09-11-2010: Postkort fra Brasilien

Fitti fejrede 40 års-jubilæum
Brasiliansk motorsport i almindelighed og 1972/74-verdensmesteren Emerson Fittipaldi i særdeleshed fejrede i Interlagos at markant 40-års jubilæum: Det er nu 40 år siden Fitti som den første brasilianer nogensinde vandt et formel 1-grandprix (i Watkins Glen, USA 1970). Brasilien udviklede sig hurtigt til en stormagt i formel 1, og landet har produceret verdensmestre som Fittipaldi, Nelson Piquet og Ayrton Senna.

Eminem druknede
Fredag var postkort-redaktionen inviteret til “F1 Rocks Sao Paulo” - en kæmpe koncert på galopbanen i Morumbi-distriktet. Hovednavnet var selveste Eminem, men fem minutter inden den amerikanske superstar skulle på scenen begyndte regnen at vælte ned. Det lagde dog ingen dæmper på hverken Eminem, hans band eller tilskuerne.


Williams på besøg hos Lotus
Farrell Williams var opvarmning for Eminem ved F1 Rocks og den amerikanske musiker/modedesigner benyttede lejligheden til at besøge træningen i Interlagos. Fredag tilbragte han i Lotus-pitten, hvor han blandt andet fik en sludder med Heikki Kovalainen.


Premiere på “Senna”
Torsdag-aften blev tilbragt i biografen, hvor den nye Universal-film “Senna” havde premiere. Filmen handler om Ayrton Sennas liv og død og har alle steder fået fantastiske anmeldelser. Da McLaren-chef Ron Dennis så filmen første gang blev han så overvældet af følelser at han græd i 10 minutter da filmen sluttede. “Senna” får efter planen Europa-premiere i forbindelse med det britiske Grand Prix til sommer.


Jenson med London-taxi
McLaren-sponsor Johnnie Walker kører overalt i verden en kampagne, der skal få folk til at tage en taxa hjem når de har været i byen til en glad aften (og nydt firmaets produkter). For at gøre brasilianerne opmærksom på kampagnen havde man medbragt en taxa til Interlagos, som blev brugt til bagggrund for et foto-shoot med Jenson Button.


Bog til Bernie
Bernie Ecclestone fyldte 80 år i dagene op til Brasiliens Grand Prix og Postkort-redaktionen markere den runde dag med en speciel bog, der blev produceret i samarbejde med Grand Prix Photo. Bogen “Happy Birthday, Bernie” findes kun i to eksemplarer - ét blev i Interlagos overgivet til Bernie og et befinder sig i Postkort-redaktørens bibliotek.

Special-dragt til Rubinho
Rubens Barrichello finder altid på noget særligt til sit hjemmebane-løb og i år var det en specialsyet køredragt med et kæmpe brasiliansk flag. Dragten sikrede Williams ekstra opmærksomhed, der dog ikke kunne måle sig med den medie-storm Rubinhos andenkører Nico Hülkenberg startede med sin sensationelle pole position.


Webber om Red Bull
Mark Webber skabte også medie-rummel da han torsdag antydede at Red Bull-ledelsen foretrak Sebastian Vettel fremfor ham. Balladen toppede da flere medier efterfølgende meddelte at Mark næste år skal afløse Felipe Massa hos Ferrari, men dagen efter ødelagde australieren selv de “gode” historier: “Jeg har ingen planer om ar forlade Red Bull,” sagde han.


Kamp over generations-kløften
Feltets yngste og ældte kører kom i clinch under fredags-træningen: Michael Schumacher følte sig blokeret af Jaime Alguersuari og svarede igen med at bremse ned og presse spanieren ud over curben i det følgende sving. “Vi skulle bare lige hilse,” var Schumachers måde at kommentere episoden på. Alguersuari var mere direkte: “Han tror han er kongen i formel 1- jeg ville lige vise at det er han ikke.”


Button i Muggersville
I år var det Jenson Button der kom med den mest dramatiske historie fra “Muggersville” (aka Sao Paulo): På vej ud af banen lørdag-aften blev hans Mercedes omringet af seks røvere - bevæbnede med maskin-geværer og -pistoler. McLaren-teamet havde udstyret begge kørere med skudsikre biler og specialtrænede chauffører og Button undslap da hans chauffør gav gas og fightede sig gennem trafikken. Undervejs ramte Mercedes´en angiveligt fem andre biler, der blev mere eller mindre smadrede.