26-09-2011: Nyheder fra Singapores Grand Prix

ET POINT FRA VM

Med sejren i Singapore - han er stadig ubesejret efter sommerferien! - bragte Sebastian Vettel sig ét sølle point fra at være stensikker på VM-titlen 2011. Med fem løb tilbage er der stadig 125 point at køre om, så som Seb selv sagde efter løbet i Marina Bay: “Statistisk set ser det rigtig fornuftigt ud!”

Inden sommerferien var Red Bull som bekendt kommet under massivt pres fra både McLaren og Ferrari, men i de seneste uger har “tyrene” anført af Vettel være omtrent eneherskende. Hvorfor? Jeg tror det er den gamle og helt enkle forklaring: Der er tale om den bedste kører i den bedste bil fra det bedste team. Mens McLaren og Ferrari (og deres kørere) i foråret brugte mange resourcer på at fange det forspring Red Bull kørte ind i sæsonen med, har Vettel og co. kunnet koncentrere sig om det store billede. Det er altså fuldt fortjent at Vettel sandsynligvis sikrer sig VM i Japan om 14 dage!

Bag Vettel-dominansen leverede Lewis Hamilton endnu et par aggresive manøvrer, der gjorde Felipe Massa rasende og som i løbet udløste (endnu!) en drive-through straf. Nogen burde tage Lewis til side og hviske ham i øret at hans kørsel i år har været FOR aggresiv og dermed skadet både ham selv og McLaren-teamet.

Mens Hamilton fik en decideret straf slap Michael Schumacher med en reprimande for sit påkørsel af Sergio Perez. Der var objektivt vurderet også tale om en “race incident” med hovedparten af ansvaret hos Schumi. Der var godt nok nogen der forsøgte at give Perez skylden med mere eller mindre fantasifulde forklaringer, men dén udlægning var hverken Perez, løbsledelsen eller Schumi selv altså enig i.

Om 14 dage kører vi i Japan!

---------------

De skæve nyheder fra Marina Bay

Formel 1-journalist Peter Nygaard med nyhederne du kun ser hos Grand Prix Tours

Webber grillet
Mark Webber er normalt en af de mest velafbalancerede kørere i depotet - og samtidig en mand der kalder en spade for spade. Balancen svigtede dog lidt da en journalist i Singapore “grillede” ham over teamkammerat Sebastian Vettels sæson - til gengæld var sproget som altid klart og tydeligt. Om Mark var frustreret over at det for andet år i træk var Seb og ikke ham der kørte med VM? “Og yeah,” svarede Mark. “Jeg går ud og skyder mig selv. Fucking wanker!”

Musik for enhver smag
Koncernprogrammet ved Singapores Grand Prix var både stort og varieret. Hovednavnet var Linkin Park, der spillede efter løbet søndagaften med Shaggy (“Mr. Boombastic”) som opvarmning.  Lørdagaften var det Shakira der sluttede en lang formel 1-dag - med 1980´er ikonerne Boy George og Rick Astley som support.

Metallica i Indien
Der bliver også en gang racer-rocken ved det kommende grandprix i Indien. Her er det Metallica med danske Lars Ulrich der spiller op til “asfaltbal” efter fredags-træningen. Til after-partyet har man hyret Lady Gaga.

Modeopvisning med reservekørerne
Med de omfattende testrestriktioner har trediekørerne ikke meget at lave  år. I Singapore fik de dog en lille ekstratjans: Den omrejsende natklub Amber Lounge, der ejes af den tidligere Ferrari-kører Eddie Irvines søster Sonja, arrangerede en modeopvisning, hvor blandt andre Jules Bianchi (Ferrari), Sam Bird (Mercedes), Romain Grosjean (Lotus-Renault), Sakon Yamamoto (Virgin), Karun Chandhok (Team Lotus) og Sam Bird - deres debut på catwalk´en.

Spændende hoteller
Det er nogle spændende hoteller den skæve nyhedsredaktør har fået tilbudt til de kommende løb. I Korea hedder det “Women´s Plaza” og i Indien for eksempel “Eros Palace”. Nå - sidste år viste Women´s Plaza sig at være det lokale KFUK-hjem, der for en weekend blev omdannet til mediehotel. Og Eros Palace blev valgt fra til fordel for Glow Studios (der så også lyder lidt mistænkeligt....)

Vettel fejrede forældrenes bryllupsdag
Norbert og Heike Vettel fik en special gave på deres bryllupsdag lørdag i Singapore da sønnen Sebastian tog pole position. Mens Norbert som sædvanlig var til stede på banen foretrak mor Heike at følge kvalifikationen på TV fra Vettel-familiens nærliggende hotel. Det var for øvrigt Seb´s 26. pole position i kun 76 grandprixer.

Hispania mindes Bakkerud
Hispania-bilerne var i Singapore udstyret med en tekst til minde om Christian Bakkerud. “Always with you, Christian” stod der på siden af Vitantonio Liuzzis og Daniel Ricciardos biler. Danskeren kørte i 2009 og 10 Le Mans for Colin Kolles, der i dag er chef hos Hispania. Christian, der også var en god ven af Grand Prix Tours, omkom ved en trafikulykke i England.