12-10-2020: Heldet følger de dygtige
Heldet følger de dygtige
F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra polar-klimaet i Eifel-bjergene
Jeg har sagt det før, og gentager gerne: Heldet følger de dygtige.
Eifel Grand Prix lignede den første halve time en triumf for Valtteri Bottas, der var startet fra pole position. Så lavede han en fejl, som hans Mercedes-makker Lewis Hamilton dygtig udnyttede (get it?). Kort efter udgik Bottas, og så kunne Hamilton cruise til en historisk sejr: Han har nu vundet 91 grandprixer og dermed tangeret den Michael Schumacher-rekord, der for bare få år siden så ud til at skulle bestå til evig tid
Og Hamilton er slet ikke færdig med at tangere (og slå!) Schumis rekorder: Med sejren på Nürburgring er han nu snublende tæt på sin syvende VM-titel – altså endnu en Schumi-rekord der står for fald.
Det var et rørende øjeblik, da Mick Schumacher inden sejrsceremonien gav Hamilton en af sin far hjelme, som englænderen tog med på podiet. Præcis på samme måde som Senna-familien gav ham en af Ayrtons hjelme, da han for et par år siden i Canada tangerede rekorden for pole positions.
Set med danske øjne var Eifel Grand Prix en skuffelse. Kevin Magnussen gjorde det flot på de indledende omgange, hvor han sloges med Sebastian Vettel (Ferrari – firdobbelt verdensmester) og Pierre Gasly (Alpha Tauri – vinder af Italien Grand Prix sidste måned). En Haas årgang 2020 hører slet ikke til i det selskab, men det var der bare ingen der havde fortalt K-Mag, der kørte strålende.
Men hans frontvinge var beskadiget, og det belastede fordækkene så meget, at hans håb om en et-stops strategi blev ødelagt, og så sluttede en lang eftermiddag på en frustrerende 13.-plads.
Videre til Portimao!
DE SKÆVE NYHEDER FRA Eiffel-bjergene
ENDELIG: RACE NIGHT COMEBACK!Grand Prix Tours afviklede lørdag Race Night på den femstjernede Maritim Hotel i Bonn. Årets første Race Night var værd at vente på: Hyggelige omgivelser, super mad og drikke og masser af nørdet Formel 1-snak. . |
||
VETTEL MED SCHUMI-HJELMSebastian Vettel ærede på Nürburgring sit forbillede Michael Schumacher med en special-lakeret hjelm. Bemalingen indeholdt forskellige elementer fra Schumachers 2006-hjelm, der på hvid baggrund var fremhævet med en avanceret 3D-effekt. |
||
MICK SCHUMACHER MED ONKELS HJELMMichael Schumachers søn Mick skulle have haft sin officielle Formel 1-debut i FP-træningen i Antonio Giovinazzi´s Alfa Romeo. Da al kørsel fredag blev aflyst på grund af tåge, får Schumacher Jr sandsynligvis en ny chance i Abu Dhabi. Mick Schumachers hjelm minder i øvrigt mere om onkel Ralfs end far Michaels. |
||
|
OGSÅ NYE McLAREN-HJELMEMcLaren-kørerne Carlos Sainz Jr og Lando Norris havde nye hjelme til Eifel Grand Prix, hvor teamet støttede World Mental Health Day. Dagen, der skal skabe opmærksomhed omkring mental sundhed, fandt i år sted 10. oktober. Hjelmene blev efter løbet doneret til det velgørende formål. |
|
SUPER-SUB HULKNico Hülkenberg er blevet 2020-sæsonens ’super-sub’. Han udfyldte flot reserverollen hos Racing Point, da Sergio Perez var corona-ramt under de to løb på Silverstone, og da Lance Stroll på Nürburgring blev ramt af noget, der på dansk meget passende hedder ’racer-mave’ blev Hulken også hentet ind. Heldigvis havde Racing Point gemt det sæde, de inden Silverstone støbte til Hülkenberg, i teamets transporter |
||
STØRSTE STJERNE I FP1: WILLIAMS´ BADEANDPå grund af regn og tåge kunne rednings-helikopteren ikke lette fredag, og al kørsel blev indstillet. Dermed blev den badeand Williams-teamet søsatte i en af vandpytterne i pitten dagens store stjerne. |
||
VETTEL INVESTERER I ASTON MARTINAston Martin, der tidligere på året blev overtaget af Lawrence Stroll (far til Lance) har fået en ganske prominent ejerkreds. Mercedes´ teamchef Toto Wolff overtog i foråret en betydelig aktiepost, og nu har Sebastian Vettel også investeret i det britiske nobel-mærke. Stroll-familiens Formel 1-team Racing Point skifter næste år navn til Aston Martin, og får Vettel som førstekører. |
||
INGEN TILSKUERE I TYRKIETIstanbul Park i Tyrkiet skulle efter planen lægge asfalt til årets første grandprix med fyldte tribuner. Arrangørerne af Tyrkiets Grand Prix 15. november havde sat 100.000 billetter til salg, men nu har udviklingen i Covid-19 pandemien fået dem til at skifte kurs: Løbet afvikles uden tilskuere bag lukkede døre. |