Flere nyheder

  • Det bliver bedre og bedre!

    26-06-2017

    det bliver bedre og bedre.

    Formel 1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Baku.

    Formel 1-VM 2017 bliver bare bedre og bedre – både generelt og set med danske øjne. I Bakus smalle gader – hvor man runder 350 km/t på langsiden – fik vi et underholdende race med Daniel Ricardo (Red Bull-Renault) som den overraskende vinder. VM-rivalerne Lewis Hamilton (Mercedes) og Sebastian Vettel (Ferrari) nåede at ramle sammen et par gange, og både hos Force India-Mercedes og Toro Rosso-Renault er kørerne røget i intern ’borgerkrig’. Der er kort sagt masser af dramatik og underholdning, og alt tyder på at anden halvdel af sæsonen bliver endnu mere spændende.

    Og så er der Kevin Magnussen. På den bane, der passer dårligst til Haas-raceren, scorede han teamets bedste resultat! Syvendepladsen kom i hus efter et flot, modent løb, hvor K-Mag på et tidspunkt var helt oppe på tredjepladsen. Undervejs udviste han den optimale kombination af velovervejet kørsel og rå aggressivitet, og syvendepladsen sendte ham forbi teamkammerat Romain Grosjean i den samlede VM-stilling.

    Nu venter Østrigs Grand Prix i Spielberg og Grand Prix Tours´ hyggelige lejr. Plus naturligvis den legendariske Race Night, hvor jeg får en Le Mans-vinder og en F1-mekaniker som medværter.

    Det  bliver SÅ godt. Ligesom Formel 1-VM 2017!

    De skæve nyheder fra baku

     

    INGEN RØG UDEN ILD

    Da der begyndte at vælte røg ud af Fernando Alonsos McLaren-Honda under træningen, var spanieren hurtig på team-radioen. ”Motor, motor,” skreg han – vel nok mest af gammel vane. Men efterfølgende måtte McLaren-teamet korrigere: Det var – for en gangs skyld – ikke Honda-motoren, der var brændt sammen. Det var gearkassen, der var skyld i Alonso stoppede..  
         
     

    McLAREN FORVIRRER KONKURRENTERNE

    Under kvalifikationen følte Fernando Alonso, at han på sin hurtigste omgang blev hæmmet af Daniel Ricciardo. Spanieren brokkede sig højlydt over radioen, men undskyldte bagefter. ”Jeg kan godt forstå han blev forvirret: Vi er så langsomme, at han vel troede, jeg var i gang med en opvarmningsrunde.”

     

         
     

    HVAD DRIKKER EDDIE?

    Den tidligere teamejer og nuværende TV-ekspert Eddie Jordan hævdede i Baku endnu en gang, at Mercedes vil trække sig ud af Formel 1 indenfor kort tid. Mercedes teamchef Toto Wolff er efterhånden lidt træt af Jordans snak. Da han blev spurgt om, hvad han troede der er baggrunden for Jordans rygter, svarede Wolff: ”Druk”.
         
     

    BAKU – NU I AZERBAIJAN

    Da gadebanen i Baku sidste år debuterede i VM-kalenderen hed løbet officielt ’Europas Grand Prix’. I år havde det skiftet navn til ’Azerbaijans Grand Prix’. Hvorfor? I 2016 havde Bernie Ecclestone svært ved at opfylde den kvote af europæiske løb, han var forpligtet til. Løsningen blev lidt kreativ geografi, for man kan godt argumentere for, at en lille del af Azerbaijan faktisk ligger i Europa. I år havde man ikke samme problem, og derfor fik løbet den mere geografisk korrekte titel ’Azerbaijans Grand Prix’.
         
     

    KONCERTER i BAKU

    Arrangørerne i Baku havde linet et imponerende koncert-udbud op på den store tribune bag tilskuerpladserne. Fredag var det den lokale superstar Tarkan, lørdag The Black Eyed Peas og Nicole Scherzinger og søndag sluttede grandprix-weekenden med Mariah Carey.
         
