Flere nyheder
Opdatering fra F1 i Indien
21-11-2012
VETTEL IGEN-IGEN
2012-sæsonen startede med syv forskellige vindere, men nu har Sebastian Vettel vundet de seneste fire løb i streg. Red Bull-køreren overtog allerede i Korea VM-føringen fra Fernando Alonso (Ferrari) og med sejren i Indien udbyggede han den til 13 point.
Han virker omtrent umulig at stoppe, den gode Seb Vet. Men ét eller andet siger mig at VM 2012 alligevel bliver en gyser, der først afgøres på stregen i Sao Paulo om fem uger.
Red Bull-raceren er nemlig ikke længere så overlegen som resultaterne ellers kunne tyde på. Ferrari er kommet med et par mindre modifikationer de seneste uger, der i hvert fald i løbstrim har bragt dem indenfor angrebs-rækkevidde af Mark Webber i den anden (og på grund af ‘komponenten’ 40 cm bag rattet) og langsommere Red Bull.
Til Abu Dhabi i næste weekend kommer Ferrari med en større update, og dén skal bringe Den Stejlende Hingst på højde med de Røde Tyre under kvalifikationen. Og foran i løbet!
Faste læsere af disse nyhedsbreve er vel ikke længere i tvivl om at jeg anser Alonso for den bedste kører i 2012-feltet. Jeg synes også han er en af de mest down-to-earth typer i formel 1-depotet, og når han siger at han stadig er 100 procent sikker på at han vinder VM 2012, skaL man altså høre efter.
Derfor: Formel 1-VM 2012 er langt fra afgjort endnu. Magtbalancen mellem Red Bull og Ferrari kan være på vej til at svinge italienernes vej - og skiftet kan komme allerede i Abu Dhabi i næste uge.
Og det er jo dér vi ses lørdagaften, ik´? God tur til ørkenen - jeg runder lige den danske vinterkulde inden vi er klar til næste kapitel i den på alle måder glohede VM-fight 2012!
---------------
De skæve nyheder fra Noida
Formel 1-journalist Peter Nygaard med nyhederne du kun ser hos Grand Prix Tours
Tata i Formel 1?
Som de fleste andre journalister hyrede jeg en bil med chauffør for hele weekenden - han hentede mig i lufthavnen, kørte mig til Taj Mahaj (500 km med masser af ‘sjov’ trafik - se billedet) onsdag og frem og tilbage mellem hotel og bane hele weekenden. Pris: Ca 2000,- kr inklusiv alt. Chauffør Lalid var meget interesseret i hvad jeg laver, og vi brugte de fem timers kørsel til Taj Mahal til at snakke om formel 1. Men det er en fremmed verden for ham (og 99 procent at alle andre indere) - i hvert fald spurgte han på vejen tilbage til Delhi helt alvorligt, om jeg troede han kunne nå at melde til sig til løbet. I sin 1,3-liters Tata med 298.000 km på tælleren.....
To løb i Indien?
Selvom formel 1 (endnu?) ikke er etableret i de almindelige inderes bevidsthed, er der allerede nu planer om endnu et løb i det store land. “I øjeblikket har vi for mange løb til for få pladser i kalenderen, men om tre-fire år er endnu et løb i Indien en mulighed. Næppe ved Mumbai - mere sandsynligt ved en af de andre storbyer,” sagde Bernie Ecclestone i weekenden til lokale medier.
Formel 1 uden offentlig støtte
Buddh-banen er den eneste af de nye baner i formel 1 der ikke er helt eller delvist finansieret af offentlige midler. Det er den private Jaypee-gruppe der står bag banen og grandprix´et - allermest for at promovere de landområder man ejer i Noida (en Delhi-forstad der er delt op i sektorer). Man er i gang med et bygge en helt ny ‘by’ og formel 1-glamouren skal lokke folk til ‘Jaypee Green City’
Michael Schumacher World Towers
En anden Delhi-forstad, Gurgaon, satser også på formel 1: Her er man ved at bygge en 28-etagers luksusbeboelse med cirka 100 VIP-lejligheder. Officielt navn: Michael Schumacher World Tower. Om Schumi selv skal bo der nu han stopper i formel 1 er...skal vi sige: Tvivlsomt.
