Flere nyheder

  • Indrømmet: Så flot, Lewis!

    16-09-2018

    INDRØMMET: SÅ FLOT, LEWIS!

    F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Marina Bay.

    Faste Race Night-gæster vil vide det: Jeg er ikke den store Lewis Hamilton-fan. Det handler ikke om hans evner som racerkører – mere om hans (mangel på) opførsel i paddocken. Derfor piner den næste sætning mig lidt, men nu kommer den: Lewis Hamilton leverede  en fantastisk præstation i Singapore, og ligner nu en fuldt fortjent verdensmester 2018!  Godt at komme af med det…

    Selvom Marina Bay er en Ferrari-bane, snuppede Hamilton pole position. Det var en af de flotteste omgange jeg nogensinde har set i formel 1 (det er ved at blive en dårlig vane at rose ham) og han kontrollerede løbet fra start til slut. 
    Vettel, der selvom han har haft årets bedste bil i størstedelen af sæsonen, nu må se VM-titlen gå til Hamilton, startede fra tredje position, og overhalede hurtigt og flot Max Verstappen. Men de byttede plads igen, og på en bane, hvor Ferrari og Vettel regnede med at reducere afstanden til Mercedes og Hamilton, måtte de nøjes med en skuffende tredjeplads, der kun gjorde afstanden op til englænderen 10 point større.

    Kevin Magnussen havde en katastrofal kvalifikation, hvor det slet ikke kørte for ham. Men han fik igen fart i bilen til løbet, hvor et ekstra pit-stop for at rense kølerne for skidt, sendte ham ned bagerst i feltet. Til gengæld fik han friske dæk sidst i løbet, og dem udnyttede han flot til at sætte løbets bedste omgangstid. På den måde skrev Magnussen dansk Formel 1-historie i Singapore! 
     


    De skæve nyheder fra MARINA BAY

     

    Derfor elsker vi kimi

    Kimi Raikkonen var med på den officielle pressekonference, og med en ny Sauber-kontrakt i baglommen, var The Iceman i topform:
    Interviewer: ”Hvorfor har du skrevet kontrakt med Sauber?”
    Kimi: ”Hvorfor ikke?”
    Interviewer: ”Ilden brænder stadig i maven på dig? Du har stadig passionen for racing?”
    Kimi: ”Nej – jeg skrev under på Sauber-aftalen for at tilbringe to ulykkelige år hos dem.”
    Interviewer (lettere opgivende): ”Nå – men så tak for info”
    Kimi: ”Altid til tjeneste”

         
     

    KIMI TAGER REKORDEN I 2020

    Kimi Raikkonens nye, toårige kontrakt med Sauber, vil sikre ham en enestående Formel 1-rekord: Alt efter hvor mange løb der køres i 2020 (hvor Danmark som bekendt vil med i VM-kalenderen!), vil han nå op på over 330 grandprix´er. Dermed kører han forbi Rubens Barrichello, der med 322 grandprix´er er den nuværende indehaver af rekorden for flest Formel 1-løb. Raikkonen startede sin Formel 1-karriere hos Sauber tilbage i 2001 (billedet).
         
     

    CLAIRE WILLIAMS: ”2019-BUDGETTET ER PÅ PLADS”

    Der er mange, der er urolige for Williams fremtid. Det tidligere storhold mister næste år Martini som hovedsponsor, de mister Lawrence Strolls bidrag for at lade sønnike Lance køre, og de mister med en sandsynlig sidsteplads i konstruktør-VM, masser af TV-penge. Men i Singapore hævdede teamchef Claire Williams hårdnakket, at hun allerede har 2019-budgettet på plads. Det tyder på to meget ’betalingsdygtige’ kørere. Sergei Sirotkin og Artem Markelov, måske?

         

     

    HER ER F1 2021

    Formel 1-organisationen holdt onsdag et fortroligt møde, hvor sportsdirektør Ross Brawn præsenterede visionerne for F1-bilerne anno 2021. I vanlig Formel 1-stil, gik der ikke mange minutter fra det ’hemmelige’ møde var slut, til der lå billeder fra seancen på de sociale medier. Kevin Magnussens kommentar til fremtids-raceren: ”Jeg er ærligt talt ikke vild med den! Jeg synes bare ikke, den ser rigtig ud? Den ligner en bil, der er designet til at køre på gaden. En bil, der er designet ud fra et æstetisk og ikke et aerodynamisk synspunkt.”

