Flere nyheder
Postkort fra Silverstone
12-07-2010
Ingen tyrefægtning til jul
Optakten til det britiske grandprix handlede meget om interne stridigheder (potentielle og reelle!) hos McLaren og Red Bull. Mens McLarens Jenson Button og Lewis Hamilton stadig insisterer på at være“best buddies” (og resten af verden venter på de begynder at køre ind i hinanden), er det ingen hemmelighed at forholdet mellem Red Bulls Sebastian Vettel og Mark Webber efterhånden er særdeles anstrengt. Alligevel vil teamchef Christian Horner kun sige dette: “De skal i hvert fald ikke holde jul sammen!”
Michael Christensen til Horner´s home-party
Når vi nu er ved Red Bull-bossen: Han holdt søndag-aften en eksklusiv fest for formel 1-folket på sin hjemadresse ikke langt fra Silverstone (team-hovedkvarteret ligger i Milton Keynes). Blandt de inviterede: Den danske GP3-kører Michael Christensen (der kører for Horners og Mark Webbers fælles team MW Arden).
Fodbold hos Ferrari
Måske var det Italiens VM-skæbne der fik Ferrari til at arrangere en turnering i bordfodbold? I teamets motorhome blev der hele weekenden spillet ivrigt - førstepræmien var også værd at gå efter: Flybilletter, hotelophold og VIP-billetter til den nye Ferrari World.
Thai-mad hos Red Bull
Der var også en rejse på spil hos Red Bull. Teamet havde til det britiske grandprix indgået en aftale med det thailandske turistkontor, der inviterede på thai-mad og Singha-bajsere i Red Bull´s Energy Station. Og en lodtrækning, hvor førstepræmien var en uges luksusferie i Thailand (businessclass-billetter, 5-stjernet hotel!). Som faste Dagbogs-læsere vil vide er redaktøren vane-vinder når Red Bull udlodder rejser (jordomrejsen for fire år siden, turen til et Red Bull Air Race for to år siden) men i år var heldet åbenbart sluppet op.
På pub med en Virgin
Fredagaften havde sultne journalister næsten frit valg på alle hylder. Samtidig med Red Bull´s thai-aften inviterede Silverstone-banens ejere British Racing Drivers´ Club på BBQ og Virgin havde omdannet teamets motorhome til en typisk engelsk pub med ale, fish-and-chips og musik.
Senna fyret og genansat
Hispania´s PR-optakt til løbet på Silverstone inkluderede et presse-besøg hos teamets motorleverandør Cosworth i Northampton. Her var der torsdag-middag mulighed for at tage billeder af teamets kørere Bruno Senna og Karun Chandhok. Et par timere senere var disse fotos forældede: Da havde teamchef Colin Kolles udskiftet Senna med reservekører Sakon Yamamoto (billedet). Lørdag udsendte teamet så en pressemeddelelse om at Senna da naturligvis var tilbage i bilen ved det kommende grandprix i Tyskland. Man skule næsten tro det havde noget med penge at gøre... Forresten: Er I klar over at (mindst!) to danske kørere har været i kontakt med Kolles om det "ledige" sæde? Hvem kan det være? Jeg kan afsløre at de begge tidligere har kørt for Kolles. Og at en af dem dukkede op i depotet på Silverstone. OG - at de begge allerede er ude af billedet igen...
Fru Jenson i brand
Hotel-afdelingen af den populære racer-pub Green Man få kilometer fra Silverstone blev mandag før løbet udsat for en voldsom brand. Jenson Buttons mor, der allerede havde indlogeret sig for at følge sonny-boy i weekenden, nåede som resten af hotelgæsterne at redde sig ud, men store dele af bygningen nedbrændte. Som den gode søn han er organiserede Jenson hurtigt en indkøbstur efter nyt kluns i det nærliggende outlet-center Bicester Village og han lejede også en stort motor-home til mummy, der blev placeret ved siden af hans eget på en af Silverstones campingpladser.