Buffetten koster 9,50 kr. - undskyld!
Hele anlægget var betydeligt mere ‘færdigt’ end sidste år, hvor Buddh International Circuit mange steder stadig virkede som en forvirret byggeplads. Blandt andet er formel 1-VM´s hidtil største og flotteste medie-cafeterie nu på plads. Et kæmpe relax-område med dybe lædersofaer og et poolbillard byder F1-pressen velkommen og arrangørerne undskyldte mange gange, at de var nød til at tage betaling for maden. Men 100 Rupee (cirka 9,50 kr) for den overdådige buffet havde de fleste råd til....
Bønder mod Formel 1
Selvom løbet skaber store lokale indtægter (hotelpriserne i Noida er mangedoblet i denne weekend), er det ikke udpræget populært lige omkring banen. Mange lokale bønder blev nærmest fordrevet fra området, da deres jord blev eksproprieret da anlægget skulle bygges. Bønderne, der fik meget tid på de indiske TV-skærme i ugen op til løbet, mener ikke deres erstatning var høj nok.
Ballade med Mallya
Vijay Mallya, ejer af (blandt meget andet!) Kingfisher Airlines, Kingfisher-bryggeriet og Force India-teamet, holdt lav profil på hjemmebanen. De ansatte i flyselskabet (det næststørste i Indien) har ikke fået løn siden marts og for tre uger siden blev alle fly grounded af sikkerhedshensyn. Ansatte i Kingfisher Airlines planlagde protestaktioner mod selskabet, men Mallya dukkede ikke desto mindre op på Buddh-banen lørdag, hvor han brokkede sig over at de lokale medier interesserede sig mere for hans økonomiske problemer end hans formel 1-team.
Fatter Vettel kører også race
Sebastien Vettels far Norbert, der som ung kørte bakkeløb (‘hill-climb’) i Tyskland, har gjort comeback i racing. Vettel Snr stillede sidste weekend op i den tyske Scirocco Cup i kamp mod blandt andre de tidligere formel 1-kørere Christian Danner og Marcus Winkelhock. En 23.-plads gav lyst til mere, og Fatter Vettel snakker nu om at køre flere løb i 2013.
Ferrari i krig med Indien
Ferrari blev centrum i en diplomatisk krise mellem Italien og Indien. Teamets biler var udsmykket med det italienske flåde-flag for at gøre opmærksom på at Indien holder to italienske flådeofficerer tilbage. Den italienske flåde har i februar angiveligt skudt og dræbt lokale fiskere, da de ekskorterede olietankeren Enrica Lexie ud for kysten ved Kerala i det sydlige Indien. Den italienske flåde siger der ikke blev skudt mod fiskerne og at man forsvarede olietankeren mod pirater. Men mange indere opfattede flåde-flagene på Ferrari´erne som en provokation og i alle tilfælde forbyder FIA´s regler at sporten udnyttes politisk.
Formel 1 løbet i Abu Dhabi
21-11-2012
ANALYSE FRA ABU DHABI GRAND PRIX
Det går mere og mere op for mig, at vi skal taknemmelige for den nuværende generation af formel 1-kørere. Med Fernando Alonso og Sebastian Vettel har vi nemlig to af de bedste kørere i hele F1-historien - og lige i slipstrømmen på dem ligger folk som Lewis Hamilton, Kimi Raikkonen og Jenson Button.
I Abu Dhabi passede det hele for Kimi, der vandt sin første sejr efter afstikkeren til rally-VM. Det var flot kørt af finnen, men efter min mening leverede kørerne på de næste pladser en endnu større præstation.
På trods af en serie længe ventede updates var Ferrari´en i Abu Dhabi stadig ikke til mere end en femte- eller sjetteplads. Alligevel fik Alonso losset den i mål som nummer to, og han kørte samme slags løb som vi har set så ofte i år: Han voldkører Ferrari´en på den fornuftige måde - og får langt mere ud af den end den fortjener.
Red Bull-raceren fik under kvalifikationen i Yas Marina kamp til stregen (og mere til) af McLaren. Men begge de to biler er faktisk foruroligende upålidelige sammenlignet med Ferrari´en, og tekniske problemer kostede sikkert Hamilton en solid sejr.
