14-11-2011: Sidste nyt fra Abu Dhabis Grand Prix

LEWIS TILBAGE I SPORET

Det har taget længe og undervejs har han måtte gemmenleve et brud med ex-kæresten (og ex-Pussycat Doll) Nicole Scherzinger og utallige sammenstød med Felipe Massa. Men NU er Lewis Hamilton  tilbage i idealsporet, og hans sejr i Abu Dhabi var absolut fortjent.

OK - det var blevet et andet løb hvis Sebastian Vettel ikke var udgået allerede på første omgang. Men Seb har været så heldig/pålidelig i år at der var lagt i ovnen til lidt uheld før eller senere. Og læg mærke til at Hamilton havde domineret træningerne op til kvalifikationen, hvor han kun fik marginalt baghjul af Vettel.

Det er nok stadig Red Bull og Vettel der sætter tempoet i formel 1 VM 2011, men med Hamilton tilbage i topform kan McLaren endelig profitere af den formfremgang teamet har haft hen over sommeren og efteråret. McLaren-raceren er rykket tættere og tættere på den overlegne Red Bull, men med Hamiltons formkrise har man ikke for alvor kunnet udnytte de fundne tiendedele.

Dén Hamilton vi så i Abu Dhabi vil være farlig for Vettel og sæsonfinalen i Sao Paulo om 14 dage. Og læg også mærke til at Ferrari er rykket nærmere på toppen, så Brasiliens Grand Prix kan blive et af de bedste løb i en sæson der i forvejen har været præget af spændende race.

OG - i 2012 tyder alt på at det bliver endnu tættere!

---------------

De skæve nyheder fra Yas Marina

Formel 1-journalist Peter Nygaard med nyhederne du kun ser hos Grand Prix Tours

Button med skovsnegl
Jenson Button optrådte med en kæk lille moustache i Abu Dhabi. “Det handler om Movember,” forklarede McLaren-køreren. “Movember” er en verdensomspændende kampagne, hvor mænd hvert år i november anlægger et overskæg for at skabe opmærksomhed og indsamle midler til støtte af mænds helbredsproblemer. De første Movember-moustaches voksede frem i Australien i 2003 og siden har kampagnen bredt sig til resten af verden. “Det er rigtig stort hjemme i England og jeg vil gerne støtte det gode formål,” fortsatte Button, der også vil donere en pengebeløb til  "Movember”-bevægelsen. Efter kvalifikationen havde Sebastian Vettel (der i en af sine ubarberede weekends selv havde antydningen af en moustache) travlt med at pege på Jensons skovsnegl.

Hispania til Spanien

Hispania-teamets nye ejere, kapitalfonden Thesan, flytter teamet til et nyt hovedkvarter i Valencia, Sanien. Trods sit navn har Hispania-teamet indtil nu haft til huse i Colin Kolles´ lokaler i Sydtyskland. “Set ud fra et økonomisk og logistiske synspunkt er det måske ikke den optimale løsning, men vi vil understrege vores spanske identitet af hensyn til sponsorerne,” siger den nye teamchef Saul Ruiz de Marcos. Samtidig tyder meget på at Hispania får en spansk kører i 2012 og GP2-køreren Dani Clos tester for teamet i den kommende uges Young Driver Test i Abu Dhabi.

Kimi tættere på Williams
Williams er tæt på at sikre sig den sponsoraftale med en Quatar-bank der vil gøre det muligt at hyre Kimi Raikkonen. Rygter i Finland antyder at det nu er så godt som sikkert at 2007-verdensmesteren gør comeback i formel 1 efter to år i rally-VM. To af finnens tidligere teamchefer tilskyndede i Abu Dhabi Frank Williams til at skrive kontrakt med Raikkonen. “Vi ved alle sammen hvor hurtig Kimi er, men mange undervurderer hvor intelligent han er,” sagde McLarens Martin Whitmarsh. Ferraris Stefano Domenicali tilføjede: “Han har masser af talent og hvis han bestemmer sig for at komme tilbage er det fordi han vil bevise noget. Han vil vise at han stadig er en af de stærkeste kørere i formel 1.”

Grid girls a la Abu Dhabi
Mange fandt Abu Dhabis grid-girls kedelige - i hvert fald sammenlignet med deres letpåklædte kollegaer i for eksempel Ungarn og Korea. I Abu Dhabi havde man simpelt hen givet en flok af stewardesserne fra løbets hovedsponsor, det nationale flyselskab Etihad, overarbejde: De fik lov at holde navneskiltene på gridden - iført komplet stewardesse-outfit.

Formel 1-Kidnapper død

Hovedmanden i en af formel 1-historiens mest spektakulære episoder er død. Cubaneren Arnol Rodrigues Camps døde i denne uge 80 år gammel i Havanna. Camps var i 1950´erne medlem af Fidel Castros “26-juli-bevægelse”, der i begyndelsen af 1958 kidnappede den regerende verdensmester Juan-Manuel Fangio. Den argentinske legende var i Havanna for at deltage i Cubas Grand Prix for sportsvogne, men blev på grund af kidnapningen forhindret i at stille op i løbet. Fangio blev frigivet efter et døgn ag rapporterede senere at kidnapperne havde behandlet ham eksemplarisk..

Bernie og kronprinsen på charme offensiv
Lørdag dukkede Bernie Ecclestonen pludselig op i mediecenteret sammen med Bahrains kronprins. De ville lige slå fast at alt nu er roligt i den lille ørkenstat og at Bahrains Grand Prix 2012 afvikles som planlagt i april. Årets Grand Prix i Bahrain blev aflyst på grund af omfattende uroligheder.

Britney og Macca i Abu Dhabi

Efter den aflyste Metallica-koncert i Delhi var formel 1-koncerterne tilbage i idealsporet i Abu Dhabi. Fredag underholdt Britney Spears med sin Femme Fatale-tour på banen og lørdag var det US-rockerne Incubus og britterne The Cult der spillede op til asfaltbal. Fatboy Slim og reggae-legenden Wyclef Jean optrådte i løbet af grandprix-weekenden i Abu Dhabi-centrum og efter løbet søndag gav ex-Beatle Paul McCartney koncert på banen som led i sin On the Run-tour. Ved VM-finalen i Sao Paulo (Brasilien) i næste uge lokker F1 Rocks-organisationen med Macy Gray og Jessie J.