10-11-2014: Gyser finalen er en realitet!

Dit e-mail program er ikke indstillet til at vise HTML, du kan enten slå HTML visning til eller læse nyhedsbrevet på [#LINKTONEWSLETTER#]

 

Analyse fra Brasiliens Grand Prix
Gyser-finalen en realitet!
Formel 1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Sao Paolo - kun til Grand Prix Tours.

Det ender helt som forventet: Årets sidste formel 1-løb, Abu Dhabis Grand Prix på Yas Marina-banen om 14 dage, bliver en gyser. Dét sørgede Nico Rosberg med sin sejr i Brasiliens Grand Prix for – med dobbelte point i Abu Dhabi er de 17 point han er bagefter Mercedes-makker Lewis Hamilton ikke et uoverkommeligt problem. Grand Prix Tours har stadig pladser, så der ingen grund til at betænke sig: Abu Dhabis Grand Prix bliver på alle måder en hed affære!

Efter fem Hamilton-sejre i træk skulle Rosberg virkelig træde i karakter i Sao Paulo. Og det gjorde han: Han dominerede alle træninger, tog pole position i kvalifikationen og vandt løbet trods momentvis tungt pres fra Hamilton. Det var en præstation, der understregede at Rosberg  bliver en værdig udfordrer til Hamilton, når årets verdensmester skal findes i Yas Marina.

Felipe Massa beviste med tredjepladsen, at der er noget der hedder hjemmebanefordel i formel 1. Brasilianeren har i det meste af 2014 haltet efter Williams-makker Valtteri Bottas, men i Sao Paulo slog Massa til, og der har vist ikke været en gladere mand på sejrskamlen i år.

McLaren-ledelsen varmer op til at skulle vælge mellem Jenson Button og Kevin Magnussen til pladsen ved siden af Fernando Alonso i det planlagte 2015 line-up. I den forbindelse gjorde danskeren ikke sig selv mange tjenester i Sao Paulo, hvor han for tredje gang i træk blev ud-kvalificeret af den erfarne englænder. I løbet var Button med fjerdepladsen også den mest effektive McLaren-kører, og danskeren, der sluttede på niendepladsen, havde en af sæsonens mest skuffende weekends.

Forhåbentlig HAR McLaren-ledelsen allerede valgt mellem Button og Magnussen – til danskerens fordel. Men i alle tilfælde får danske formel 1-fans nu et par nervøse dage, inden McLaren melder officielt ud.

Button eller Magnussen? Hamilton eller Rosberg? Begge spørgsmål bliver besvaret i Abu Dhabi. Der bliver altså masser at snakke om, når Grand Prix Tours afholder den populære Race Night i Dubai!

 
De skæve nyheder fra Sao Paolo

SAUBER MED MASSER AF KØRERE
Sauber-teamet tegner til at blive det største i formel 1-VM 2015! I hvert fald hvis man bedømmer ud fra hvor mange kørere de har kontrakt med: Adrian Sutil, Giedo van der Garde, Marcus Ericsson og Felipe Nasr har angiveligt en gyldig 2015-aftale med det schweiziske team, der tidligere også har annonceret Sergey Sirotkin som kører. Stakkels Jules Bianchi skal også have indgået en 2015-aftale med Sauber inden sin ulykke i Suzuka. Når diverse advokater har tjent millioner på at udrede de spegede kontraktforhold, vil Ericsson og Nasr (billedet) kører teamets biler i den kommende sæson..

FRU SUTTIL ER SKUFFET
Adrian Sutil bliver trods en gyldig kontrakt til overs i Sauber-kabalen. Det er hans køreste Jennifer Becks ikke imponeret over: ”Underlig udmelding fra Sauber: Jeg troede ikke man måtte have tre kørere?” tweetede hun da teamet annoncerede Felipe Nasr som Marcus Ericssons 2015-teamkammerat..

BLIV MEDEJER AF CATERHAM
De advokater der styrer Caterhams betalingsstandsning er i gang med et sidste desperat forsøg på at sikre teamets overlevelse: Crowd-funding er buzz-wordet der skal samle de cirka 25 millioner der skal sikre teamets deltagelse i sæsonfinalen i Abu Dhabi om 10 dage. Potentielle teamejer kan få mere information på http://www.crowdcube.com/caterham. Man kan være med for en flad tier!

MARRUSIA LUKKER
Mens Caterham kæmper videre har Marussia givet op. Teamet, der scorede sine første point med Jules Bianchis niendeplads i Monaco i år, lukkede i dagene op til løbet i Interlagos. 200 medarbejdere blev sendt ud i arbejdsløshed – og russeren Andrey Cheglakov, der har ejet teamet de seneste år, han angiveligt tabt cirka 1,7 milliarder kroner på sit formel 1-eventyr.

BUTTON TIL TRIATHLON?
Jenson Button lignede i Interlagos en slagen mand, der var ved at indstille sig på en fremtid udenfor formel 1. Han snakker både om sportvogne (hos Porsche?) men også triathlon er en mulighed: Jenson vil angiveligt have en VM-titel mere end den han vandt for Brawn i 2008, og de bedste odds for den super-fitte englænder er åbenbart i triathlon. Seriously!

LYS I PÆREN
David Coulthard, der har kørt flere løb for McLaren end nogen anden, havde et ganske rammende citat om sit gamle teams langvarige kamp for at få sit 2015 line-up på plads. Skotten sagde om teamchef Ron Dennis: ”For Ron er racerkørere som elektriske pærer – man skifter dem ud!”

JUNCADELLA SMADREDE PEREZ`FREDAG
Force India´s reservekører fik lov at køre Sergio Perez´ bil i den første fredags-træning – og smadrede den prompte som effektivt, at mexicaneren ikke kom ud og køre om eftermiddagen. Ikke det bedste udgangspunkt for en langt venskab…