Til gengæld kørte Vettel et fantastisk løb. Problemer med benzinforbruget (!) under kvalifikationen betød at han blev tvunget til at starte bagerst, men alligevel kørte han sig op til en fornem tredieplads.
Fernando Alonso og Sebastian Vettel - to fantastiske racerkørere. Det er fuldt fortjent, at det netop er dem der kæmper om VM 2012. Næste kapitel i dén facinerende historie skrives i Austin, USA om 14 dage
---------------
De skæve nyheder fra Yas Marina
Formel 1-journalist Peter Nygaard med nyhederne du kun ser hos Grand Prix Tours
Bernie sendte F1-fotografer på overarbejde
Formel 1-fotograferne blev sendt i over-drive lørdag-aften, da der blev arrangeret et historisk ‘shoot’ på start/mål-langsiden: De seks verdensmestre i 2012-feltet plus Bernie Ecclestone. Men kort inden det annoncerede tidspunkt blev det hele aflyst - Bernie ville hjem, og så kunne de seks verdensmestre vente. 2012 er den første sæson nogensinde med seks verdensmestre (Schumacher, Alonso, Raikkonen, Hamilton, Button og Vettel) i feltet. Næste år, når Schumi fokuserer på sin nye karriere som staldknægt på Frau Corinnas rideskole, er der kun fem.
Udsolgt i Abu Dhabi
Der var udsolgt til løbet søndag - de sidste af de i alt 50.000 tribunepladser (der er ingen ståpladser på Yas Marina-banen) blev revet væk i dagene op til løbet. Sortbørshajerne havde derfor kronede dage - minimumsprisen lå på omkring 4000 d. kroner. Ifølge arrangørerne var 35 procent af billetterne solgt til regionale og internationale fans - altså tilrejsende i modsætning til fans fra Abu Dhabi og nærmeste omegn.
Imponerende musikprogram
Abu Dhabis Grand Prix har altid haft formel 1-VM´s mest imponerende musikprogram. I år var hovednavnene på banen Kylie Minogue (fredag), Nickelback (lørdag) og Eminem (billedet - søndag). Hertil kom diverse opvarmningskoncerner rundt omkring i byen med navne som Mel C (ex-Spice Girls) og Missy Elliott.
Ny F1-film får premiere i Austin
En ny dokumentarfilm om formel 1 får premiere i forbindelse med det kommende U.S. Grand Prix i Austin. ‘1’ er produceret af Spitfire Pictures, der fornylig vandt en Oscar med dokumentarfilmen ‘Undefeated’. Den nye formel 1-dokumentar, der er skabt med Bernie Ecclestones opbakning, fortæller historien med udgangspunkt i de dramatiske 1960´ere og 70´ere.
Her er den ultimative F1-bog
Den ultimative formel 1-bog bliver også præsenteret i disse uger: ‘F1 Opus’ er på 852 sider i formatet 50x50 cm.Der er mere end 1000 billeder (mange af dem fra danske Grand Prix Photo!) og i den nye, limiterede udgave (der er signeret af alle nulevende verdensmesttre plus Bernie E) koster værket 200.000 kroner. Som ‘billigbog’ (hvor det kun er Bernie der har signeret) koster den blot 20.000 kroner.
Renault fejrede jubilæet
Renault fejrede fredagaften at de i Indien vandt deres grandprix-sejr nummer 150. De 35 kom med fabrikkens eget team - de øvrige 115 som motorleverandør til Williams (64 sejre), Red Bull (34), Benetton (12) og Lotus (5). Blandt gæsterne til cocktailpartyet: Alain Prost - der blev fyret fra Renault da man ‘tabte’ VM 1983 til Nelson Piquet (Brabham-BMW) i finalen i Sydafrika. Prost er i dag ambassadør for Renault og i Abu Dhabi for at følge sin søn Nicolas i Young Driver-testen (for Lotus-Renault).
Yas Marina = Syv storebæltsbroen
Det har kostet omkring otte milliarder kroner at bygge Yas Marina-banen. Hele Yas Island-projektet, der blandt andet også omfatter forlystelsesparken Ferrari World og en lystbådehavn, blev ved World Travel Awards 2009 udnævnt til at være ‘verdens største turist-projekt.’ Pris for hele Yas Marina-projektet: 250 milliarder kroner! (eller cirka syv Storebælstsbroer).
