02-09-2019: Den første af mange

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Francorchamps

Så kom den – Charles Leclercs første grandprix-sejr! Den kun 21-årige monegasker dominerede for øjnene af hundredevis af Grand Prix Tours gæster det belgiske grandprix på Spa-Francorchamps fra pole position til det ternede flag. Undervejs var han på skift presset af først sin Ferrari-makker Sebastian Vettel og siden Lewis Hamilton (Mercedes), men sejren var aldrig for alvor i fare.

Det var en følelsesladet weekend for unge Leclerc, for lørdag mistede han en af sine nærmeste venner, da Anthoine Hubert omkom i en frygtelig ulykke i Formel 2-løbet. At Leclerc trods tragedien alligevel formåede at holde fokus på sit eget løb vidner om stor klasse, og sejren i Belgien var utvivlsomt den første af mange. Samtidig var den en understregning af det tronskifte, der er ved at ske i Ferrari-teamet. Under kvalifikationen slog Leclerc sin teamkammerat Sebastian Vettel med hele 0,7 sekund, og i løbet sluttede den snart forhenværende førstekører blot på fjerdepladsen efter Hamilton og Valtteri Bottas i den anden Mercedes.

Om Leclercs sejr også var starten på en tronskifte mellem Mercedes og Ferrari? Er italienerne – endelig! – ved at overtage Formel 1-tronen fra Ferrari? Det er jeg ikke så sikker på. Ferrari´en er med sin low-downforce aero-pakke og bomstærke motor overlegen på power-baner som Spa-Francorchamps og Monza i den kommende weekend. Men når vi så kommer til Singapore tror jeg, Mercedes bryder tilbage, og det er jo sådan Formel 1 skal være: Med så mange forskellige vindere som muligt. Og undervurdér i den sammenhæng ikke Red Bull, der med Max Verstappen nok skal nuppe en sejr eller to mere inden 2019-sæsonen er slut.

For Kevin Magnussen og Haas-teamet blev Belgiens Grand Prix endnu en frustrerende weekend, der understregede, at de er langt fra at ’forstå’ deres hysteriske VF19-model. Men Magnussen gjorde hvad han skulle: Slog teamkammerat Romain Grosjean i både kvalifikation og løb. Gør han også det i Monza i den kommende weekend? Dén ta´r vi med fatter Jan Magnussen på Race Night på Crowne Plaza på lørdag, ik’? .

Går ud fra vi ses i Italien til Race Night?

DE SKÆVE NYHEDER FRA Francorchaps

 

90-ÅRS FØDSELSDAGEN I MILANO

På onsdag (4. september) inviterer Ferrari til stor fest på domkirkepladsen Piazza Duomo) i Milano. Anledningen er, at både Italiens Grand Prix i Monza og Ferrari-teamet i år fejrer 90-års jubilæum. Blandt gæsterne vil være Sebastian Vettel, Charles Leclerc, Mario Andretti (billedet), Jean Alesi, Gerhard Berger, Felipe Massa, Rubens Barrichello og Mick Schumacher..

     
 

alfa romeo med save the children

Alfa Romeo-teamet er gået i samarbejde med hjælpeorganisationen Save the Children. Fans kan byde på diverse Alfa Romeo ’goodies’ som Kimi Raikkonens og Antonio Giovinazzi personlige udstyr, dele fra bilerne og VIP-ture på fabrikken. Støt det gode formål på https://www.ricardo.ch/de/a/alfa-romeo-racing-vip-erlebnis-1080221256/

     
 

MONTY OG ROBINHO i SAMARBEJDE 

To tidligere Formel 1-vindere, Juan-Pablo Montoya og Rubens Barrichello, har investeret i esport-firmaet Millennial Esport Corp, der står bag World´s Fastest Gamer-serien. De vil i de kommende år fungere som ambassadører og rådgivere for firmaet. Årets World´s Fastest Gamer-vinder får en fuld 2020-sæson i ’rigtig’ GT-racing.

     

 

kimi reddet fra fuld fan

Kimi Raikkonen var fredag tæt på at komme i clinch med en tydeligt alkoholpåvirket ’fan’, der af uransaglige grunde var kommet ind i paddocken. ”Han fægtede rundt med armene og prøvede at slå mig i ansigtet,” sagde The Iceman efter episoden. Raikkonens landsmand Mika Salo overværede episoden, og sagde efterfølgende: ”Jeg var klar til at gribe ind!”

     
 

færre testdage i 2020

For at få plads til 22 løb i Formel 1-kalenderen 2020 (Tyskland ud, Holland og Vietnam ind) har man besluttet at reducere antallet af testdage op til sæsonen. I stedet for de sædvanlige otte dage på Circuit Barcelona-Catalunya bliver de nu kun seks dage – efter planen 19.-21. februar og 26.-28. februar.

     
 

lewis ind i restaurant branchen

Veganeren Lewis Hamilton står bag en ny restaurant i London. I denne uge åbnede ’Neat Burger’ i Regent Street, der udelukkende serverer plantebaserede burgers. Så vidt vides har hverken Jan ’Big Mag’ Magnussen eller Kevin ’Mini-Mag’ Magnussen trods de oplagte links planer om ar følge Hamilton ind i burger-branchen.

     
 

ricciardo ind i sokke-branchen

Daniel Ricciardo, der blandt andet er kendt for at drikke champagne af sine sure kørersko, er også blevet erhvervsaktiv. Han er blevet ambassadør for den hippe amerikanske sokke- og undertøjsproducent Stance. Deres produkter passer rigtig godt til min livsstil,” udtaler Danni-boy begejstret.

     

 

lie kaas besøgte k-mag

Skuespiller Nikolaj Lie Kaas kom søndag formiddag til Spa-Francorchamps, hvor han var gæst hos Kevin Magnussen og Haas-teamet.

     

 

RACE NIGHT succes i hasselt

Lørdagens Race Night på Hotel Holiday Inn i Hasselt var flere hundrede gæster en af årets største. Selv efter de tragiske hændelser på banen lykkedes det Jan Magnussen og Peter Nygaard at skabe en god stemning for de mange Grands Prix Tours gæster. Allerede i den kommende uge har det omrejsende Magnussen/Nygaard show en ny Race Night på Crown Plaza i Milano. Og der varmes op til en fantastiske special-event i Abu Dhabi med selveste K-Mag som gæstestjerne.