Skip to main content

17-11-2019: Nu er Honda en trussel

NU ER HONDA EN TRUSSEL

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Sao Paulo

Jeg bliver ikke længere overrasket, når Max Verstappen vinder med Red Bull-Honda. Men at Pierre Gasly kan blive nummer to i en Toro Rosso-Honda – dét havde jeg ikke set komme. Men det skete i Sao Paolo, og det understreger, at Honda efter fem ofte frustrerende år endelig har indhentet Mercedes og Ferrari. Efter det jeg så i Interlagos, tror jeg Verstappen kan blande sig i kampen om VM 2020: Der har aldrig været tvivl om hans evner og Red Bulls biler har altid været gode i svingene. Nu er de med de nyeste Honda-heste også med på langsiderne!

Apropos heste – eller rettere sagt ’Stejlende Hingste’: I Interlagos kom dét sammenstød mellem Ferrari kørerne Sebastian Vettel og Charles Lecerc, de har lagt op til hele sæsonen. Begge biler udgik, og den slags kan et seriøst team, der vil udfordre Mercedes, ikke tolerere. Teamchef Mattia Binotto forsøger at lægge låg på hele affæren, men hvis han for alvor vil slås med Mercedes (og Red Bull?) i 2020, kan det ikke nytte noget, at hans kørere tager point fra hinanden og teamet. Ferrari bliver nødt til at udnævne en første- og en andenkører. Problemet er bare, at hverken Vettel eller Leclerc vil acceptere andenkører-rollen. Jeg forudser en varm vinter i Maranello, og vil ikke blive overrasket, hvis Vettel pludselig finder ud af, at han faktisk godt kan undvære Formel 1.

For Magnussen og Haas blev Brasiliens Grand Prix en ny skuffelse. VF19-modellen var overraskende konkurrencedygtig under kvalifikationen, men da løbet startede under betydeligt varmere temperaturer, startede den sædvanlige nedtur. At K-Mag så også blev påkørt af Daniel Ricardo (yeps – ham der brokkede sig over Magnussens kørsel i Ungarn!) understreger kun, at det var endnu en weekend til glemmebogen.

Next (and last!) stop Abu Dhabi. Med Jan og Kevin Magnussen til Race Night!

DE SKÆVE NYHEDER FRA SAO PAULO

 

VETTEL OG ALONSO LYKØNSKEDE HAMILTON 

Han har haft sine kontroverser med dem både på og udenfor banen, men Sebastian Vettel og Fernando Alonso var blandt de første, der lykønskede Lewis Hamilton med hans sjette VM-titel. Det afslørede englænderen i Sao Paulo: Vettel opsøgte Hamilton straks efter USA´s Grand Prix og Alonso sendte en SMS.

     
 

17-ÅRIG KØRER F1 I SAO PAULOS GADER

I dagene op til Brasiliens Grand Prix blev der afholdt en såkaldt Formel 1 Fan Festival i Sao Paulo. Her hædrede man Ayrton Senna, og den lokale Caio Collet fik sine første Formel 1-kilometer. Den 17-årige brasilianer, der ligesom blandt andre Christian Lundgaard er med i Renault Sporty Academy, kørte en af det franske teams 2012-modeller. F1-debuten sluttede, da Collet kyssede barriere og ødelagde fronten på bilen.

     
 

VELKOMMEN TIL AUTODROMO CARLOS PACE

Den brasilianske Formel 1-bane ligger i Sao Paulo-bydelen Interlagos. Officielt hedder den Autodromo Carlos Pace efter den lokale Formel 1-kører, der vandt Brasilens Grand Prix 1975 i en Brabham. Et par år senere omkom Pace i en flyulykke, der også kunne have kostet Brasiliens første Formel 1-verdensmester Emerson Fittipaldi livet: Han skulle have været med i det lille privatfly, men meldte afbud kort før afgang.

     

 

AUTODROMO MOCO

Carlos Pace havde gennem hele livet kælenavnet ’Moco’. Han voksede op i Italien, og da hans forældre flyttede til Brasilien, talte han mere italiensk end portugisisk. Derfor sagde han ikke ret meget – og hans skolekammerater kaldte ham derfor ’Moco’, der betyder ’Den Stumme’.

     
 

25 ÅR EFTER SENNA

Det er i år 25 år siden legendariske Ayrton Senna mistede livet efter en ulykke i San Marinos Grand Prix 1994 i Imola. Det blev naturligvis markeret i weekenden – blandt andet ved at Martin Brundle, der kørte mod Senna i både Formel 3 og Formel 1, fik en håndfuld runder i en af brasilianerens McLaren-Honda´er. Søndag kørte Ayrton Sennas nevø Bruno også i McLaren-raceren.

     
 

EXPO 2020 STØTTER FORMEL 1    

Den kommende verdensudstilling Expo 2020 i Dubai er blevet officiel sponsor for Formel 1-VM. Samarbejdet indledes ved det kommende grandprix i Abu Dhabi, og løber i 14 måneder. Der vil blive reklameret for Expo 2020 gennem hele den kommende sæson. Verdensudstillingen i Dubai åbner officielt 20. oktober 2020 og slutter 10. april 2021.

     
 

FORMEL 1 VIL VÆRE GRØNNERE

Formel 1 har fremlagt ambitiøse planer om at blive Co2-neutral inden 2030. Samtidig skal hele sporten med omgående virkning blive mere miljøbevidst, og for eksempel plastic-flasker og –bestik vil blive udfaset både på tilskuerpladserne og i paddocken. ”Et godt initiativ,” siger Kevin Magnussen om den nye ’klimaplan’.

     

 

KØB SCHUMI´S VM-VINDER

Til de mange Grand Prix Tours-gæster, der er ved at pakke kufferten til VM-finalen i Abu Dhabi: Husk kreditkortet! Om lørdagen afholder Sotheby´s en auktion på banen, hvor blandt andet en af Michael Schumachers VM-biler fra 2002 kommer under hammeren. Auktionsfirmaet forventer, at bilen vil få et hammerslag omkring 50 millioner kroner.

     

 

FORMEL 1 MINDES TRAFIKOFRE

Søndag var det den officielle World Day of Remembrance of Road Victims, og Formel 1-kørerne mindedes alverdens trafikofre inden kører-paraden i Sao Paulo.

De Næste Rejser
Åbningstider
Mandag-torsdag: 09:00 - 17:00
Fredag: 10:00 - 16:00
Lørdag-Søndag: Lukket