Hvorfor ingen billetter til Korea?
Alle insisterer på at banen og arrangørerne bliver klar til Koreas Grand Prix i oktober. Det tror vi selvfølgelig på (har allerede brugt en mindre formue på flubilletter til Busan!), men det undrer alligevel at der på den officielle formel 1-hjemmeside F1.com stadig ikke er
billetter til salg...
Ny hjelm til Lewis
Lewis Hamilton fejrede sit hjemmebane-grandprix med et nyt hjelm-design. Den nye hjelm er udsmykket med både det engelske Union Jack-flag og det grøn-gule flag fra østaten Grenada, hvor Hamilton-familien stammer fra.
Nyt logo til Ferrari
Ferraris formel 1-team får fra 2011 et nyt logo. Bare rolig - den berømte “Stejlende Hingst” forsvinder ikke, men indgår i det nye logo der blev præseneret i Silverstone. Her bekræftede teamchef Stefano Domenicali også at teamet fortsætter under sit nuværende, officielle navn i 2011: Scuderia Marlboro Ferrari. Til gengæld ventes Marlboro´s “stregkode” på bilerne nu at forsvinde permanent.
Postkort fra Valencia
28-06-2010
Button hiver Mercedes i retten
Ret skal være “rat”: Da Jensin Button sidste år skrev 2010-kontrakt med Brawn fik han indføjet en paragraf om at han i tilfælde af at han vandt VM ville få sin vinderbil. Det gjorde han - til alles overraskelde! - som bekendt, og derfor har han hele foråret ventet på at få leveret son Brawn-racer årgang 2009. Nu blev Brawn-teamet jo overtaget af Mercedes, og her var man mest indstillet på at give Jenson en show-car - altså en tom “skal” uden motor etc. Dét ville Jenson ikke nøjes med, og han hev derfor Mercedes (der jo også leverer motorer til hans nuværende team, McLaren) i retten. Her blev sagen løst - og Jenson får sin komplette Brawn-racer i løbet af sommeren..
Med Bruno og Karun i akvariet
Hispania scorer måske ikke de vildeste resultater på banen - men de står efterhånden for mange af de mere specielle PR-events. Efter vandski i Malaysia og et besøg hos de lokale brandfolk i Monte Carlo blev Bruno Senna og Karun Chandhok i Valencia sendt ned i det lokale akvarium (et fantastisk anlæg man ikke skal snyde sig selv for hvis man kommer på de kanter!) for at blive fotograferet med delfiner og lignende.
Lotus fejrer Grand Prix nummer 500
Lotus, der i år gør comeback i formel 1 efter 15 år pause, markerede i Valencia at teamet nu har stillet op i 500 grandprix´er. Jubilæet blev markeret med et flot hæfte og et teamfoto, der også inkluderede den allerførste Lotus F1-racer fra 1958. Desværre blev teamets fin ske kører Heikki Kovalainen forsinket og kom ikke med på det historiske billede.
Kom og få en burger!
Sauber havde igen i Valencia Burger King som sponsor. Aftalen var med til at gøre torsdagen før Europas Grand Prix til en travl affære for formel 1-fotograferne: Først Hispania-kørerne i Valencia´s akvarium, så Lotus-jubilæet i pitten og endelig et eksklusivt besøg på en lokal Burger King “restaurant”, hvor den nye Sauber-sponsor bød på en Double Whopper...
Sådan bliver formel 1 bedre
Formel 1-fans og -journalister får i den kommende uge mulighed for at “grille” en række af sportens ledende personer. Martin Whitmarsh (McLaren-chef), Jock Clear (Mercedes-ingeniør), Luca Colajani (Ferrari-pressechef) Tony Fernandes (Lotus-ejer) og Paul de Resta (Force India-testkører) stiller op til et “fan-forum” i London, hvor målet er at gøre formel 1 mere tilskuervenlig.