     

         
     

    ABBA GENFØDT I SINGAPORE

    Som altid, var der store navne på musik-scenerne i Marina Bay. Hovednavnene var The Killers (billedet), Dua Lipa og Martin Gerrix. Der var også skandinavisk musik på programmet: Abba-kopibandet Bjorn Again spillede både fredag, lørdag og søndag.

         
     

    AUSTRALIEN VANDT ’F1 IN SCHOOLS’

    ’F1 in Schols’, hvor studerende fra en lang række lande bygger deres egne modelbiler og konkurrerer mod hinanden, blev afgjort i forbindelse med Singapores Grand Prix. Hele 50 hold fra hele verden var med i finalen, hvor Team Horizon fra Brighton Secondary School fra Adelaide i Australien vandt. Førstepræmien blev overgivet af F1-organisationens chef, Chase Carey.

         
     

    GRID-GIRLS COME-BACK

    Her gik vi og troede, at de var helt forbudt, men i Singapore dukkede de op: Grid girls! Eller – det må de jo ikke hedde længere. Lad os bare sige, at løbets hovedsponsor havde inviteret rigtig mange af deres stewardesser til Marina Bay…

         

     

    RACE LUNCH I DOWNTOWN

    Med et natteløb måtte vi ændre på vores Race Night-koncept i Singapore. I stedet holdt vi lørdag ved middagstids en hyggelig Race Lunch midt i Singapore centrum. Next Race Night Stop: Austin, Texas!

         
  • Pisk til den stejlende hingst

    02-09-2018

    PISK TIL DEN STEJLENDE HINGST

    Formel 1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Monza.

    Med ’rød front’ – Kimi Raikkonen og Sebastian Vettel i første startrække – og en bane, der kom Haas-raceren i møde, var der lagt op til både Ferrari fest og Dansker drømme i Italiens Grand Prix. Titusindvis af tifosi og flere hundrede danske Grand Prix Tours-gæster valfartede søndag til Monza, men begge tilskuergrupper forlod autodromen skuffede.

    Allerede på første omgang gik Lewis Hamilton (Mercedes) forbi Vettel, og tyskeren tabte for et øjeblik herredømmet, og så lå han bagerst i feltet. Herefter kunne englænderen koncentrere sig om at nedkæmpe den førende Raikkonen, og med en stærk strategi og en loyal andenkører i Valtteri Bottas, der sinkede sin finske landsmand på det helt rigtige tidspunkt, kunne Hamilton gå i front. På en bane, hvor Ferrari med deres nye, bomstærke motor burde have domineret, fik Den Stejlende Hingst alvorlige pisk, og med den flotte, opportunistiske sejr fik Hamilton VM-pendulet til at svinge tilbage i hans retning.

    Kevin Magnussen fik sin kvalifikation ødelagt af en kontrovers med ærkefjende Fernando Alonso (McLaren-Renault). Og allerede i første sving i løbet, måtte han af banen for at undgå det sædvanlige kaos midt i feltet. Få omgange senere havde han et sammenstød, der beskadigede hans bil så meget, at resten af eftermiddagen blev en lang, frustrerende og ensom kamp bagerst i feltet. Et løb til glemmebogen!

    MEN – om 14 dage venter Singapore og gadebanen i Marina Bay. Og en ny chance for Vettel, Ferrari og K-Mag!


    De skæve nyheder fra Monza

     

    Simulator-Race hos Mclaren

    McLarens tøjsponsor Sparco inviterede på simulator-race, og udlovede en skræddersyet køredragt til den journalist, der satte den hurtigste omgang på Monza. Jeg var ikke nærheden af at vinde - noget med en Haas, der kom i vejen i første chikane…

         
     

    PEREZ TILBAGE TIL McLAREN?

    McLaren har ifølge teamchef Zak Brown, en liste med fire kandidater til pladsen ved siden af Carlos Sainz Jr i 2019: Den nuværende indehaver af sædet Stoffel Vandoorne, teamets reservekører Lando Norris (der kørte FP1 i både Spa-Francorchamps og Monza), Esteban Ocon (der allerede har fået støbt et sæde) og…(trommehvirvel!) Sergio Perez. Yeps – mexicaneren, der i 2013 blev fyret for at give plads til Kevin Magnussen, kan være på vej til et overraskende McLaren-comeback
         
     

    HURTIGTE OMGANG NOGENSINDE

    Kimi Raikkonens pole position-omgang var den hurtigste i formel 1-historien! Med 263,587 km/t slog finnen den hidtidige rekord – Juan-Pablo Montoyas pole-omgang til Italiens Grand Prix 2004 blev gennemført med 262,242 km/t. Raikkonen fik for øvrigt overrakt Pirellis pole position-trofæ af Mick Schumacher.

