15-06-2010: Postkort fra Montreal

USF1 på tvang
Mens Lotus, Virgin og Hispania havde travlt i Montreal blev resterne af det fjerde nye “team”, USF1, solgt på tvangsauktion i USA. Der var ganske meget værktøj og en enkelt transporter på akuktion men ikke meget der tydede på at teamet nogensinde ville have fået en bil klar til 2010-sæsonen. Det eneste synlige bevis på at USF1 var indskrevet i VM 2010, en halvfærdig monocoque (eller bare en mock-up?) blev solgt for mindre end 50.000 kr.

Ville og Schumi snakker sikkerhed
Torsdag inviterede den canadiske automobilklub til pressemøde i Montreal Downtown. Det handlede blandt andet om at fremme færdselssikkerheden og til dét formål havde man indkaldt to eksperter. Yeps - Michael Schumacher og Jacques Villeneuve stillede op til photo-shoot sammen med en levende crashtest-dummy. Lidt ældre læsere vil huske at netop disse to afgjorde VM 1997 med en crash i Jerez. At “vilde Ville” i sin aktive tid klagede over at F1 var blevet for sikkert. Og at Schumi i sine unge år ikke ligefrem undgik sammenstød. OG - at han bankede hjul med halvdelen af feltet i Montreal...

Hi, Bud
Alle var glade for at Montreal efter et års pause var tilbage i formel 1-kalenderen. Og efter en række kedelige eller ikke-eksisterende medie-cafeterier i Kina, Spanien, Monaco og Tyrkiet var der mere fest og farver over frokosten i Montreal. Hvor Budweiser forøvrigt var en af sponsorerne...


Billetter til salg - for 2011
De canadiske tilskuere havde også savnet deres grandprix. I hvert strømmede de til Ile Notre Dame i et antal så arrangørerne allerede torsdag måtte melde totalt udslgt til løbet. I stedet begyndte man at sælge billetter til Canadas Grand Prix 2011 - et godt tegn efter de tomme tribuner i Tyrkiet.


Ny Ferrari-kører er 11 år
I det hele taget synes formel 1-interessen i Montreal at være fremtidssikret. I dagene op til løbet skrev Ferrari nemlig kontrakt med en lokal kører, Lance Stroll. Det specielle ved ham: Lance er blot 11 år gammel. Den canadiske gokart-sensation er åbenbart så talentfuld at Ferrari ikke vil risikere at andre F1-teams snupper ham. “Vi vil følge Lance skridt for skridt i hans amerikanske kart-karriere og også snart invitere ham til at deltage i vores uddannelsesprogram i Maranello,” hedder det i en officiel udtalelse fra Ferrari.


Fittipaldi afløste Tom K
Mens Tom K (og en masse Grand Prix Tours-gæster) gav den gas i Le Mans, overtog formel 1-verdensmesteren fra 1972 og 74 Emerson Fittipaldi det job som med-dommer danskeren havde i Melbourne. Andre ekskørere der har siddet i dommersædet i år: Johnny Herbert, Damon Hill og Nigel Mansell.

Teemu Selanne mødte Heikko Kovalainen
Der var forbavsende få VIPs i depotet i Montreal. Men mine finske kollegaer fik travlt da en af landets bedste ishockey-spiller, Teemu Selanne, mødte op i Lotus-pitten for at hilse på Heikki Kovalainen. Med ved det finske topmøde var også Lotus´ fysioterapeut Petri Lehikoinen (i midten). Håber jeg har stavet navnene rigtig - eller klag på den finske ambassade...


Cirque du Soleil på hjemmebane
Fredag arrangerede postkortredaktøren  den årlige firmaudflugt - til legendariske Cirque du Soleil, der netop har haft premiere på deres helt nye show, Totem. Cirque, der stammer fra Montreal, havde slået teltet op i byens hyggelige, gamle havnekvarter, og fotograf Rysgaard og redaktør Nygaard havde en fantastisk aften. Søndag mødte vi så Cirque´s grundlægger Guy Lalliberte, der blev enig med
redaktøren i den gamle sandhed om at der skal være en klovn i ethvert cirkus. Over til dig, Rysse