Fra truck- til F1-kører takket være Johnnie Walker
McLaren-sponsor Johnnie Walker har i de forløbne måneder afholdt en verdensomspændende konkurrence, hvor førstepræmien var en tur i en McLaren-Mercedes. Vinderen, den 38-årige lastbilschauffør Joe Randello fra Australien, fik for nylig sin præmie - tre omgange på Silverstone´s National Circuit i præcis den McLaren MP4-23 Lewis Hamilton brugte til at vinde det britiske Grand Prix 2008!
Indien rykker nærmere
Vijay Mallya, ejeren af Force India-teamet, fortalte i Valencia om det kommende grandprix i Indien: “De er i fuld gang med at bygge banen, der bliver en del af et stort sportkompleks. Det er Herman Tilke (tysk arkitekt, red.) der står for designet, og alt kører på skinner. Vi ses i Indien næste år!”
Pastor i formel 1?
Venezuela kan blive det næste “nye” land i formel 1. Præsident Hugo Chavez vil angiveligt sikre GP2-køreren Pastor Maldonado, der vandt lørdags-løbet i Valencia, et formel 1-budget til 2011-sæsonen. Samtidig har den racerglade præsident planer om at bygge en formel 1-bane på ferieøen Isla Margarita.
Schumi´s neue Schue
Fodbold-VM var naturligvis det store samtaleemne i depotet i Valencia (og nej - det var ikke sjov at få en plads ved siden af en japansk journalist i mediecenteret!). Fussball-fan Michael Schumacher lagde op til Tysklands kamp mod England med et par nye kørestøvle - komplet med logoet fra det tyske fodboldforbund.
Lehto i bådulykke
Den tidligere formel 1-kører (og Le Mans-vinder med Tom K) J. J. Lehto blev i ugen op til Europas Grand Prix involveret i en tragisk og kontroversiel ulykke med en motorbåd i Finland. Ved ulykken omkom en
af Lehto´s venner og Lehto selv blev alvorligt kvæstet. Postkortredaktionen sender de bedste ønsker om “god bedring” til J. J.
Postkort fra Montreal
15-06-2010
USF1 på tvang
Mens Lotus, Virgin og Hispania havde travlt i Montreal blev resterne af det fjerde nye “team”, USF1, solgt på tvangsauktion i USA. Der var ganske meget værktøj og en enkelt transporter på akuktion men ikke meget der tydede på at teamet nogensinde ville have fået en bil klar til 2010-sæsonen. Det eneste synlige bevis på at USF1 var indskrevet i VM 2010, en halvfærdig monocoque (eller bare en mock-up?) blev solgt for mindre end 50.000 kr.
Ville og Schumi snakker sikkerhed
Torsdag inviterede den canadiske automobilklub til pressemøde i Montreal Downtown. Det handlede blandt andet om at fremme færdselssikkerheden og til dét formål havde man indkaldt to eksperter. Yeps - Michael Schumacher og Jacques Villeneuve stillede op til photo-shoot sammen med en levende crashtest-dummy. Lidt ældre læsere vil huske at netop disse to afgjorde VM 1997 med en crash i Jerez. At “vilde Ville” i sin aktive tid klagede over at F1 var blevet for sikkert. Og at Schumi i sine unge år ikke ligefrem undgik sammenstød. OG - at han bankede hjul med halvdelen af feltet i Montreal...
Hi, Bud
Alle var glade for at Montreal efter et års pause var tilbage i formel 1-kalenderen. Og efter en række kedelige eller ikke-eksisterende medie-cafeterier i Kina, Spanien, Monaco og Tyrkiet var der mere fest og farver over frokosten i Montreal. Hvor Budweiser forøvrigt var en af sponsorerne...