         

     

    VETTEL OG SCHUMI I TOP-1000

    Business-magasinet Bilanz har offentliggjort en liste over de 1000 mest velhavende personer i Tyskland. To F1-kørere er med: Michael Schumacher ligger på 306.-pladsen med en formue på anslået 650 millioner Euro (cirka 4,875 milliarder kroner) mens Sebastian Vettel ligger på 771.-pladsen med 250 millioner Euro (1,875 milliard kroner).

     

         
     

    VETTEL CRASHER I DEMO

    Ondag blev en stor Formula 1 Milan Festival afviklet i bydelen Darsena. Ferrari og Sauber deltog i live-delen, og blandt andre Sebastian Vettel kørte en tur i de afspærrede gader. Han ramlede ind i barrieren, men havde en god undskyldning: ”Jeg kørte i Kimi Raikkonens bil – og der sidder koblingen i den modsatte side,” forklarede tyskeren efter årets langsomste F1-crash.

         
     

    HELLO, HALO

    Der var tydelige dækmærker på Charles Leclercs halo-bøjle efter Fernando Alonsos McLaren have fløjet over ham i første sving i sidste søndags belgiske grandprix. Mange mente, at halo´en havde reddet Leclercs liv. ”Jeg har aldrig været fan at halo-bøjlen, men i Belgien var jeg glad for den,” sagde Leclerc. Nico Hülkenberg, der med en forfejlet nedbremsning forårsagede det dramatiske sammenstød, tilføjede: ”Jeg er stadig ikke vild med halo´en, men jeg må indrømme, at den tydeligvis øger sikkerheden omkring cockpittet.

         
     

    MONZA MINDES RONNIE

    Det er i år 40 år siden Skandinaviens bedste formel 1-kører gennem tiderne, svenske Ronnie Peterson (10 grandprix-sejre), døde efter en ulykke i starten af Italiens Grand Prix 1978. En gruppe svenske tilskuere mindedes den svenske legende med dette banner på ulykkesstedet.

         

     

    Ishus i paddocken

    Paddocken ved årets sidste grandprix i Europa bød på en vigtig nyhed: En bod med god italiensk is. Samtidig åbnede Heineken en bar, så der var noget for enhver smag.

         

     

    Delikatesser hos Ferrari

    Ferrari inviterede på hjemmebanen i Monza på en række italienske delikatesser i deres motorhome. En god aften, der lagde stilen for resten af weekenden!

         
     

    RACE NIGHT-MENU: BIG MAG PÅ MENUEN

    Vores Race Night lørdag aften på Hotel Crowne Plaza bød ikke kun på lækre italienske specialiteter – der stod også ’Big Mag’ på menuen: Jan Magnussen gav som gæstestjerne masser af insider-info om livet som formel 1-kører. Og som far til én af slagsen…

         
  • Knivskarp kamp om VM

    26-08-2018

    Knivskarp kamp om VM

    Formel 1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Francochamps.

    Var der nogen, der troede at VM var afgjort af de to Lewis Hamilton-sejre inden sommerferien? Så tog de fejl! Belgiens Grand Prix understregede, at Ferraris seneste motor-update har sendt dem forbi Mercedes. Hamilton tog pole position i den regnvåde kaos-kvalifikation, men da starten gik på tør bane, tog det ikke mange sekunder før Sebastian Vettel gik forbi. Resten af eftermiddagen kontrollerede Vettel og Ferrari løbet, og i mål var tyskeren 11 sekunder foran Hamilton.

    Allerede i næste weekend følger power-banen i Monza, og her vil Ferrari også have en fordel, så der er lagt op til en knivskarp kamp mellem Hamilton/Mercedes og Vettel/Ferrari om VM-titlen 2019.