     

    Lewis ville ikke se Nicole

    Nicole Scherzinger var som bekendt i mange år Lewis Hamiltons on/off-kæreste (det er et gammelt billede!) Mercedes-køreren havde dog ingen planer om at overvære sin ekskærestes koncert: ”Der er koncerter i mange grandprix-weekender, men jeg koncentrerer mig primært om løbet,” udtalte han. For få måneder siden var Hamilton ikke helt så cool: Da postede han en snapchat-video, hvor han lyttede til et af Scherzingers hits. ”Den sang hun altid for mig,” sagde han – mens han tørrede en tåre ud af øjenkrogen.
         
     

    TAG DIN HUND MED PÅ JOB

    Lewis Hamilton fejrede til gengæld dét Mercedes i spøg kaldte ’Tag-din-hund-med-på-arbejde-dag’: Han havde Roscoe (”min bedste ven”) med i pitten.
         
     

    NYT PROGRAM I USA

    Programmet for USA´s Grand Prix på Circuit of the Americas i Texas er blevet ændret. Normalt er der to timer mellem FP3-træningen og kvalifikationen, men i USA vil der være fire timer. Det betyder, at kvalifikationen starter klokken 22.00 dansk tid. Årsag: Circuit of the Americas har hyret Justin Timberlake til en stor koncert lørdag aften, og den amerikanske superstar vil utvivlsomt tiltrække mange tusinde tilskuere. Faktisk frygter man, at mange tilskuere ville komme udelukkende for Timberlake, og helt droppe aktiviteterne på racerbanen. Ved at afvikle kvalifikationen umiddelbart før koncerten, håber man de mange popfans vil komme tidligt – og forhåbentlig få smag for race. Sidste år sørgede Taylor Swift (billedet) med en koncert lørdag aften for tilskuerrekord på Circuit of the Americas..
         
     

    BAKU BLIVER FORÅRS-LØB

    Formel 1-kalenderen for 2018 er klar, og Azerbaijans Grand Prix er et af de løb, der er flyttet. Arrangørerne i Sochi har aldrig været tilfreds placeringen som årets fjerde løb, og Ruslands Grand Prix overtager derfor fra 2018 Malaysias dato i eftersommeren (30. september). Azerbaijan bliver herefter 2018-sæsonens fjerde løb (29. april). Det genoplivede franske grandprix får så den midsommer-dato, der hidtil har været optaget af Azerbaijan (24. juni).
         
     

    FORMEL 1-VM – NU MED TRIPLE-DÆKKER

    Den evigt voksende Formel 1-kalender har de seneste år skabt flere og flere ’dobbelte-whoppere’ – to løb lige efter hinanden. Og næste år, når VM-kalenderen vokser til 21 løb, får vi Formel 1-historiens første ’triple-dækker’: Grandprixerne i Frankrig (24/07), Østrig (01/07) og Storbritannien (08/07 – billedet) afvikles i tre på hinanden følgende weekender. ”Det er cool,” siger Kevin Magnussen om den hektiske kalender. ”Det bliver hårdt, men jeg elsker at køre race.”
         
     

    ALLE KAN SNAKKE AZERBAIJANSK

    Er der nogen der tror der lokale sprog i Baku er svært? Overhovedet ikke: ’Fast Food’ er ’Fast Fud’ – og sådan er det hele vejen igennem. Piece of cake, really…
  • Så vendte VM 2017 endnu engang.

    12-06-2017

    så vendte vm 2017 endnu en gang.

    Formel 1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Montreal.

    Det er en pragtfuld F1-sæson vi har gang i!

    Efter den totale Ferrari-dominans for 14 dage siden i Monaco, brød Mercedes effektivt tilbage i Canada. Med en solid sejr lukkede Lewis Hamilton meget af hullet op til Sebastian Vettel i den samlede VM-stilling, og Valtteri Bottas andenplads bragte Mercedes i front i konstruktør-VM.

    Kampen mellem sportens to dream-teams bølger frem og tilbage på en herligt uforudsigelig måde, og at Mercedes toppede i Montreal, hænger sikkert sammen med deres bomstærke motor og de updates, tyskerne havde med til Canada. Om 14 dage i Baku kan der igen blive vendt op og ned på styrkeforholdet, og den tætte infight mellem Mercedes og Ferrari gør VM 2017 til en af de mest spændende Formel 1-sæsoner i mange år.