Billetter til salg - for 2011
De canadiske tilskuere havde også savnet deres grandprix. I hvert strømmede de til Ile Notre Dame i et antal så arrangørerne allerede torsdag måtte melde totalt udslgt til løbet. I stedet begyndte man at sælge billetter til Canadas Grand Prix 2011 - et godt tegn efter de tomme tribuner i Tyrkiet.
Ny Ferrari-kører er 11 år
I det hele taget synes formel 1-interessen i Montreal at være fremtidssikret. I dagene op til løbet skrev Ferrari nemlig kontrakt med en lokal kører, Lance Stroll. Det specielle ved ham: Lance er blot 11 år gammel. Den canadiske gokart-sensation er åbenbart så talentfuld at Ferrari ikke vil risikere at andre F1-teams snupper ham. “Vi vil følge Lance skridt for skridt i hans amerikanske kart-karriere og også snart invitere ham til at deltage i vores uddannelsesprogram i Maranello,” hedder det i en officiel udtalelse fra Ferrari.
Fittipaldi afløste Tom K
Mens Tom K (og en masse Grand Prix Tours-gæster) gav den gas i Le Mans, overtog formel 1-verdensmesteren fra 1972 og 74 Emerson Fittipaldi det job som med-dommer danskeren havde i Melbourne. Andre ekskørere der har siddet i dommersædet i år: Johnny Herbert, Damon Hill og Nigel Mansell.
Teemu Selanne mødte Heikko Kovalainen
Der var forbavsende få VIPs i depotet i Montreal. Men mine finske kollegaer fik travlt da en af landets bedste ishockey-spiller, Teemu Selanne, mødte op i Lotus-pitten for at hilse på Heikki Kovalainen. Med ved det finske topmøde var også Lotus´ fysioterapeut Petri Lehikoinen (i midten). Håber jeg har stavet navnene rigtig - eller klag på den finske ambassade...
Cirque du Soleil på hjemmebane
Fredag arrangerede postkortredaktøren den årlige firmaudflugt - til legendariske Cirque du Soleil, der netop har haft premiere på deres helt nye show, Totem. Cirque, der stammer fra Montreal, havde slået teltet op i byens hyggelige, gamle havnekvarter, og fotograf Rysgaard og redaktør Nygaard havde en fantastisk aften. Søndag mødte vi så Cirque´s grundlægger Guy Lalliberte, der blev enig med
redaktøren i den gamle sandhed om at der skal være en klovn i ethvert cirkus. Over til dig, Rysse
Postkort fra Istanbul
08-06-2010
Bernie kommer tilbage
Der var ikke ligefrem overfyldt på tribunerne i Istanbul Park i weekenden og fredag var der gabende tomt. Da Bernie Ecclestone valgte netop denne dag til at skridte medie-centeret af, var det næsten uundgåeligt at en modig, lokal journalist spurgte til fremtiden for Tyrkiets Grand Prix. “Kommer De tilbage næste år, Mr Ecclestone?” var spørgsmålet. Bernie svarede iskoldt: “I will be back next year!”. Nu viste journalisten at være mere modig end som så (eller også kendte han bare ikke Bernie godt nok!). I hvert fald fulgte han op med et spørgsmål om hvorvidt Bernie kom til Tyrkiet i 2011 for at holde ferie eller arrangere formel 1-løb. Bernies svar: “I said: I will be back next year!”
Renault´s 5 o´clock tea
Renault har indført en ny tradition, der er et fransk svar på de engelske teams´ 5 o´clock tea: Hver fredag-aften inviterer de til “aperitif” i teamets motorhome, og dét var noget der passede Grand Prix Photo´s fotograf Anders Rysgaard: Han var meget langt fremme i sine størrelse 48,5 da der blev åbnet for Pastis´en.
Ferrari fejrede 800 grandprix´er
Lørdag-aften var det Ferrari der inviterede - til et eksklusiv party på bredden af Bosporus, der fejrede teamets grandprix nummer 800. Der var tale om et flot party med en imponerende buffet - i hvert fald indtil føromtalte Rysgaard følte sig lidt brødflov..