Fernando og Felipe i rutchebane
Fernando Alonso og Felipe Massa besøgte torsdag Ferrari World og fik blandt andet en tur i verdens hurtigste rutchebane ‘Formula Rossa’: 0 - 240 km/t på 4,9 sekunder, en-påvirkning på 1,7 og en ‘bane’ der er i alt 2,07 km.
Rutchebane med nedtur på Nürburgring
Den nu konkurstruede forlystelsespark ‘Erlebninwelt’ ved Nürburgring havde også ambitioner om at have verdens hurtigste rutchebane, men banen er aldrig blevet sikkerhedsgodkendt og dermed ikke åbnet for publikum. (betalingstandsningen på Nürburgring rumler videre, og alt tyder nu på at Hockenheim må overtage det tyske grandprix næste år).
Hvad betyder Abu Dhabi?
Det var som altid hyggeligt at møde Grand Prix Tours´ gæster lørdagaften. Der var mange gode spørgsmål til deN traditionelle ‘skyd-på-journalisten’ spørgetime - men hvorfor var der ingen der spurgte om hvad ‘Abu Dhabi’ egentlig betyder? Jeg var SÅ klar til det spørgsmål, der altså aldrig kom. Så i stedet afsløres det her: På det lokale tungemål betyder Abu Dhabi såmænd ‘Gazellens fader’.
Hvad skulle det ellers betyde?
Sidste nyt fra F1 løbet i USA
21-11-2012
GYSERFINALEN ER EN REALITET!
Det kan godt være Sebastian Vettel efter sin andenplads i USAs Grand Prix kører ind i næste weekends brasilianske grandprix med 13 point ned til Fernando Alonso, men jeg tror alligevel det er ham, der sover dårligst af de to VM-rivaler i de kommende dage.
På den nye, fantastiske bane i Austin blev der nemlig understreget tre ting, der alle taler til Alonsos fordel i finalen i Sao Paulo.
For det første: McLaren - specielt med en tændt Lewis Hamilton bag rattet - er nu igen en værdig udfordrer for Red Bull (at det blandt andet skyldes Kevin Magnussens testarbejde i Abu Dhabi i forrige uge kan vi som danskere kun være stolte af!). Det betyder at Seb Vet i hvert fald ikke kan cruise til titlen - jeg er sikker på at Hamilton gerne vil slutte sin McLaren-karriere med en sejr, og så kommer Vettel under pres.
Og det bringer mig frem til den anden konklusion fra USA´s Grand Prix: Red Bull-bilerne er skrøbelige under pres. Det var endnu en gang el-systemet der sendte Mark Webber ud af løbet i Austin. I USA stillede Red Bull endda op med et nyt system, men det er tydeligt at det stadig er (alt for) skrøbeligt.
Og så til den tredie konklusion: Fernando Alonso får ALTID det optimale ud af situationen. Efter en forfejlet kvalifikation og lidt Ferrari-hekseri der forbedrede spanierens gridpostion på teamkammerat/vandbærer Felipe Massas bekostning, reddede Alonso sig i mål på trediepladsen.
Hvis Alonso også skal have det optimale ud af Brasiliens Grand Prix, må det betyde at han slutter eftermiddagen som verdensmester. Og med den skrøbelige Red Bull og den konkurrencedygtige McLaren i baghovedet, er det mere realistisk end de 13 point op til Vettel giver indtryk af.
Gyserfinalen er en realitet!