    Kevin Magnussen bliver fortsat forfulgt af uheld. ’Trafikale problemer’ kostede ham for anden grandprix-weekend i træk en god startplacering, og i løbet gjorde han det ikke nemmere for sig selv ved at overhale Stoffel Vandoorne, mens løbet stadig var under safety-car. Det var på mange måder en undskyldelig fejl fra K-Mag, men det ændrede ikke på, at det endnu en gang var Romain Grosjean og ikke danskeren, der scorede point til Haas-teamet.

    De gode nyheder er, at Magnussen er lige så hurtig som franskmanden – mindst. Det er kun et spørgsmål om tid inden heldet vender, og så tror jeg på der ruller masser af point ind på K-Mag´s VM-konto.

    Men alt det kan vi jo diskutere, når vi mødes til den legendariske Race Night i Grand Prix Tours´ camp i Østrig. Jeg hører, at der også dukker et par gæstestjerne op. Vist noget med en Le Mans-vinder og en F1-mekaniker…

    De skæve nyheder fra montreal

     

    Ocon på zip-line

    Force India-sponsor Hype inviterede onsdag eftermiddag modige F1-journalister på en tur på Montreal zipline – en tur hen over byens havn. Inden journalisterne blev sluppet løs tog Esteban Ocon fem ture – for lige at sikre, at wiren kunne holde.  
         
     

    Nygaard på slap line

    Også redaktøren af de skæve nyheder fik en tur på slap line. Jeg tror faktisk, at jeg var hurtigere end Esteban. Måske noget med vægten at gøre.

     

         
     

    Lewis og valtteri i cirkus

    På zip-line turen svævede man blandt andet over Cirque du Soleils telt, der var slået op på kajen i Montreals gamle havn. Her havde den nye forestilling ’Volta’ premiere, og onsdag var Mercedes-kørerne Lewis Hamilton og Valtteri Bottas blandt gæsterne.. 
         
     

    villeneuve på frimærke

    Det er i år 50 år siden det første canadiske grandprix blev afviklet på Mosport Park-banen ved Toronto. Jubilæet blev markeret med en serie nye frimærker med Gilles Villeneuve, Jackie Stewart, Ayrton Senna, Michael Schumacher og Lewis Hamilton (der alle har vundet et eller flere canadiske grandprixer.
         
     

    bandini-pris til ferrari

    I weekenden mellem grandprix´erne i Monaco og Canada blev ’Trofeo Lorenzo Bandini’ uddelt i Brisighella, Italien. Prisen, der er indstiftet til minde om Ferrari-køreren Lorenzo Bandini, der omkom i Monacos Grand Prix 1967, uddeles hvert år til team eller kørere, der har gjort sig specielt bemærket i Formel 1. I år overrakte Bandinis enke Margherita prisen til Ferraris Formel 1-team, repræsenteret af teknisk chef Mattia Binotto.
         
      2018-kalenderen
    Formel 1-kalenderen 2018 er ved at tage form, og et udkast ventes klar om kort tid. Malaysias Grand Prix droppes, mens Tyskland (Hockenheim - billedet) og Frankrig (Paul Ricard) gør comeback. I Frankrig håber man på en dato i juli. Rusland, der de seneste år har afviklet sit grandprix tidligt på foråret, vil gerne flytte til efteråret. Og Portugal vil gerne i kalenderen med et grandprix på Portimao-banen på Algarve-kysten!
         
     

    Mclaren vinder igen!

    Lørdag aften arrangerede Red Bull og FOM et kapløb tværs over det olympiske ro-stadion for hjemmebyggede ’skibe’. Alle teams fik en time at bygge deres skib, og McLaren scorede en overlegen sejr foran Toro Rosso og Sauber. Haas-teamet, med Guenther Steiner som ’kaptajn’ sluttede på fjerdepladsen, mens FOM´s eget skib med Ross Brawn sank kort før målstregen.
         
     

    Kvyat på fisketur

    Daniil Kvyat var ikke med i det Toro Rosso-mandskab, der roede en flot andenplads hjem. Russeren foretrak en lidt mere stilfærdig tilgang til ro-stadion, og blev set med fiskestang og snøre.
         