    Belgiens Grand Prix startede med et monster-crash, hvor Kevin Magnussens ellers så sikkerhedsbevidste ’venner’ Nico Hülkenberg og Fernando Alonso skøjtede og fløj rundt i og over feltet. Det skete alt sammen bag K-Mag, der kørte et forholdsvist kedeligt løb, der resulterede i en ottendeplads. Det var femte gang i de seneste seks løb danskeren scorede VM-point, og han er nu bare tre point efter Hülkenberg (yeps – ham igen!), der indtager førstepladsen i det uofficielle B-mesterskab for kørere uden for de tre topteams.

    Magnussen kan snuppe føringen i Monza på søndag, hvor Hulken på grund af sit start-stunt i Belgien er idømt et tab af 10 startplaceringer.

    Den snakker vi om ved Race Night i Milano på lørdag – hvor ’gammelfar’ Jan Magnussen er gæstestjerne!


    De skæve nyheder fra Francorchamps

     

    Kimi: fuld i 16 dage i Træk

    Årets bog er allerede udkommet i Finland: ’Tuntematon’ (’Ukendt’) – er en herlig åben Kimi Raikkonen-biografi. I bogen, der foreløbig kun er udkommet på finsk, taler 2007-verdensmesteren blandt andet åbent om sit alkoholforbrug, og han afslører, hvordan han i 2012 var beruset 16 dage i træk op til Spaniens Grand Prix (hvor han blev nummer tre!)

         
     

    Alonso og red bull

    Red Bull-chef Christian Horner afslog tidligere på sommeren, at Fernando Alonso kunne overtage Daniel Ricciardos plads. ”Han vil ikke være det… sundeste valg for teamet,” forkarede Horner bland andet (og blev bakket op af Red Bull-konsulent Helmut Marko, der slog fast, at spanieren gør de teams han kører for til et one-man show). Udtalelserne irriterede åbenlyst den stolte spanier, der i Belgien gjorde opmærksom på, at Red Bull havde tilbudt ham en kontrakt i ”2007, 09, 11 og 13 – plus to gange i år.”
         
     

    Magnussen og red bull

    Ifølge Kevin Magnussen var Alonso langt fra den eneste i feltet, der var i kontakt med Red Bull i løbet af sommerferien. ”Alle kørere i feltet har på en eller anden måde forhørt sig om mulighederne,” fortalte han mig. Og understregede, at han ikke personligt havde talt med Red Bull. Jeg tror nøgleordet her er ’personligt’…

         

     

    MAGNUSSEN 98 PROCENT PÅ PLADS

    Magnussens Red Bull-flirt var ikke seriøs – jeg er sikker på han bliver hos Haas. Han antydede overfor mig, at han er 98 procent på plads – ”men de sidste to procent skal der lige snakkes lidt mere om.” Forvent en officiel udmelding i løbet af de næste uger.

     

         
     

    Jacky ickx tilbage i ferrari

    Belgiens mest succesrige formel 1-kører (otte grandprix-sejre) blev i Spa-Francorchamps genforenet med den Ferrari 312B, der sikrede ham andenpladsen i VM 1970. 73-årige Ickx kørte et par runder i bilen – en af de smukkeste i formel 1-historien – søndag ved middagstid.

         
     

    Ferrari mindes bro-ofrene

    Ferrari havde i Spa-Francorchamps mærker på fronten til minde om ofrene for bro-kollapset i Genova. 43 mennesker mistede livet, da Ponte Morandi styrtede sammen 14. august.

         
     

    Renault party

    Fredag aften inviterede Renault på drinks, pindemadder og Alain Prost i deres motorhome i paddocken. En god mulighed for at catche op på den seneste sladder i paddocken.

         

     

    mClaren fejrer  jubilæum

    McLaren fejrede i Spa-Francorchamps, at det var 50 år siden teamets – med grundlægger Bruce McLaren bag rattet – vandt sit første grandprix. Jubilæet blev markeret med en serie t-shirts, som teammedlemmer og journalister skulle bære søndag.

         

     

    Bjørnebanden på fri fod!

    Bjørnebanden – aka Henrik, Erik og Christian - hører til Grand Prix Tours mest trofaste gæster. De blev hædret ved vores Race Night: Grand Prix Tours über-boss Ole Lilholt havde fremstillet særlige polo-shirts med bandens fange-numre. Og moi blev udnævnt til en slags æres-politimester Strix.

         
     

    Race-night i hasselt

    Var det årets største race-night? Omkring 300 Grand Prix Tours-gæster var lørdag aften samlet til øl, vin og racer-snak på Holiday Inn i Hasselt. Rekorden kan blive slået allerede i den kommende weekend i Monza, hvor jeg får fornøjelsen af Jan Magnussen som gæstestjerne.