---------------
De skæve nyheder fra Cowboy-land
Formel 1-journalist Peter Nygaard med nyhederne du kun ser hos Grand Prix Tours
Rygterne om min død er stærkt overdrevne
Først de gode nyheder - med Mark Twains udødelige ord: Rygterne om min død er stærkt overdrevne! En grim madforgiftning (i USA - efter at have ‘overlevet’ Korea og Indien!) betød at jeg blev på hotellet fredag. Lørdag var jeg nogenlunde klar igen og blev i mediecenteret mødt af masser af bekymrede kollegaer. Min første sygedag efter 30 år i formel 1 havde fået rygterne til at løbe stærkt - så stærkt at en af Schweiz´s største aviser - Blick - rappporterede at jeg var indlagt på et Austin hospital med malaria. ‘Misforståelsen’ skyldes at en af kollegaerne, Luis Vascolenos fra Portugal, var indlagt med malaria (pådraget i Indien) - ‘og så fejlede de andre sløje F1-journalister nok det samme’. En række andre medier, der lever af at planke andres ‘nyheder’, bragte historien om min hospitalsindlæggelse videre, og min tilstedeværelse i mediecenteret søndag blev betragtet som det største F1-comebacks siden Niki Laudas. Ak ja - journalister!
Fantastisk ny F1-film
Tordag var der premiere på den nye, Bernie Ecclestone-støttede formel 1-dokumentar ‘1’ i en af Austin´s historiske biografer. Filmen fokuserer på 1960´erne og 70´erne og er en must-see for alle F1-fans. Filmen er skabt af Paul Crowder, Mark Monroe og Michael Shevloff. En værdig opfølger til den allerede nu legendariske ‘Senna’-dokumentar, der udkom for et par år siden
Bernie på den røde løber
Der var mange kendisser til premieren på ‘1’ - anført af Bernie Ecclestone og hans forlovede Fabiana Flosi. De tidligere verdensmestre Jackie Stewart og Emerson Fittipaldi introducerede filmen, der varer næsten to timer..
Nu er F1 stort i USA
Efter mange forgæves forsøg kan Circuit of the Americas blive banen der tillader formel 1 at indtage USA. Allerede fredag var der mere end 60.000 tilskuere til den indledende træning, og lørdag var der omtrent fuldt hus med 82.000 tilskuere. Til løbet var der totalt udsolgt - det vil sige mere end 100.000 tilskuere - og sortbørshandlerne omkring banen havde kronede dage. Så lad mig komme med et tip til Grand Prix Tours rejse-arrangører: USA´s Grand Prix skal på 2013-programmet. Jeg har alle insider-tips!.
Bernie: "Hvad er det nu landet sydpå hedder?"
Mange af tilskuerne i Austin kom fra Mexico, der ligger kun fire timers kørsel fra Circuit of the Americas. Den store formel 1-interesse i Mexico har startet rygter om et grandprix i landet, men Bernie Ecclestone er iskold. “Vi har da snakket med folk fra...hvad-er-det-nu-landet-syd-for-grænsen-hedder?” jokede han da han fik spørgsmålet på en pressekonference i Austin. “Men de får svært ved at skabe en bane på niveau med Circuit of the Americas - og det er dét der skal til i dag.”.
Mange VIPs på Circuit of the Americas
Austin er ved at manifestere sig som USA´s musikhovedstad, og der var mange koncerter både på banen og i byen. At der var tale om musik for snart sagt enhver smag understreges at at både Enrique Iglesias og Willie Nelson spillede i Austin i grandprix-weekenden. Andre celibrities på banen inkluderer skuespillerne Rupert Grint, Kyle Chandler, Patrick Dempsey og Matthew LeBlanc, musikerne Jack Ingram og Psy og kokken Gordon Ramsay. Gabby Giffords, der sad i den amerikanske Kongres indtil hun i januar 2011 blev hårdt såret ved et skudattantat nær Tucson, var også på banen sammen med sin mand, den tidligere astronaut Mark Kelly.
Find ved i USA med Schumi
Det kan godt være Michael Schumacher kun er en uge fra at være formel 1-pensionist, men han indgår stadig nye sponsorkontrakter. Fredag præsenterede han et nyt samarbejde med en kinesisk GPS-fabrikant: Med en GPS fra Erlinyou kan man nu finde vej i USA ved hjælp af selveste Schumi!.
Fernando som slangetæmmer
Fernando Alonso havde også en lidt anderles promotion-aktivitet på Austin-programmet: Onsdag fyldte han benzin på intetanende amerikaneres biler på en lokal Shell-tank. ‘Intetanende’ indtil billisterne opdagede de mange pressefotografer, der forevigede Alonso som ‘slangetæmmer’...