     

    hamilton med senna-hjelm

    Lewis Hamilton tog sine pole position nummer 65 op til Canadas Grand Prix, og tangerede dermed Ayrton Sennas rekord. Brasilianerens familie markerede milepælen ved at forære Mercedes-køreren en af de hjelme Ayrton brugte i 1987-sæsonen. Den hjelm Hamilton fik overrakt efter kvalifikationen i Montreal var en replica – den rigtige får han ved en senere lejlighed. Michael Schumacher har stadig den absolutte rekord for F1 pole positions med 68.
  • Rød front i Monaco.

    29-05-2017

    rød front i monaco.

    Formel 1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Monte Carlo.

    Ferrari dominerede Monacos Grand Prix, og Sebastian Vettel er nu det åbenlyse bud på en Formel 1-verdensmester 2017. 

    Kimi Raikkonen tog overraskende pole position – hans første i ni år! – for Ferrari og kom bedst fra start, men italienerne timede pit-stoppene så ’effektivt’, at Vettel let og elegant kom i front. Nu fører tyskeren VM med 25 point ned til Lewis Hamilton, der havde en af sine efterhånden jævnlige off-days i Monte Carlo. Hans klager over ’set-up problemer’ klingede lidt hult i en weekend, hvor Mercedes-makker Valtteri Bottas fulgte fornuftigt med Ferrari´erne. Måske Hamilton skulle fokusere lidt mindre på tiden mellem løbene – og lidt mere på grandprix-weekenderne?

    Men jeg er ikke i tvivl om at Mercedes vil bryde tilbage, og VM-kampen bliver hård og intensiv. Hvem der står med VM-trofæet efter finalen i Abu Dhabi tør jeg ikke gætte på – men jeg er sikker på, at det bliver spændende. Nu er jeg på grund af mit job ’tvunget’ til at overvære alle løbene resten af sæsonen, men jeg kan kun anbefale alle andre at komme af sted. Det bliver en gyser!

    Og det er ikke kun på grund af VM-duellen mellem Ferrari og Mercedes, man skal til Formel 1 i 2017. Det handler også om Kevin Magnussen, der leverede en ny, stor præstation i Monte Carlo. Slutresultatet – en 10.-plads mens teamkammerat Romain Grosjean blev nummer otte – dækker over det faktum, at danskeren for tredje weekend i træk var hurtigste Haas-kører. K-Mag var bare uheldig – både i kvalifikationen og løbet – men når heldet vender (og det gør det altid i Formel 1!) ligger der masser af VM-point og venter på Danmark.

    De skæve nyheder fra monaco

     

    renault fejrede jubilæum

    Renault debuterede i Formel 1 i 1977, og 40-års jubilæet blev fejret fredag i Monaco, hvor man havde hentet 1977-bilen ud af museet. Den blev fremvist af den oprindelige kører, Jean-Pierre Jabouille, mens Alain Prost stillede op i en af Renault-racerne fra 1983.. .
         
     

    party hos red bull

    Torsdag aften åbnede Red Bull deres Energy Station (der i Monaco-udgaven angiveligt havde et budget på over 30 millioner kroner!) til en mega-fest for Formel 1-pressen og andre gæster. Ingen var røget i poolen da jeg gik hjem…
         
     

    fodbold uden k-mag

    Onsdag aften stillede Formel 1-kørernes fodboldhold Nazionali Piloti op mod et VIP-hold anført af Prins Albert af Monaco. Der var dog kun fire aktive F1-kørere med: Daniel Ricciardo (billedet), Daniil Kvyat, Carlos Sainz Jr og holdkaptajn Felipe Massa. Kevin Magnussen indgik ifølge arrangørerne i Nazionali Pilotis bruttotrup, men hævdede selv, at han aldrig havde haft ambitioner om at stille op. 
         
     

    modeshow hos amber lounge

    Amber Lounge, den omrejsende Formel 1-natklub ledet af Sonia Irvina (søster til ex-Ferrari kører Eddie) var igen på plads i Hotel Le Meredien Beach Place i Monaco. Her afholdt men fredag aften det efterhånden traditionelle modeshow, hvor blandt andre xxxx var på catwalken.
         
     

    mick schumacher kører mercedes

    Mick Schumacher har kørt sine første omgange på gadebanen i Monte Carlo – i en Mercedes. Michael Schumachers 18-årige søn, der i år kører i EM-serien i Formel 3, er ambassadør for Mercedes, og i den egenskab fik han i dagene op til Monacos Grand Prix mulighed for et par omgange på banen. Dog ikke i en moderne F1-racer a la Hamilton eller Bottas – det skete i en Mercedes-Simplex fra 1902.
         