         
  • Verdensmesteren kidnappet!

    20-08-2018

    Verdenmesteren kidnappet!

    Af Formel 1-journalist Peter Nygaard.

    Få timer før Cubas Grand Prix 1958 blev verdensmesteren Juan Manuel Fangio kidnappet af Fidel Castros oprørere. Han blev først frigivet da løbet var overstået, men senere forsøgte han at redde en af sine kidnappere. Og da Fangio mange år senere som chef for Mercedes ville sælge biler til den cubanske regering, mødte han igen lederen af kidnappergruppen, der var blevet minister for international samhandel.

    23. februar 1958, Havanna. På byens gamle, fine Hotel Lincoln tæt ved havefronten er der travlt i receptionen. Det er dagen før Cubas Grand Prix; et sportvognsløb over 500 km på en lynhurtig gadebane i Havanas La Piragua-kvarter og flere af kørerne er indkvarteret på hotellet. Den regerende formel 1-verdensmester JuanManuel Fangio har værelse 810, hvor han netop har frisket sig op efter en lang, varm træningsdag på banen. Han står nu i receptionen og sludrer med et par af sine kollegaer. Der står også flere politifolk i receptionen, for Cuba er plaget af store problemer og rygter har antydet at 26. juli-bevægelsen under ledelse af Fidel Castro vil benytte grandprix´et til at få verdenssamfundets opmærksomhed. Som en af verdens mest kendte sportsfolk er Fangio være et oplagt mål, og præsident Batistas sikkerhedsstyrker har udstyret ham udstyret med en personlig livvagt.

    En ung mand kommer ind i receptionen og ser sig omkring. Han får øje på Fangio og går hen mod ham og ingen af sikkerhedsfolkene reagerer, fordi alle tror der er tale om en autografjæger. Men da han er kommet hen til verdensmesteren er det ikke en autografbog men en pistol han tager op af lommen. Han stikker pistolen ind i Fangio ribben, synker en par gange og siger så med nervøs stemme: “I 26. juli-bevægelsens navn befaler jeg Dem at følge med.”

    Fangio ser op. I de første sekunder tror både han og de omkringstående at der er tale en en practical joke, men da de ser hvordan den unge mands hånd med pistolen ryster, går det op for dem at det er alvor. Fangio siger at han aldrig har hørt om 26. juli-bevægelsen og en af hans venner gør en bevægelse hen mod den unge oprører. Han sigter nu mod de omkringstående med pistolen og siger: “Hvis I rører jeg betaler han prisen,” mens han igen drejer pistolen mod Fangio. “De skal med mig - nu!”

    Verdensmesteren indser hurtigt at situationen ikke er til at spøge med. “Lad os gå,” siger Fangio og sammen med kidnapperen marcherer han gennem receptionen og mod udgangen. “Jeg ventede bare på at en af vagterne ville begynde at skyde - så var jeg klar til at kaste mig ned på gulvet,” fortæller han senere.

    Da de når døren vender kidnapperen sig og siger: “Ingen forlader hotellet i de næste fem minutter. Vi har fire personer stationeret udenfor med maskingeværer, der er rettet mod døren.”

    På fortorvet går Fangio og hans kidnapper 30 meter han til det nærmeste gadehjørne. Her holder en sort Plymouth årgang 1947 med en chauffør og en mand med en maskinpistol. Fangio får besked på at stige ind mens manden sigter på ham med maskinpistolen. “Dét der er der ingen grund til,” siger Fangio da han sætter sig på bagsædet. 

    “Det gør os ondt at måtte genere Dem på denne måde, Senor Fangio,” siger manden. “Hvis De forholder Dem stille sker der Dem ikke noget. Og vær venlig at tage denne kasket og disse solbriller på så vi ikke bliver genkendt.”

    Fangio svarer i samme tone: “Mine herrer - vil De ikke være venlige at fortælle hvad alt det her drejer sig om?”. Kidnapperne forklarer at 26. juli-bevægelsen er den politiske del af Fidel Castros oprørshær og at Fangio i de kommende dage ville være bevægelsens “gæst”.

    “Vi har gjort dette fordi De i øjeblikket er den mest berømte gæst på Cuba. Når løbet er afviklet i morgen bliver De atter frigivet. Fordi De ikke er med i løbet vil verdens øjne hvile på Cuba og på vores oprør, som Batista og hans regime prøve at kvæle.”

