12-09-2011: De skæve nyheder fra Monza Parco

VM TIL VETTEL

Med sejren i Monza sikrede Sebastian Vettel sig VM-titlen 2011. OK - jeg ved godt at den unge tysker rent matematisk endnu kan tabe verdensmesterskabet, men i realiteten er VM afgjort.

Det har været en mærkelig opstart efter “sommerferien”. Inden de fire ugers pause havde både McLaren og Ferrari kæmpet sig op på niveau med Red Bull, og det er som bekendt ikke tilladt at arbejde med bilerne i sommerferien. Alligevel har styrkeforholdet været markant forandret i de to løb der indtil nu er afviklet efter ferien: Sebastian Vettel´s Red Bull (men ikke Mark Webber´s!) har været i særklasse, og selvom hverken Spa-Francorchamps eller Monza i teorien skulle passe til hans bil, har Seb taget to flotte sejre i streg.

Alene den imponerende måde han har brudt tilbage på understreger at Sebastian Vettel er en værdig 2011-verdensmester. Selvom han nu har vundet i alt otte løb har man måttet kæmpe hårdt for de fleste sejre, og dét understreger en anden markant udvikling i formel 1 i år: De seneste år har mange af løbene været relativt kedelige - til gengæld har vi oplevet nogle nervepirrende VM-finaler sidst på sæsonen.

I år er det diametralt modsat: VM er (næsten!) afgjort med seks løb tilbage - men til gengæld har næsten hvert eneste grandprix været ultraspændende med masser af nærkampe og overhalinger.

Sådan var det også på Monza - bag Vettel. McLaren-kørerne Jenson Button og Lewis Hamilton kæmpede vildt med Ferraris Fernando Alonso og - vent på trommehvirvlen! - Mercedes´ Michael Schumacher. Den gamle mester havde sig bedste løb siden han gjorde comeback i starten af 2010, og specielt hans duel med Hamilton var nervepirrende. Det er to af de hårdeste hunde i feltet og de sloges så hårdt, og det næsten måtte ende i tårer. Det gjorde det så ikke - det endte nærmest i store smil efter en af de flotteste dueller i formel 1-historien!

Og selvom VM er (næsten!) afgjort, venter der endnu seks nervepirrende løb. Next stop Singapore om 14 dage!

---------------

De skæve nyheder fra Monza

Formel 1-journalist Peter Nygaard med nyhederne du kun ser hos Grand Prix Tours

Pirelli dækker kunsten
Pirelli stod for en af weekendens mere “anderledes” paddock-happenings. Torsdag-eftermiddag inviterede de kunstneren Mark Dickens til at bruge en række F1-dæk som kæmpepensler, og med hjælp fra blandt andre Rubens Barrichello, Mark Webber og Jarno Trulli skabte han et på alle måder unikt maleri. Det er planen at maleriet senere skal bortauktioneres til fordel for velgørenhed.

Liuzzi også i det kunstneriske hjørne
Vitantonio Liuzzi var også i det kunstneriske hjørne da han præsenterede sin nye hjelm. Designet er inspireret af blandt andre Michelangelo, Dante og Leonardo da Vinci, og da de af gode grunde var
forhindret i at deltage i Vitantonios lille mediestunt, blev de sammen med andre italienske notabiliteter repræsenteret af papfigurer.

Ferrari cocktail
Ferrari afholdet traditionelt et lille cocktailparty torsdag, hvor de præsentereer vine og lækkerier fra diverse egne af Italien. I Monza var der blandt andet oste fra Sicilien og skinke fra Lombardiet på menuen.

Ny McLaren-bog
McLaren-teamet har brugt de seneste grandprixer til at introducere en ny kunstbog om alle teamets sejre - fra de første triumfer i den amerikanske sportsvogns-serie CanAm over formel 5000, Le Mans, Tasman-serien og til formel 1. Det imponerende værk er skrevet af den respekterede formel 1-journalist David Tremayne, og udkommer på forlaget Coterie Press. ISBN-nummeret er: 978-1-902351-44-5

Slut med sure tæer hos Red Bull
Skoproducenten Geox brugte weekenden i Monza til at introducere en serie nye sko til samarbejdspartner Red Bull. Præsentationen fandt sted i Red Bull´s Energy Station, og teamchef Christian Horner talte
begejstret om at de nye Geox-støvler sørgede for at Vettel og Webber ikke længere svedte om tæerne. Arkivér den sidste oplysning under “bonus-info”...

Tekno-musik i Monza
Der er to DJ´s med i formel 1-feltet 2011. Virgin´s reservekører Sakon Yamamoto optrådte ved det officielle F1 Rocks Afterparty, der blev afviklet efter Jamiroquai-koncerten. Sakon-san kan opleves på Youtube - søg efter “Sakon Yamamoto DJ” og se hans optræden i Budapest. Også Toro Rosso-kører Jaime Alguersuari har optrådt som DJ og han udgiver i næste uge sit første, officielle album med titlen Organic Life.

Her er Alfa´s turbo-V8´er
Til slut har vi lige et hængeparti fra mødet med Grand Prix Tours´ gæster på Novotel i Milano lørdagaften. Her er Alfa Romeos berømte og berygtede (efter mødet!) turbomotor fra 1982. For uindviede kan jeg røbe at det drejer sig om en V8´er. ;-)