      Fan-fest på torvet
    Den nye, mere tilskuer-venlige linje i Formel 1 blev yderligere forstærket i Monte Carlo, hvor alle kørerne på skift stillede op til autograf-skrivning og talkshow på Place d’Armes tæt på banen.
         
     

    Stroll: "playstation tæt på Virkeligheden"

    Lance Stroll, der allerede har sat Williams-teamets reservedels-budget under pres, startede sin Monaco-weekend med en crash på Casino-pladsen. ”Præcis det område af banen har jeg også problemer med på Playstation,” forklarede den uge canadier. Godt så….
         
     

    F1 fans har talt

    En rundspørge foretaget af Motorsport Network blandt alverdens Formel 1-fans – med næsten 150.000 adspurgte! – har afsløret, at tilskuerne ikke vil have hverken ’succes ballast’, omvendte start-opstillinger eller sprint-løb om lørdagen. Øverst på Formel 1-fans´ ønskeseddel står tank-stop, V8-motorer og – allermest – to eller flere dækleverandører.
         
     

    for rygende hamilton

    Lewis Hamilton havde ikke just en forrygende weekend i Monaco – snarere tværtimod. Og så alligevel: Da han ville sin nye custom-MC frem var det for rygende!
  • En klassisk Formel 1 sæson.

    15-05-2017

    EN klassisk Formel-1 sæson.

    Formel 1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Montmelo

    2017 er efter min mening allerede en klassisk Formel 1-sæson. Jeg havde frygtet, at de mange updates der kom på banen ved Spaniens Grand Prix kunne forrykke det uhyre lige forhold mellem Mercedes og Ferrari, der prægede årets første fire løb. Men bare rolig: De to storhold er kun blevet endnu mere jævnbyrdige, og Mercedes måtte gribe dybt i skuffen med taktiske trick for at sikre Lewis Hamilton sejren på Circuit de Barcelona-Catalunya: Det var primært fordi Valtteri Bottas i den anden Mercedes formåede at sinke Sebastia Vettel, at det blev Mercedes og ikke Ferrari der vandt det spanske grandprix.

    Og det bliver endnu bedre: Red Bull har med deres modifikationer lukket noget af hullet op til Mercedes og Ferrari, og derfor kan Daniel Ricciardo og Max Verstappen måske snart blande sig i kampen om grandprix-sejre.

    Og læg mærke til, at der var kørere fra alle tre teams på podiet i Spanien – hvor tit har vi oplevet tre kørere fra tre teams på sejrskamplen i de seneste år? (for statistik-nørder – vi havde det også i Kina i år!)

    Kevin Magnussen imponerede igen i Spanien. Han var markant hurtigere end Haas-makker Romain Grosjean i Rusland for 14 dage siden, og selvom franskmanden fik reduceret afstanden til danskeren i Spanien, var det stadig K-Mag, der var hurtigste Haas-kører.

    Han var på vej mod en solid niendeplads i Spanien, da et sammenstød med Daniil Kvyat kort før mål kostede ham en punktering og alle chancer for VM-point.

    Drønærgerligt – men det lover godt for fremtiden, og i alle tilfælde er det imponerende så hurtigt, Kevin Magnussen har udfordret Romain Grosjeans førstekører-status.

    Allerede i næste uge venter Monacos Grand Prix i Monte Carlo, der er en af K-Mags yndlingsbaner. Jeg skal naturligvis derned, og vil opfordre alle danske F1-fans til også at tage turen til det lille fyrstendømme: Der er lagt op til en ny gyser i toppen. Og VM-point til K-Mag…

    De skæve nyheder fra SPANIEN

     

    lewis i jalousi-drama

    Lewis Hamilton havde sin bedste ven, bulldoggen Roscoe, med til den officielle pressekonference op til løbet i Spanien. Marcus Ericsson var også med til seancen, og pludselig var det som om Roscoe fik en ny bedsteste ven: Kræet blev til Lewis´ åbenlyse irritation forelsket i svenskeren flotte ben. .
         