Bernie: “24 løb”
Bernie Ecclestone tog sig som nævnt tid til at besøge medie centeret i Istanbul Park. Her kom han med en melding om at vi skal stoppe klynkeriet over næste års kalender med 20 løb: “I fremtiden kan det blive 24,” truede den lille englænder. Og han mener det nok alvorligt: Med USA, Rom, Rusland og Frankrig på ventelisten (og Korea bekræftet for i år og Indien for 2011), er det pludselig blevet foruroligende let at tælle til 24.
Vettels affære med Randy Mandy
Sebastian Vettel har fået den sjove ide at give sine biler navne. Det startede uskyldigt med “Kate” i 2009, der så blev afløst af “Kate´s Dirty Sister” fordi den nye bil kørte lidt “frækkere”. I år startede Seb i “Luscious Liz” og da den (“hun?) føltes lidt træt efter Monacos Grand Prix, fik han en ny bil til løbet i Tyrkiet: “Randy Mandy”!
Prost i mestermøde
Formel 1-historiens eneste firdobbelte verdensmester Alain Prost kommer i infight med blandt andre Michael Schumacher og Sebastian Vettel. Ved det årlige “Race of Champions”, der i år afvikles i november i Düsseldorfs Esprit Arena, er den 55-årige franskmand på startlisten. Tom Kristensen har de seneste år været fast deltager i arrangementet, men er endnu ikke bekræftet til 2010-udgaven.
Fodbold-feber rammer F1
Med kun 14 dage til starten af VM-slutrunden var det uundgåeligt at depotet i Istanbul Park blev ramt af fodbold-feber. Flere kørere optrådte til ære for diverse TV-selskaber med fodboldkunstner og Mark Webber og Michael Schumacher indledte for rullende kameraer et venskabeligt skænderi om den kommende kamp mellem Australien og Tyskland. “Vi satser på uafgjort,” sagde Webber - hvor til Schumi replicerede: “Glem det, Mark!”
McLaren markerede grundlæggerens død
2. juni 1970 blev grundlæggeren af McLaren-teamet, newzealanderen Bruce McLaren, dræbt under en sportsvogns-test på Goodwood-banen i England. Dagen blev markeret af i McLaren´s motor-home (“Brand Centre”!) i depotet med en foto-kavalkade fraq newzealanderens aktive karriere. Mange af billederne stammede for øvrigt fra Grand Prix Photo.
Postkort fra Monaco
17-05-2010
Byggerod i Monaco
Byggerod er ikke noget nyt i Monaco - hver eneste år er en eller flere betonkasser ved at skyde op i det lille fyrstendømme. I år blev rodet forøget af kaos på den havnekaj hvor depotet er placeret: Med kun tre dage mellem afslutningen af Spaniens Grand Prix og den første træningsdag i Monaco, havde mekanikerne travlt med at sætte motorhome op da vi ankom onsdag-eftermiddag. Selv hos det ellers så velorganiserede McLaren-team var der lettere panik før åbningstid med at få det imponerende “brand centre” klar.
Nyt motorhome til Mercedes
Mercedes var det eneste team der var helt klar onsdag-eftermiddag. Teamet har bygget et nyt motorhome, som debuterede i Monaco (i Spanien indsatte man et motorhome, der til daglig bruges i DTM). Det nye, tre-etagers Mercedes motorhome blev fejret med house-warming onsdag-aften, hvor teamchef Ross Brawn bød os velkommen med en bajser. “I er altid velkomne,” sagde han blandt andet. “Men husk på at vi også skal fodre vores mekanikere...”
Poker-turnering aflyst
Virgin, den netop har fået internetsiden “fulltiltpoker.net” som sponsor, inviterede til stor pokerturnering torsdag-aften. Flere af F1-kørerne - anført af poker-haj Robert Kubica - var linet op til at deltage og førstepræmien på 5000 Euro havde også lokket flere F1-journalister ud af poker-busken. Stor var skuffelsen derfor da Virgen torsdag-formiddag meddelte at turneringen var aflyst.