    Oprørerne fører nu Fangio til et hus i Havanna. Her bliver man kun en halv time inden man kører videre til et andet hus - og så til et tredie. Her er alle meget ansændte, men da Fangio nævner at kidnapningen har være både velorganiseret og succesfuld, letter stemningen. Der bliver lavet mad til verdensmesteren - spejlæg og stegte kartofler - og Fangio får et værelse, hvor han kan sove.

    Næste dag bliver Fangio vækket med dagens aviser. Her fylder kindnapningen utallige sider og i resten af verden er sagen også forsidestof. Lederen af kidnapperne, Faustino Perez, arbejder tæt sammen med Fidel Castro,   og Fangio beder ham om lov til at ringe til sin familie for at fortælle at han har det godt og at der ikke vil ske ham noget. Efter telefonsamtalen kommer en række unge mennesker til huset hvor Fangio holdes fanget og de fortæller hver især verdensmesteren om de problemer der plager Cuba og om hvorfor de er nød til at bekæmpe præsident Batista. “Der var historier om hvordan en bror var dræbt, et familiemedlem var forsvundet og om en kæreste der var blevet likvideret. Ifølge dem var det den slags der foregik,” fortalte Fangio senere.

    Efter en stor frokost ser Fangio TV-transmissionen fra løbet, der skal starte få kilometer fra det hus hvor han holdes fanget. Det er en pinlig affære for præsident Batista at verdensmesteren ikke er med  og regeringen sikkerhedsstyrker har indledt en menneskejegt på Fangio og hans kidnappere. Starten på løbet bliver udskudt to timer i håb om at Fangio bliver fundet, og hans bil trilles frem på start-gridden. Da man til sidst opgiver håbet om at Fangio kommer til start bliver hans bil overtaget af den franskmanden Maurice Trintignant og løbet går i gang.

    Det går hurtigt op for Fangio at 26. juli-bevægelsen nærmest har gjort ham en tjeneste ved at forhindre hans deltagelse i løbet. På sjette omgang mister den lokale Armando Garcia Cifuentes herredømmet over sin Ferrari og crasher ind blandt tilskuerne, hvor seks bliver dræbt og 30 kvæstet. Arrangørerne og myndighederne har meget travlt med at afvise at der kan have været tale om sabotage, men Fangio´s tidligere teamkammerat Stirling Moss, der udråbes til vinder af løbet, antyder at der var blevet hældt olie ud på banen for at få bilerne til at skride ud.

    Da løbet er overstået får Fangio serveret middag af sine fangevogtere. Stemningen er nu mere løssluppen, og de unge oprørere konkurrerer nu nærmest om hvem der kan være mest venlig mod deres berømte fange. “Det her er vores afskedsmiddag,” siger en af dem til Fangio. “Men vi glæder os til at de Dem igen når Cuba er blevet befriet for Batista-regimet.”

    Efter middagen sendes Fangio ud på en nærmest uendelig række af køreture i forskellige biler. Da han sammen med et par af kidnapperne er ved at skifte fra én bil til en anden, bliver han antastet af to politibetjente. De genkender ikke Cubas mest eftersøgte mand og spørger ham om han har ild. “Jeg forklarede febrilsk at jeg ikke røg mens en af mine kidnappere fik travlt med at stryge en tændstik så betjenten kunne få ild på sin smøg. Samtidig hørte jeg et lille, metallisk klik - der var en af kidnapperne der afsikrede det våben han havde på sig. Heldigvis skete der ikke noget og betjentene takkede og kørte videre,” fortæller Fangio.

    De mange bilture og -skift skal først og fremmest beskytte Fangio. Oprørerne er overbevidste om at Batista´s sikkerhedsstyrker vil dræbe verdensmesteren og give 26. juli-bevægelsen skylden hvis de finder ham. Planen er derfor at ryste eventuelle forfølgere af ved at skifte bil ustandselig, men ved 22-tiden slutter de mange ture i og omkring Havanna tæt den argentinske ambassade. Her bliver Fangio afleveret med en høflig afskedssalut. “Så er De fri igen, Senor. Vi undskylder den ulejlighed vi har udsat Dem for...”

    Kidnapperne har informeret ambassaden om frigivelsen og Fangio føres hurtig i sikkerhed. Han får omgående stillet en telefon til rådighed og ringer  hjem til sin kæreste i Buenos Aires og fortæller han er OK.