     

    Fodboldspillere i gokort

    Den spanske bank og Ferrari-sponsor Santander arrangerede torsdag en trekamp mellem Ferrari-kørerne Sebastian Vettel, Kimi Raikkonen og Marc Gene og de tidligere La Liga-stjerner Fernando Morientes, Christian Karembau og Marcos Senna. De blev opdelt i tre teams, og kæmpede i gokart, fodbold og en quiz om Formel 1 og La Liga. Raikkonen/Karembeu vandt overlegent.
         
     

    Kimi kan spille fodbold

    Under Santander-arrangementet udviste Kimi Raikkonen et hidtil ukendt talent for fodbold. Efter en række flotte frispilninger fra Karembeu scorede finnen et hattrick, der blev afgørende for hele turneringen..
         
     

    Red Bull Chill-out

    Red Bull og Toro Rosso markerede starten på den europæiske F1-sæson ved lørdag at invitere til drinks og tapas. Arrangementet, der fandt sted i energidrik-koncernens omrejsende Energy Station, blev officielt kaldt Casa 13. Don´t ask…
         
     

    Who works in F1?

    Rolex præsenterede fredag aften den nye 2017-udgave af opslagsværket ’Who Works in F1’. Her er der information om de fleste af dem, der virkelig arbejder i sporten – mekanikere over teamchefer til journalister og fotografer.
         
     

    Run the Track

    Formel 1-paddockens løbeklub Run That Track fik i Barcelona konkurrence af et lignende koncept: Run The Track gav alle fans for at løbe på Circuit de Barcelona-Catalunya lørdag aften klokken 20.00
         
     

    Paddocken - nu med bar

    Heineken, der er en mere og mere markant Formel 1-sponsor, havde oprettet et bar i paddocken. Her serverede man bryggeriets nye alkoholfrie øl med det passende navn 0,0 MAXX.
         
     

    to-sædede f1-biler

    De to-sædede Formel 1-racer Minardi-teamet byggede for mere end 10 år siden gjorde comeback i Barcelona. Det er planen at de skal bruges til VIPs og konkurrencevindere ved en række løb i år – og så indsættes gennem hele 2018-sæsonen.
         
     

    frivillige hædres

    Fredag hædrede det internationale bilsportsforbund FIA de tusindvis af frivillige, der skal til for at få et Formel 1-løb på banen. Seancen sluttede med et foto-shoot på start/mål-langsiden, hvor samtlige F1-kørere også stillede op sammen med de spanske marshals.
         
     

    race night større end nogensinde

    Vores Race Night i Santa Susanna blev med mere end 200 gæster vores hidtil største. Jan Magnussen stillede op som gæstestjerne, og vil også være med ved en række kommende løb.
  • Bottas´ første

    01-05-2017

    Bottas´første.

    Formel 1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Sochi.

    Ruslands Grand Prix i Sochi understregede, at Formel 1-VM bliver en benhård kamp mellem Merceds og Ferrari. Under kvalifikationen snuppede Sebastian Vettel og Kimi Raikkonens den første Ferrari-frontrække siden 2008, og i Mercedes-lejren ud-kvalificerede Valtteri Bottas for anden weekend i træk Lewis Hamilton.

    Bottas lavede en kanonstart, gik i front foran Vettel og Raikkonen og dominerede resten af eftermiddagen indtil han kunne køre i mål til sin første grandprix-sejr. Vettel holdt andenpladsen foran Raikkonen, mens Hamilton sluttede på en flad fjerdeplads.

    Dermed udbyggede Vettel sin føring i kampen om den individuelle VM-titel, mens Mercedes i kampen om konstruktør-titlen nu kun har ét sølle point ned til Ferrari. Efter tre års Mercedes-dominans er det nu de meget små marginaler, der afgør de enkelte løb, og kampen mellem de to topteams vil utvivlsomt bølge frem og tilbage mange gange i de kommende måneder.

    Og måske kan Red Bull også snart blande sig i kampen om grandprix-sejrene? Alle teams har ’anden generation’ af deres 2017-modeller med til det kommende grandprix i Spanien om 14 dage, og hos Red Bull handler det nærmest om en helt ny bil.

