31-05-2011: Nyt fra havnefronten i Monaco

NÅR MAN KAN OVERHALE I MONACO...

...kan man overhale overalt. I Monte Carlos smalle gader så vi for eksempel Lewis Hamilton (inden han gik amok!) gå forbi Michael Schumacher i en ren overhaling ind i St. Devote-svinget. Så bliver det ikke mere tydeligt: Det nye formel 1-reglement er genialt og skaber alle de overhalinger vi har sukket efter i årevis!

OK - det kan godt være Sebastian Vettel nu har vundet fem af årets seks løb og synes godt på vej mod VM-titel nummer to i streg. Men det er jo ikke fordi han cruiser sig til sejrene: I Spanien for otte dage siden var han under massivt pres fra Lewis Hamilton og i Monaco måtte han slås vildt med Fernando Alonso og Jenson Button i den afsluttende fase.

Kort sagt: Formel 1 anno 2011 er spændende som måske aldrig før i sportens 62-årige historie. Næste afdeling køres om 14 dage i Canada - men lige netop den weekend har formel 1 anden-prioritet for Grand Prix Tours og danske racerfans.

Noget med et 24-timers løb i Frankrig (og var har vi stadig ledige pladser...)

---------------

De skæve nyheder fra havnefronten i Monaco

Formel 1-journalist Peter Nygaard med nyhederne du kun ser hos Grand Prix Tours

F1 kørerne på catwalken
Amber Lounge arrangerede endnu en gang en modeopvisning for en håndfuld formel 1-kørere. I år optrådte blandt andre Felipe Massa, Nico Rosberg og Adrian Sutil på catwalk´en fredagaften. Og Vitaly Petrov - den store russer havde meget travlt med at promovere sit hjemland foran alle modefotograferne, hvor han stolt fremviste et russisk svag på indesiden af sin jakke.

Rivalerne
Med perfekt Le Mans- og Fars Dag-timing har den skæve nyhedsredaktør (OK - det lyder lidt forkert!) præsenteret sin seneste bog: “Rivalerne” om Tom Kristensen og Jan Magnussen ramte boghandlernes hylder i sidste uge. På 268 sider analyserer Nygaard Danmarks to bedste racerkørere gennem tiderne, og når frem til konklusionen om hvem der er ALLERbedst. Resultatet? Får man når man køber bogen

Party hos Red Bull
Red Bull og Toro Rosso inviterede torsdag til party i deres imponerende Energy Station, der i Monaco-udgaven fyldte halvdelen af havnebassinet. Igen i år indgik en swimmingpool i det absolut nødvendige ekstraudstyr til “motorhomet”.

Fulderik skaber kaos
Det var nok en polterabend med 300 km/t: Denne fulderik (og det er en “han”!) skabte ravage på tilksuerpladserne under kvalifikationen. Redaktionen af de skæve nyheder ønsker ham et langt og lykkeligt ægteskab. Og håber den kommende hustru er både overbærende og tålmodig...

Diamanter varer evigt
Den gamle James Bond-sandhed fik ny aktualitet, da McLaren traditionen tro skulle præsentere teamets specielle Monaco-styrthjelme med ilagte diamanter. Lewis Hamilton blev forsinket, og formel 1-fotograferne fik lov at vente en time inden billedet kom i kassen.