26-06-2017: Det bliver bedre og bedre!

det bliver bedre og bedre.

Formel 1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Baku.

Formel 1-VM 2017 bliver bare bedre og bedre – både generelt og set med danske øjne. I Bakus smalle gader – hvor man runder 350 km/t på langsiden – fik vi et underholdende race med Daniel Ricardo (Red Bull-Renault) som den overraskende vinder. VM-rivalerne Lewis Hamilton (Mercedes) og Sebastian Vettel (Ferrari) nåede at ramle sammen et par gange, og både hos Force India-Mercedes og Toro Rosso-Renault er kørerne røget i intern ’borgerkrig’. Der er kort sagt masser af dramatik og underholdning, og alt tyder på at anden halvdel af sæsonen bliver endnu mere spændende.

Og så er der Kevin Magnussen. På den bane, der passer dårligst til Haas-raceren, scorede han teamets bedste resultat! Syvendepladsen kom i hus efter et flot, modent løb, hvor K-Mag på et tidspunkt var helt oppe på tredjepladsen. Undervejs udviste han den optimale kombination af velovervejet kørsel og rå aggressivitet, og syvendepladsen sendte ham forbi teamkammerat Romain Grosjean i den samlede VM-stilling.

Nu venter Østrigs Grand Prix i Spielberg og Grand Prix Tours´ hyggelige lejr. Plus naturligvis den legendariske Race Night, hvor jeg får en Le Mans-vinder og en F1-mekaniker som medværter.

Det  bliver SÅ godt. Ligesom Formel 1-VM 2017!

De skæve nyheder fra baku

 

INGEN RØG UDEN ILD

Da der begyndte at vælte røg ud af Fernando Alonsos McLaren-Honda under træningen, var spanieren hurtig på team-radioen. ”Motor, motor,” skreg han – vel nok mest af gammel vane. Men efterfølgende måtte McLaren-teamet korrigere: Det var – for en gangs skyld – ikke Honda-motoren, der var brændt sammen. Det var gearkassen, der var skyld i Alonso stoppede..  
     
 

McLAREN FORVIRRER KONKURRENTERNE

Under kvalifikationen følte Fernando Alonso, at han på sin hurtigste omgang blev hæmmet af Daniel Ricciardo. Spanieren brokkede sig højlydt over radioen, men undskyldte bagefter. ”Jeg kan godt forstå han blev forvirret: Vi er så langsomme, at han vel troede, jeg var i gang med en opvarmningsrunde.”

 

     
 

HVAD DRIKKER EDDIE?

Den tidligere teamejer og nuværende TV-ekspert Eddie Jordan hævdede i Baku endnu en gang, at Mercedes vil trække sig ud af Formel 1 indenfor kort tid. Mercedes teamchef Toto Wolff er efterhånden lidt træt af Jordans snak. Da han blev spurgt om, hvad han troede der er baggrunden for Jordans rygter, svarede Wolff: ”Druk”.
     
 

BAKU – NU I AZERBAIJAN

Da gadebanen i Baku sidste år debuterede i VM-kalenderen hed løbet officielt ’Europas Grand Prix’. I år havde det skiftet navn til ’Azerbaijans Grand Prix’. Hvorfor? I 2016 havde Bernie Ecclestone svært ved at opfylde den kvote af europæiske løb, han var forpligtet til. Løsningen blev lidt kreativ geografi, for man kan godt argumentere for, at en lille del af Azerbaijan faktisk ligger i Europa. I år havde man ikke samme problem, og derfor fik løbet den mere geografisk korrekte titel ’Azerbaijans Grand Prix’.
     
 

KONCERTER i BAKU

Arrangørerne i Baku havde linet et imponerende koncert-udbud op på den store tribune bag tilskuerpladserne. Fredag var det den lokale superstar Tarkan, lørdag The Black Eyed Peas og Nicole Scherzinger og søndag sluttede grandprix-weekenden med Mariah Carey.
     
 

Lewis ville ikke se Nicole

Nicole Scherzinger var som bekendt i mange år Lewis Hamiltons on/off-kæreste (det er et gammelt billede!) Mercedes-køreren havde dog ingen planer om at overvære sin ekskærestes koncert: ”Der er koncerter i mange grandprix-weekender, men jeg koncentrerer mig primært om løbet,” udtalte han. For få måneder siden var Hamilton ikke helt så cool: Da postede han en snapchat-video, hvor han lyttede til et af Scherzingers hits. ”Den sang hun altid for mig,” sagde han – mens han tørrede en tåre ud af øjenkrogen.
     
 

TAG DIN HUND MED PÅ JOB

Lewis Hamilton fejrede til gengæld dét Mercedes i spøg kaldte ’Tag-din-hund-med-på-arbejde-dag’: Han havde Roscoe (”min bedste ven”) med i pitten.
     
 

NYT PROGRAM I USA

Programmet for USA´s Grand Prix på Circuit of the Americas i Texas er blevet ændret. Normalt er der to timer mellem FP3-træningen og kvalifikationen, men i USA vil der være fire timer. Det betyder, at kvalifikationen starter klokken 22.00 dansk tid. Årsag: Circuit of the Americas har hyret Justin Timberlake til en stor koncert lørdag aften, og den amerikanske superstar vil utvivlsomt tiltrække mange tusinde tilskuere. Faktisk frygter man, at mange tilskuere ville komme udelukkende for Timberlake, og helt droppe aktiviteterne på racerbanen. Ved at afvikle kvalifikationen umiddelbart før koncerten, håber man de mange popfans vil komme tidligt – og forhåbentlig få smag for race. Sidste år sørgede Taylor Swift (billedet) med en koncert lørdag aften for tilskuerrekord på Circuit of the Americas..
     
 

BAKU BLIVER FORÅRS-LØB

Formel 1-kalenderen for 2018 er klar, og Azerbaijans Grand Prix er et af de løb, der er flyttet. Arrangørerne i Sochi har aldrig været tilfreds placeringen som årets fjerde løb, og Ruslands Grand Prix overtager derfor fra 2018 Malaysias dato i eftersommeren (30. september). Azerbaijan bliver herefter 2018-sæsonens fjerde løb (29. april). Det genoplivede franske grandprix får så den midsommer-dato, der hidtil har været optaget af Azerbaijan (24. juni).
     
 

FORMEL 1-VM – NU MED TRIPLE-DÆKKER

Den evigt voksende Formel 1-kalender har de seneste år skabt flere og flere ’dobbelte-whoppere’ – to løb lige efter hinanden. Og næste år, når VM-kalenderen vokser til 21 løb, får vi Formel 1-historiens første ’triple-dækker’: Grandprixerne i Frankrig (24/07), Østrig (01/07) og Storbritannien (08/07 – billedet) afvikles i tre på hinanden følgende weekender. ”Det er cool,” siger Kevin Magnussen om den hektiske kalender. ”Det bliver hårdt, men jeg elsker at køre race.”
     
 

ALLE KAN SNAKKE AZERBAIJANSK

Er der nogen der tror der lokale sprog i Baku er svært? Overhovedet ikke: ’Fast Food’ er ’Fast Fud’ – og sådan er det hele vejen igennem. Piece of cake, really…