    Kevin Magnussen havde en god weekend i Sochi – indtil andet sving efter starten. Han var hele weekenden klart hurtigste Haas-kører, og alene den kendsgerning lover godt for fremtiden. Men i andet sving i Sochi var der som sædvanlig kaos, og Magnussen måtte en tur uden for banen. Han kom tilbage på banen på en måde, som løbsledelsen mente skulle koste en fem sekunders tidstraf, og så var K-Mags point-chancer ødelagt. Hans fart var et til VM-point eller to, men de fem sekunder i pitten kostede ham alle chancer, og han sluttede på 13.-pladsen.

    Han satser i stedet for på at score sine næste VM-point i Spanien om 14 dage. Her vil der være masser af Grand Prix Tours-gæster på tribunerne, og jeg glæder mig til vores legendariske Race Night lørdag-aften. Her vil Jan Magnussen være gæstestjerne, så der er garanti for underholdning, insider-viden – og masser af gode grin.

    Vi ses i Spanien!

    De skæve nyheder fra rusland

     

    Støtte til Monger

    Alle i Sochi-paddocken var påvirket af den ulykke, der forrige weekend ramte Formel 4-køreren Billy Monger på Donington-banen i England. Den 17-årige brite fik efterfølgende amputeret begge underben, og alle F1-kørere bar i Sochi støtteerklæringer til Monger. En indsamling, der skal sikre Mongers fremtid, indbragte i løbet af 24 timer halvanden million kroner. Blandt bidragsyderne: Jenson Button og Kevin Magnussen.
         
     

    Lewis med egen energidrik

    Energidrik-producenten Monster, der i flere år har været sponsor for Mercedes, er klar med en Lewis Hamilton-variant: Navnet er Monster LH44, og den lanceres med en konkurrence, hvor førstepræmieren er en hel dag i selskab med den tredobbelte verdensmester. Jeg har ikke hørt noget om andenpræmien. Måske to dage med Lewis?
         
     

    Kvyat klar med bog

    Min kollege Oleg Karpov præsenterede op til løbet i Sochi en ny bog om Daniil Kvyats vej til Formel og første sæsoner i kongeklassen. Kvyat, der fyldte 26 år samme dag, var med til release-festen, hvor han også præsenterede sin kæreste.
         
     

    tilskuere på banen med amg-mercedes

    Tuningsfirmaet AMG, der nu ejes af Mercedes, fejrede sit 50 års jubilæum i samarbejde med arrangørerne af Ruslands Grand Prix. 100 heldige tilskuere fik mulighed for en omgang på Sochi Autodrom i passagersædet på en AMG-Mercedes – med motorsportsstjerner som den tidligere F1- og DTM-kører Vitaly Petrov bag rattet.
         
     

    sølle support-program

    Det planlagte Formel 4-løb i Sochi med deltagelse af blandt andre den danske Renault-juniorkører Christian Lundgaard blev af politiske årsager aflyst med kort varsel. Dermed var support-programmet til det russiske grandprix reduceret til at par løb for den lokale standardvogns-serie Mitjet Arctic Cup (billedet)..
         
     

    Koncerter med lokale interesse

    Til gengæld kunne tilskuerne i Sochi glæde sig over koncerter både lørdag og søndag aften. Det var angiveligt nogle af Ruslands største navne, der spillede op til asfaltbal – Lyube var hovednavnet lørdag og søndag efter løbet var det Loboda, Egor Kreed og Yuliana Karaulova, der underholdt F1-tilskuerne.
         
     

    Stunt-kørsel på to hjul og ude motor

    Der var også masser af underholdning på den Olympiske Plads ved siden af banen. Specielt en flok gale cykel-artister vakte begejstring med deres halsbrækkende stunts.
         
     

    carey mødte kozak

    Den nye Formel 1-boss Chase Carey fik lørdag besøg af den russiske vice-premierminister Dmitry Kozak. ”Vi snakkede om hvordan vi kan udvide vores samarbejde,” sagde Kozak, der også mødte de lokale Formel 1-helte Daniil Kvyat og Sergei Sirotkin.
         
     

    nakkepude til pressen

    De fleste fly ud af Sochi afgår af en eller anden grund mellem 02.00 og 05.00. Derfor var det en rigtig nyttig gave, arrangørerne af det russiske grandprix havde til F1-pressen: En nakkepude i diskret design.