16-03-2015: Mercedes top, Honda bund

Dit e-mail program er ikke indstillet til at vise HTML, du kan enten slå HTML visning til eller læse nyhedsbrevet på [#LINKTONEWSLETTER#]

 

Analyse fra Australiens Grand Prix
Mercedes top, Honda bund
Formel 1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Albert Park - kun til Grand Prix Tours.

Formel 1-VM 2015 er i gang. Premiereløbet i Melbournes Albert Park resulterede i den forventede Mercedes-dominans med Lewis Hamilton som vinder foran Nico Rosberg. Det bliver svært – jeg fristes til at sige ’umuligt’ – at vælte det tyske super-team af tronen i år, men det bliver spændende at opleve Nico og Lewis i clinch. Ud fra det jeg så på og omkring banen i Melbourne tror jeg Nico får overtaget, for han virker i langt bedre balance end verdensmester Lewis.

Sebastian Vettel blev en flot nummer tre i sit debutløb for Ferrari. Tyskeren ligner manden der kan få den Stejlende Hingst tilbage på ret kurs, og han ser ud til at trække teamkammerat Kimi Raikkonen med i slipstrømmen. Lige nu er Ferrari den største trussel mod Mercedes´ overherredømme, og det er godt formel 1: Mercedes v. Ferrari er en klassisk kamp.

Fernando Alonso har utvivlsomt fulgt løbet i Australien på TV hjemme fra sofaen. Og han har sikkert sparket noget til både katten og kæresten: Ikke nok med at det team han netop har forladt, scorer en tredjeplads med Vettel. Nej – endnu værre: Hans nye team var en decideret fiasko i Australien. McLaren-Honda kørte hele weekenden fra det ene problem til det andet, og Jenson Button og Alonso-standin Kevin Magnussen vidste ikke om de skulle grine eller græde. Magnussens formel 1-comeback sluttede allerede inden det startede, for hans Honda-motor brød sammen på opvarmningsrunden. Button haltede sig gennem løbet til en solid sidsteplads, mere end to omgange efter Hamilton. Efter løbet fortalte Kevin M, at Button virkelig måtte spare på benzinen for at komme i mål. Med andre ord: Ikke nok med at Honda-motoren har for få hestekræfter og ustandselig bryder sammen – den er også alt for tørstig.

Det er næppe en combo Alonso har travlt med at komme tilbage til – så måske kører Kevin M også i Malaysia om 14 dage. Ses vi på Marriott Renaissance til Grand Prix Tours´ sagnomspundne Race Night

 
De skæve nyheder fra Melbourne

SEB, KIMI OG RAVIOLI
Formel 1-pressen kunne i Melbourne-weekenden nærmest vælte fra det ene kick-off arrangement til det andet. Ferrari og Shell stod torsdag for et af de mere originale, da vi fik indblik i Sebastian Vettels og Kimi Raikkonens evner ud i den finere kokke-kunst: Under behørigt opsyn af den lokale super-chef Guy Grossi handlede det om at lave den bedste ravioli!

MIDDAG MED McLAREN
McLaren inviterede til en mere klassisk middag på den legendariske Stokehouse-restaurant. Her indledte teamchef Ron Dennis med en tale, hvor han indrømmede, at han ikke just havde brilleret med sine udtalelser omkring Fernando Alonsos test-crash. Efter den indledning – Ron Dennis indrømmer en fejl! – kunne det kun blive en god aften. Og det gjorde det: En super-menu efterfulgt af en fornøjelig nørd-quiz. Grand Prix Tours´ udsendte, der blev headhuntet til et engelsk hold, sluttede på en flot fjerdeplads mens en dansk ’dream-team’ bestående af TV3 og Ekstra-Bladet snuppede en solid næstsidsteplads…...

DAN THE MANS OG KYLIE
Red Bull startede grandprix-ugen med en medie-event med de to lokale superstars Daniel Ricciardo og Kylie Minogue. Sangerinden fik Dan the Man (det kaldes han Down Under!) til at rødme, da hun på live-TV bad om tre autografer – én til sig selv og to til hver af sine nevøer.

MERCEDES PÅ STRANDEN
Mercedes har skabt en god tradition med en stor brunch på St Kilda-stranden torsdag før sæsonstarten. Her fik jeg i år en klar favorit til VM 2015: Mens Lewis Hamilton (inklusiv ny nakke-tusch med hans startnummer 44) på samme tid virkede fraværende og arrogant, var Nico Rosberg nærværende og knivskarp. Da vi efter seancen fik en model af Nico´s hjelm, var jeg ikke længere i tvivl: Go-go-go, Nico!

FREMTID MED LAVPROFIL?
Pirelli havde torsdag aften indtaget Park Hyatt, hvor man præsenterede hele fabrikkens motorsportsprogram. Der blev også snakket om fremtiden på den lidt længere (racer-) bane, og her blev det slået fast, at Pirelli gerne ser formel 1-kører på lavprofil-dæk i fremtiden. En test er allerede gennemført – hvad synes I? Ser det godt ud?

MANOR I PITTEN
Ved et mindre mirakel lykkedes det Manor (tidligere Marussia, endnu tidligere Virgin) at få to biler sendt til Melbourne. Men de holdt i pitten hele weekenden – angiveligt fordi de manglede software til at starte motorerne. Teamet var indtil fornylig i betalingsstandsning, og alt materiel gjort klar til tvangsauktion. Dén øvelse inkluderede åbenbart også at samtlige harddiske blev slettet…

SAUBER I RETTEN
Sauber havde en dramatisk weekend i Melbourne, hvor teamchef Monisha Kaltenborn tilbragte mere tid i Melbourne High Court end i pitten i Albert Park. Giedo van der Garde indgik sidste sommer en 2015-kontrakt med teamet, der dog senere fik bedre tilbud fra Marcus Ericsson og Felipe Nasr (der angiveligt hver betaler omkring 100 millioner kroner for deres 2015-sæder). Van der Garde er blevet så sur, at han krævede sin kontrakt overholdt, og en stakkels australsk dommer måtte prøve at bokse parterne på plads. Rygter om at Saubers materiel ville blive beslaglagt af retten og at Kaltenborn ville blive fængslet fløj hele weekenden rundt i paddocken, hvor van der Garde på et tidspunkt blev spottet – i Ericssons køredragt. Til slut var det dog svenskeren og Nasr der kørte de to Sauber-racere.

KLAR TIL KONCERTER
Arrangørerne af Bahrains Grand Prix har linet to navne op til deres formel 1-koncert lørdag aften: Det engelske boy/pop-band The Vamps spiller op til asfaltbal og afløses af den svenske super-DJ Otto. En voldsom update fra sidste års veteran-rockere Scorpions! I Singapore har man også allerede hovednavnene klar til årets grandprix-koncerter: Pharrell Williams, Maroon 5 og Spandau Ballet.

TERMINATOR MEETS THE HULK
Der var fornemt besøg på både gridden og sejrskalmlen i Albert Park: Arnold Schwarzenegger, skuespiller og eksguvernør, dukkede op, og interviewede top-tre på live-TV efter løbet. Inden starten mødtes han også med Nico Hülkenberg aka The Hulk.