. Not…

BIEBER PÅ HJEMMEBANE
Der var mange kendisser i Montreal i grandprix-weekenden – blandt andre skuespiller Al Pacino og Cirque du Soleil-direktør Guy Lalliberte. Også den lokale Justin Bieber (er der stadig nogen der kan huske ham?) skulle være på plads.

VESTAGER MOD BERNIE
Bag formel 1-kulisserne kæmpes der om den fremtidige magt- og penge-fordeling. De små teams er utilfredse med den nuværende fordeling, og specielt sportens organisation, hvor kun de store teams er med i den såkaldte Strategy Group. De taler om at indbringe sagen for EU´s konkurrencedomstol. Og hvem er lige unionens konkurrence-kommissær? Yeps – danske Margrethe Vestager. Bernie v. Vestager? Det bliver århundredets kamp!