25-11-2013: Analyse fra Brasiliens Grand Prix

Dit e-mail program er ikke indstillet til at vise HTML, du kan enten slå HTML visning til eller læse nyhedsbrevet på [#LINKTONEWSLETTER#]

- og lad os så komme videre
Formel 1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra prærien i Texas - kun til Grand Prix Tours.

Vettel-året 2013 er overstået – nu racer vi med formel 1-fart mod 2014 og Magnussens McLaren-debut!

Sæsonfinalen i Brasilien blev helt som forventet endnu en walk-over for Sebastian Vettel. Men undervejs til sin niende grandprix-sejr i træk understregede Seb Vet endnu en gang at han til fulde fortjener sin fjerde VM-titel: Denne gang var det i regnvejr han snuppede pole og løbet var også en udfodring med en sjusket start, et kaotisk pit-stop og regnbyger der hele tiden truede med at blive til styrtregn. Igennem det hele kørte Sebastian Vettel endnu et flot løb, og resten af feltet må bare bøje sig i støvet over Rede Bull-kørerens flotte 2013-sæson.

Det omskiftelige vejr i Brasilien kan også have skaffet vores danske formel 1-håb Kevin Magnussen en fordel forud for 2014-sæsonen. Pirelli havde en container af deres nye 2014-slicks med til Sao Paulo, som kunne afprøver under fredagstræningen. Men her regnede det, og kun én kører nåede en enkelt omgang på de nye dæk (naturligvis Seb Vet…)

Hvorfor det kan blive en fordel for Kevin? Fordi han for 14 dage siden testede en tidlig version af 2014-dækkene på Vallelunga-banen ved Rom. Når vintertesterne starter i Jerez i slutningen af januar er danskeren derfor den kører i 2014-feltet der kender mest til de nye dæk.

Måske skulle man overveje en tur til Jerez-testen? Kevin Magnussens officielle debut som McLaren racerkører, de nye formel 1-biler, turbomotorerne og forårssol i Sydspanien lyder da ikke så tosset.

Hører I efter, Grand Prix Tours?


De skæve nyheder fra Muggersville

Derfor ingen finale i Sao Paulo
2014-kalenderen er ved at tage form, og finalen ser ud til at blive flyttet til Abu Dhabi. Interlagos i Sao Paulo har de seneste år lagt asfalt til årets sidste løb og årsagen til at den ære nu ser ud til at tilfalde Abu Dhabi, er den omfattende kriminalitet i ’Muggersville’ (aka Sao Paulo): Der er planlagt en stor test straks efter afslutningen af 2014-sæsonen, men det brasilianske politi kan angiveligt ikke garantere for formel 1-folkets sikkerhed ud over grandprix-weekenden (hvor byens politi er massivt tilstede omkring Interlagos-banen).


Vettel på dansk
Jeg lavede et interview med Sebastian Vettel op til Brasiliens Grand Prix, og han startede flere af sine svar med et ’javel’. Da jeg spurgte hvorfor, svarede verdensmesteren stolt: ”Jeg vil bare bevise at jeg taler dansk.” Da jeg spurgte hvad han ellers kunne sige, svarede han endnu mere stolt: ”Pis – jeg har lært alle de vigtigste, danske ord af min mekaniker, Ole Schack!”.


To millioner til velgørenhed
Formel 1-folkets løbeklub RunThatTrack slog i år alle rekorder: I løbet af sæsonen samlede vi ved hjælp af vores sponsor, banken USB, cirka to millioner kroner ind (USD giver 100 US Dollars pr omgang). Pengene går som altid til den britiske Make-A-Wish organisation. Mere info på www.runthattrack.info


Rekorder, rekorder
To englændere satte bemærkelsesværdige rekorder i Brasiliens Grand Prix: 33-årige Jenson Button gik med sit grandprix nummer 247 forbi skotten David Coulthard som den brite, der har kørt flest formel 1-løb. Magnussens nye McLaren-makker har dog stadig et stykke op til den absolutte rekord, der indehaves af Rubens Barrichello med 324 grandprix´er. Marussia´s Max Chilton tog også en rekord i 2013: Han blev den første rookie der har gennemført alle løb i sin debutsæson. Den hidtidige rekord stod Tiago Monteiro for – portugiseren gennemførte 18 af de 19 løb i 2005.


Webbers diskrete farvel
Mark Webber gjorde ikke et stort nummer ud af sit formel 1-afskedsløb i Brasilien. Red Bull holdt allerede i Monza en afskedsparty for australieren, og hverken den papirløse ægtefælle Ann eller forældrene, der alle havde været i Austin ugen forinden, var med i Interlagos. ”Der skal ikke gøres noget stort nummer ud af mit sidste formel 1-løb,” forklarede Mark. Red Bull-teamet takkede for det mangeårige samarbejde ved at ’frigive’ australieren, der i princippet havde kontrakt frem til nytår, allerede mandag efter Brasiliens Grand Prix. Webber kunne dermed starte sin nye karriere i Porsches Le Mans-team seks uger tidligere end planlagt.


Sutil hotte kæreste
Den tyske avis Bild har efter en læserafstemning kåret den hotteste formel 1-kone/kæreste: Jenny Becks, kæreste med Adrian Sutil, løb med 29 procent af stemmerne med den ærefulde titel. På de næste pladser fulgte Jenson Button og Fernando Alonsos kærester Jessica Michibata og Dasha Kapuista.


Hvem skal afløse Bernie?
Med to retsager og en dåbsattest der har rundet de 83 år er der meget der tyder på at Bernie Ecclestones dage som formel 1´s ’cirkusdirektør’ er talte. Den lille englænder meddelte op til Brasiliens Grand Prix at han gerne så Christian Horner som sin efterfølger, men den løsning afviste Red Bull-cheren: ”Jeg har stadig meget at udrette hos Red Bull,” siger Horner.


Farvel til Webber
Mark Webber kørte sit sidste grandprix i Sao Paulo og markerede begivenhden med at dele specielle t-shirts med teksten ’I Made My Mark’ til formel 1-pressen. Sebastian Vettel fejrede også sin Red Bull-makkers formel 1-pension med en lille tale, der startede med ordene: ”Vi har ikke haft det bedste forhold”. Men derefter understregede tyskeren at han – som resten af paddocken – havde stor respekt for australieren, der sammen med Porsche udfordrer Tom K og co i Le Mans 2014.