02-07-2018: Big Mag, Big Max!

Big Mag, Big Max!

Formel 1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Spielberg.

Østrigs Grand Prix blev en triumf for Haas. På en dag, hvor storhold som Mercedes og Red Bull helt eller delvist udgik med tekniske problemer, kom feltets mindste team i mål på fjerde- og femtepladsen med Romain Grosjean og Kevin Magnussen. Det var en mega-præstation af alle i teamet, og det stopper ikke her: Nu er Haas en reel bejler til femtepladsen i konstruktør-VM. Og K-Mag kan gøre sig realistiske håb om at slutte på den syvendeplads i kører-VM, som han besætter i øjeblikket!

I front blev løbet en sjælden fiasko for Mercedes, hvor både Lewis Hamilton og Valtteri Bottas udgik. Sølvpilene havde ellers – med en ny motor-update og en ny aero-pakke – domineret kvalifikationen, men noget tyder på, at man har presset teknikken for meget. I hvert fald er det nu Sebastian Vettel og Ferrari der fører de to VM-tabeller…

Løbet på Red Bull Ring blev en hjemmebanetriumf for Max Verstappen. Jo – jeg ved godt han er hollænder, men der var mindst 20-30.000 af hans landsmænd på plads på banen. Og han kører trods alt en Red Bull! Unge Max imponerede ved moden kørsel, hvor han bedre end alle andre formåede at holde liv i sine dæk. Max-flot kørt!

Den mest hektiske sommer i Formel 1-historien fortsætter i højeste gear, og allerede i den kommende weekend er vi på plads i Silverstone til det britiske grandprix. Silverstone er endnu en bane med masser af højfarts-kurver, så der er lagt op til nye VM-point til Kevin Magnussen og Haas-teamet. Det er noget, vi kan diskutere nærmere til Race Night på Premier Inn i Milton Keynes lørdag aften!

See you!


De skæve nyheder fra SPIelberg

  FRED OG INGEN FINNE-FARE
Kevin Magnussen var rasende over den måde Kimi Raikkonen ødelagde hans kvalifikation i Frankrig, og da de to nordboer blev placeret side om side til torsdagens pressekonference i Østrig, var der lagt op til ballade. Men nej: Fem dage er en evighed i Formel 1, og de to kamphaner virkede som om, de havde glemt bataljen i Paul Ricard. 
     
 

FULD AF NUMRE

Hvordan har F1-kørerne valgt deres startnumre? I Østrig blev en del af hemmelighederne røbet. Lewis Hamilton har nummer 44, fordi han havde det nummer i sine gokart-dage. Kevin Magnussen har nummer 20, fordi det var hans startnummer, da han vandt Renault World-serien i 2013. Sebastian Vettel brugte nummer fem i sine gokart-dage, og havde også det nummer, da han vandt sin første VM-titel i 2010. Daniel Ricardo har valgt nummer tre for at ære NASCAR-legenden Dale Earnhart. Fernando Alonso har nummer 14, fordi han havde samme nummer, da han som 14-årig vandt gokart-VM 14. juli 1996. Hamilton (på halsen) og Ricciardo (på lillefingeren) har for øvrigt også tatoos med deres startnumre.
     
 

NY (SPOR)VOGN TIL RED BULL

Graz, den nærmeste storby til Red Bull Ring, har nu en sporvogn udsmykket i energidrik-gigantens farver. I ugen op til Østrigs Grand Prix var Max Verstappen og Daniel Ricciardo på besøg i Graz, hvor de naturligvis fik en tur i ’deres’ sporvogn. 
     
 

MAX OG DANI ÆREDE MARKO I GRAZ

Helmut Marko, tidligere Formel 1-kører og mangeårig über-boss for Red Bull´s Formel 1-aktiviteter, er for nylig blev udnævnt til æresborger i sin hjemby, Graz. Max Verstappen og Daniel Ricciardo besøgte i den forbindelse Marko, og tog første skridt mod selv at blive æresborgere: De fik deres navne i byens ’Gyldne Bog’.
     
 

INGEN GRANDPRIX I TYSKLAND I 2019?

Alt tyder nu på at Tyskland ikke er med i Formel 1-kalenderen 2019. Der blev for snart mange år siden etableret en turnusordning, hvor Nürburgring og Hockenheim på skift lægger asfalt til Tysklands Grand Prix, men Nürburgring er ikke interesserede i at afvikle løbet næste år. Hockenheim, hvor Tyskland Grand Prix 2018 køres i 20.-22. juli, forhandler allerede nu om et comeback i 2020, men vil ikke være med igen allerede næste år.
     
 

OLDTIMERS PÅ RED BULL-RING

Østrigs Grand Prix har tradition for at hylde fortidens racerstjerner. For et par år siden var det tidligere F1-kørere, sidste år var det Le Mans-stjerner anført at Tom Kristensen og i år var det kørere og biler fra det tyske ’Rennsport Meisterschaft’. Blandt deltagerne i paraden med de spændende biler: Niki Lauda, Jochen Mass, Hans-Joachim Stuck og Gerhard Berger.
     
 

KONCERTER MED LOKALE STJERNER    

På Red Bull Ring har man også grandprix-koncerter. Men hvor man i Singapore og Abu Dhabi byder på navne som The Killers og Guns ´n Roses, var det i Østrig lokale navne som Gert Steinbäcker og Pizzara & Jaus, der stod øverst på plakaten..
     
I

LEWIS SYNGER MED CHRISTINA

Nu kan det afsløres: XNDA er…Lewis Hamilton! På den nye Christina Aguilera-sang ’Pipe’ synger en vis XNDA et vers. Nu afslører engelske medier, at det såmænd er Lewis Hamilton, der gemmer sig bag dæknavnet. Den firdobbelte verdensmester lægger ikke skjul på, at han efter racer-karrieren har ambitioner i musikbranchen.
     
I

RACE-NIGHT I GPT-CAMP´EN

Grand Prix Tours hyggelige camp 45 meter fra Red Bull Rings hovedindgang dannede lørdag rammen om en af årets største Race Night. Le Mans-vinder John Nielsen og Red Bull-mekker Ole Schack dukkede op som gæstestjerner, og ’Danmarks Bedste Ekspertpanel’ svarede på masser af gode spørgsmål