Schumi og Hamilton til USA
USA har kun produceret to formel 1-verdensmestre (svar på bagsiden af en lukke kuvert!), men det kan være de får yderligere to forærende: Både Michael Schumacher (der overvejer en ranch i Texas) og Lewis Hamilton (sikkert noget hip-hop hejs i LA) taler om at købe fast ejendom i staterne. Lewis overvejer endda angiveligt at bosætte sig i USA når F1-karrieren er overstået.
Update fra Japan 2012
18-10-2012
JAPANS GRAND PRIX
Jeg har i månedsvis troet at Fernando Alonso ville vinde VM 2012. Det gør jeg ikke længere! Og ironisk nok er det dét team der gjorde ham til verdensmester i 2005-06, der nu ser ud til at koste Alonso 2012-titlen.
I Belgien var det Lotus-Renaults Romain Grosjean der sendte Alonso ud i første sving og i Japan var det finnens teamkammerat Kimi Raikkonen der sørgede for at spanieren ikke kom ret meget længere.
Det er naturligvis en tilfældighed at Lotus-Renault, der indtil for et par år siden bare hed ‘Renault’, er ansvarlige for de to eneste ‘nuller’ i Alonsos 2012-regnskab. Men Raikkonens påkørsel af Alonso i Suzuka kan få fatale konsekvenser for spanierens titelambitioner. Inden løbet i Japan så det ud til at hans evne til altid at få det optimale ud af Ferrari´en, ville være nok til at gøre ham verdensmester. Men nu er Sebastian Vettel kun sølle fire point bagefter, og så kan Alonso ikke længere ‘fedte’ sig til titlen.
Der er nemlig ingen tvivl om at Red Bull-raceren i øjeblikket er langt mere effektiv end Ferrari´en. Derfor tror jeg nu på at Vettel genvinder titlen og bliver verdensmester for tredie gang i træk.
Men hvornår er det Vettels tur til offerollen i en første-svings crash? Hvis uheldet - eller bare Romaon Grosjean! - er ude efter tyskeren i Korea i næste uge, kan VM 2012 blive vendt på hovedet endnu en gang.
Derfor bliver intet afgjort før tidligst i Abu Dhabis Grand Prix i november - hvor Grand Prix Tours forøvrigt er på banen med flere turforslag. Så vi ses vel i ørkensandet - så jeg lørdag aften i Yas Marina kan forklare hvem der på det tidspunkt er VM-favorit
---------------
De skæve nyheder fra Suzuka
Formel 1-journalist Peter Nygaard med nyhederne du kun ser hos Grand Prix Tours
Hvad vil Kimi?
Selvom Lotus-Renault ledelsen er overbeviste om at Kimi Raikkonen fortsætter i teamet, vil finnen selv ikke afsløre sine 2013-planer. I hvert fald ikke før sin fødselsdag 17. oktober: Her fortæller Kimi Raikkonen på hjemmesiden www.whatwillkimidonext.com om sin nye kontrakt. Allerede nu er der lagt en teaser op - og med et interessant tvist: Ifølge finske medier er videoen produceret af folkene bag det team Raikkonen kørte for i rally-VM sidste år
Sådan får man nye venner - not!
Lewis Hamilton øgede ikke just sin popularitet hos specielt de tyske journalister, da han på den officielle pressekonference op til Japans Grand Prix blev bedt om at kommentere om sin nye aftale med Mercedes: “Det vil jeg ikke tale om - dét har jeg allerede snakket med den engelske presse om,” var udmeldingen. En dårlig start på samarbejdet mellem den nye Mercedes-kører og den tyske formel 1-presse...
Jubilæum i Suzuka
Suzuka-banen fejrer i år 50-års jubilæum. Begivenheden blev søndag markeret med en parade, hvor en række af de vigtigste biler fra den japanske formel 1-historie kørte en omgang på banen. Blandt deltagerne: Hondas RA272-model fra 1965, den Larousse-Lola Aguri Suzuki blev nummer tre med i Japans Grand Prix 1990 og Satoru Nakajimas Lotus-Honda fra 1991.