    Kidnapningen af verdensmesteren har i to døgn fylde forsiderne over hele kloden. “Der er ingen tvivl om at 26. juli-bevægelsen fik den omtale de satsede på,” bemærker Fangio tørt. “Men de havde nok ingen anelse om hvor populær kidnapningen gjorde mig i USA: Jeg havde vundet fem VM-titler i formel 1, men jeg blev først rigtig stor i USA efter kidnapningen. Jeg fik ligefrem 1000 Dollars for at tage til New York og stille op i Ed Sullivan´s TV-show!”

    Mindre end et år efter kidnapningen vælter 26. juli-bevægelsen præsident Batista og Fidel Castro overtager magten på Cuba. Men forinden er den unge fyr der kidnappede Fangio på Hotel Lincoln blevet anholdt. Hans venner henvender sig til Fangio, der kontakter den ansvarlige i Batistas sikkerhedstyrker. “Jeg bad blot om at han blev behandlet nådigt - han og hans venner havde trodst alt behandlet mig godt,” fortæller Fangio senere.

    Mange år senere møder Fangio igen en af kidnapperne. Den tidligere racerkører er nu præsident for Mercedes i Argentina og hans tager til Cuba for at forsøge at sælge den tyske fabriks lastbiler til den cubanske regering. 

    “Hvem skulle have troet at manden der dengang var leder af kidnapperne, Faustino Ferez, nu var blevet minister i Castros regering,” bemærkede Fangio.

    I dag er Hotel Lincoln for længst blevet overhalet indenom at større og mere luksuriøse hotellet. Et af 1950´ernes bedste hoteller i Havana er rutchet ned i “budget”-kategorien med blot to stjerner, og værelserbe koster nu 25 Euro per nat. Et af værelserne er dog dyrere: Juan Manuel Fangios værelse står præcis som i den dramatiske februar-weekend i 1958 da verdensmesteren blev kidnappet.

    JUAN-MANUEL FANGIO:

    Født: 24. juni 1911, Balcarce (ARG)
    Død: 17. juli 1995, Buenos Aires (ARG)
    Formel 1-debut: Englands Grand Prix 1950
    Sidste grandprix: Frankrig 1958
    Teams: Alfa Romeo, Maserati, Mercedes, Ferrari.
    Grandprix: 51
    Grandprix-sejre: 24
    Podieplaceringer: 35
    Pole position: 28
    Første startrække: 48
    Hurtigste omgang i løb: 23
    VM-point i alt: 277,5
    Bedste placering i VM: Verdensmester fem gange (1951, 1954-57)
     

    HOTEL LINCOLN:

    Bygget: 1926, restaureret 2004
    Officiel klassificering: **
    Værelser: 135
    Beliggenhed: Mellem Havanas gamle bydel og den mere moderne bydel Vedado
    Adresse: Virtudes No. 164 esq. a Galiano, Centro Habana, Havana, Cuba.

    Bonusinfo:

    • Fangio havde kvalificeret sig på pole position til løbet i Havana
    • Maurice Trintignant, der overtog Fangios bil, blev offcielt klassificeret på 11.-pladsen i løbet
    • Der er bygget et stort museum i Juan-Manuel Fangios fødeby Balcarce, cirka 300 km fra Buenos Aires.
  • Lewis på vej mod VM?

    30-07-2018

    Lewis på vej mod VM?

    Formel 1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Hungaroring.

    Formel 1-feltet gik på ferie med et glohedt løb på Hungaropring udenfor Budapest. Luften var 35, asfalten 51 og pigerne var… skal vi ikke bare sige: Let klædt på?

    På en bane hvor Ferrari traditionelt er stærke, vendte regnvejr under kvalifikationen op og end på det sædvanlige styrkeforhold. Mercedes satte sig på første startrække med Lewis Hamilton og Valtteri Bottas, og så var meget allerede afgjort: Det er uhyre svært at overhale på Hungaroring, og da først Hamilton var kommet helskindet gennem første sving, kunne han fortsætte mod sin anden grandprix-sejr i træk. Og de løb han har vundet her op til sommerferien, burde Sebastian Vettel og Ferrari have kørt hjem. 

    Det er den slags, der afgør VM: At man vinder de løb, der ligger til rivalerne. Det gjorde Hamilton på både Hockenheim og Hungaroring, og Ferrari, Vettel og Raikkonen går nu på sommerferie med visheden om, at der virkelig skal knokles resten af sæsonen, hvis man skal hive mesterskaberne til Maranello.