Red Bull-party (kapitel 112)
Nå - der var masser af andet at tage sig til torsdag-aften. For eksempel det nu traditionelle Red Bull-party i deres enorme Energy Station, der var sejlet på plads langs havnekajen på en enorm tømmerflåde. Det danske formel 1-hold med Red Bull-mekker Ole Schack, TV3 Puls-kommentator Jens Hansen og postkortredaktøren var på plads. Kun ekspertkommentator Tom Kristensen manglede - noget med en søn der skulle konfirmeres.
F1´s 60 års fødselsdag
Torsdag-aften blev formel 1´s 60 års fødselsdag også fejret med en storstilet reception på Hotel Hermitage. Det første formel 1-VM startede med Englands Grand Prix i Silverstone 13. maj 1950 og 60 år og 825 løb senere blev jubilæet fejret på behørig vis.
Stepney for retten
Der er til gengæld ikke meget at fejre for den tidligere Ferrari-chefmekaniker Nigel Stepney. Englænderen blev i forbindelse med den såkaldte “spygate” sag fra 2007 afsløret som “industrispion” i en pinlig affære, der kostede McLaren en bøde på en halv milliard kroner (!) for at have udnyttet de Ferrari-tegninger Stepney “lånte” dem. Stepneys andel i sagen blev af FIA takseret til en karantæne fra formel 1, men i dagene op til Monacos Grand Prix startede det civilie søgsmål mod Stepney, der finder sted ved rettet i Sassulo, Italien.
Så i røgen?
Mens Marlboro fjernede deres diskrete “stregkode” fra Ferrari-racerne i Spaniens Grand Prix, reklamerede de lystigt på store plakater i Monte Carlo. I EU ses der nu med meget strenge øjne på Marlboros engagement i Ferrari-teamet, men de få kvadratmeter der udgår Monaco hører som bekendt ikke til unionen.
Diamonds Are Forever
Diamantfirmaet Steinmetz er en mere “legal” formel 1-sponsor. Igen i år arbejdede de sammen med McLaren-teamet, hvor man præsenterede specielle styrthjelme til både Jenson Button og Lewis Hamilton. Mens styrthjelmene er “old news” (Steinmetz og McLaren har arbejdet sammen i nu otte år) bød årets Monaco Grand Prix også på en nyhed: Der var indgraveret Steimetz-diamanter i begge McLaren-biler rat! Kan det blive mere “bling-bling”?
Lewis på cat-walk´en
År jo - Lewis Hamilton og Jenson Button føjede ekstra “bling” til McLarens Monaco-weekend, da de fredagaften optrådte som supermodeller ved den årlige modeopvisning til fordel for Elton Johns AIDS-fond. Flere andre F1-kørere indtog også cat-walk´en i den storstilede modeopvisning, hvor også F1-koner og -kærester kom på podiet.
Alonso scorede (i fodbold!)
Det var tydeligt at flere af kørerne følte sig på udebane på cat-walk´en. Lidt bedre gik det da de tirsdag-aften stillede op til den årlige velgørenhedskamp i fodbold, hvor blandt andre Fernando Alonso (målscorer!) og Felipe Massa var med. To af de sædvanlige profiler på kørernes “Nazionali Piloti”-hold, stürmer Michael Schumacher og midtbanegeneral Tom Kristensen, havde til gengæld meldt afbud.
J-LO og Bernie
Der var som sædvanlig mange VIPs i Monaco til grandprix´et - jeg nævner i flæng Mick Jagger, Guy Lalliberté, Rachel Hunter, Elizabeth Hurley. Og så Jennifer Lopez, der befandt sig strålende i onkel Bernie´s selskab.
Side 39 af 42