    Der er også spænding i kampen om VM i ’B-klassen’. Kevin Magnussen fik med en syvendeplads endnu en gang det maksimale ud af sin weekend, og nu ligger han kun syv point efter Nico Hülkenberg, der fører kampen om at blive ’best-of-the-rest’

    K-Mag gør det bare godt, og på de to næste baner kan det blive endnu bedre: Spa-Francorchamps og Monza har masser af de højfarts-sving, hvor Haas´ 2018-model føler sig allerbedst hjemme. 

    Går ud fra vi ses i Belgien eller Italian? Der er lagt i ovnen til nye VM-point. Og to af årets største Race Nights!


    De skæve nyheder fra Hungaroring

     

    RED BULL TIL SØS

    Red Bull inviterede inden Ungarns Grand Prix Max Vestappen og Daniel Ricciardo til Balaton-søen, hvor de fik en tur på bølgerne med energidrik-gigantens katamaran-team. ”Nu er vi i hvert fald optimalt forberedt til et ’wet race’,” kommenterede Mad Max.
         
     

    HVEM HAR NØGLEN TIL KEY?

    McLaren annoncerede i Ungarn, at de har hyret Toro Rossos tekniske chef James Key (t.v.). Det var Toro Rosso-boss Franz Tost (t.h.) ikke videre imponeret over, og han tweetede omgående, at ”Key har en gyldig langtidskontrakt med os.” Der lyder som om, der skal en betydelig check fra Woking til Faenza…
         
     

    FERRARI SØRGEDE

    Efter koncernchef Sergio Marchionnes død i dagene mellem Tysklands og Ungarns Grand Prix var flagene på halv stang udenfor Ferraris motorhome på Hungaroring. Torsdag aflyste teamet også alle medie-terminer, og alle teammedlemmer bar sørgebind.
         
     

    VILLENEUVE: ”LEWIS FOR MEGET HOLLYWOOD”

    Jacques Villeneuve, verdensmester 1997 og nu TV-kommentator, satte i Ungarn ord på det, mange paddock-insidere længe har ment: ”Lewis Hamilton forveksler formel 1 med Hollywood. Alt hvad han foretager sig, er skuespil.” Jeg kunne ikke have formuleret det bedre selv…
         
     

    F1 FESTIVAL I MILANO

    Grand Prix Tours mange gæster ved Italiens Grand Prix kan glæde sig til endnu et højdepunkt: Fra den 29. august til den 1. september (dvs onsdag til lørdag i grandprix-weekenden) afvikler Formel 1-organisationen en stor festival i Milano-bydelen Dasena. Der vil være F1-biler i gaderne, koncerter, udstillinger og andre events. Og entreen er gratis!
         
     

    FITTIPALDI TIL HAAS?

    Efter Santino Ferruci har mistet sin licens (for at ramle ind i sin teamkammerat og bruge mobiltelefon, mens han kørte sin F2-racer) mangler Haas en tredjekører. Og her er Fittipaldi inde i billedet: Ikke gamle Emerson (1972-74 verdensmester) – men hans barnebarn Pietro, der ved at komme sig over de benskader, han pådrog sig i en sportsvognsulykke tidligere på året.
         
     

    PUB-NIGHT HOS McLAREN

    McLaren sendte os på sommerferie med en hyggelig pub-night. Fredag aften omdannede man teamets motorhome – det hedder ’brand centre’ i McLaren-speak – til en hyggelig pub med mad, øl-bajere og quiz-spørgsmål.
         
    I

    FORCE INDIA I BETALINGSSTANDSNING

    Det kommer ikke som den store overraskels, at Force India fredag trådte i betalingsstandsning. Mere overraskende var det hvem der anlagde sagen ved Højesteret i London: Førstekører Sergio Perez, der angiveligt har mange måneders løn til gode. Og kravet blev bakket op af Mercedes (motorleverandør) og BWT (hovedsponsor)…
         
    I

    RACE NIGHT – NU MED GOURMET-BURGERE

    Race Night-konceptet fik et nyt pift i Ungarn: Lørdag mødtes Grand Prix Tours´ gæster på hyggelige BB´z Bar and Grill til Formel 1-snak, gourmet-burgere og BBQ wings. Og øl! Hyggeligt – som altid.