Bryllupsrejse til Suzuka
Det er et stort hit blandt unge japanere at blive gift i Suzuka - og derefter køre en æresrunde på banen. Både fredag, lørdag og søndag i grandprix-weekenden fik nygifte par - i fuldt brudeudstyr - en omgang på Suzuka i en Honda NSX
Dagens ret: Ris og fisk
Efter de femstjernede motorhome-frokoster i Europa og det udmærkede media-cafeteria i Singapore, var forplejningen på et lidt andet niveau i Suzuka: Lokale ‘lunch-boxes’ med masser af ris og underlige fisk var dagens ret - hver dag. Af samme grund var der lang, lang kø til Ferraris frokost-pasta.
Schumi overraskede Mercedes
Michael Schumacher tog sin beslutning om at stoppe i formel 1 tirsdag inden Japans Grand Prix og annoncerede den torsdag på en Mercedes-pressekonference i Suzuka. Men Schumis arbejdsgiver var ikke klar over at tyskeren ville droppe bomben om at han stoppede: “Jeg fik det først at vide fem minutter inden pressekonferencen startede”, fortalte Mercedes motorsportchef Norbert Haug efterfølgende.
Sauber: "Vi har ikke snakket med Schumi"
I dagene mellem Mercedes hyrede Lewis Hamilton og Michael Schumacher annoncerede at han stoppede i formel 1, fløj rygterne lavt i formel 1. Schumi blev sat i forbindelse med både Ferrari, Williams og Sauber. Men der var kun tale om ønsketænkning: “Vi har i hvert fald aldrig forhandlet med Michael,” slog Sauber-teamchef Monisha Kaltenborn (billedet) fast.
Bliver Schumi Pirelli-tester?
Der gik ikke mange minutter fra Michael Schumacher havde annonceret sit farvel til formel 1 til spekulationerne om hans fremtid startede. De hotteste bud på hvad Schumi skal lave i 2013: DTM for Mercedes (“det er en dårlig ide,” siger allestedsnærværende Jackie Stewart), en ny karriere som kunstflyver (han overvejer seriøst at tage licens!), faldskærmsudspring (ER allerede i gang) eller et bijob som test- og udviklingskører for Pirellis formel 1-dæk. “Men vi har ikke råd til at betale ham 200 millioner kr om året,” slår Pirellis formel 1-boss Paul Hambery fast.
Musik-sensation i Mokpo
Glem alt om Lennie Krawitz i Melbourne, Maroon 5 (billedet) og Katy Perry i Singapore og Eminem i Abu Dhabi - årets helt store musikalske formel 1-oplevelse kommer allerede næste uge i Korea: Her optræder den lokale sensation Psy med sin Gangnam Style. 300 millioner Youtube-brugere kan ikke tage fejl:
http://www.youtube.com/watch?v=9bZkp7q19f0
Sidste nyt fra F1 i Korea
18-10-2012
KOREAS GRAND PRIX
Koreas Grand Prix understregede det nye ‘verdensorden’ i formel 1: Red Bull har taget et afgørende skridt i forhold til konkurrenterne, og Vettel har udnyttet det effektivt til at vinde tre løb i træk.
Med sejren på Yeongam-bane overtog Vettel den VM-føring, der eller har stået “Fernandp Alonso” på siden maj. Betyder det at VM 2012 er afgjort? At Vettel i sin overlegne Red Bull kan cruise til endnu en VM-titel?
Nej! Der er ingen tvivl om at Seb Vet nu er favorit, men Alonso og Ferrari (med en Felipe Massa der endelig synes at have fundet pedalen til højre) var overraskende tæt på tyrene i Korea. Alonso selv var da også optimistisk selvom han ikke længere fører VM: “Vi har ikke haft betydelige updates i lang tid, men nu kommer der ‘noget’ - allerede i Indien,” lovede Alonso, der virker tændt på en klassisk shoot-out om VM titlen 2012 med Vettel.
Så glem de andre - Raikkonen. Hamilton, Webber og co er ud af billedet - nu er VM en kamp mand-mod-mand, Red Bull-mod Ferrari.
Næste afdeling i Indien om 14 dage - og ugen efter ses vi så i Abu Dhabi. Til VM-duel i ørken-heden!
---------------
De skæve nyheder fra Yeongam
Formel 1-journalist Peter Nygaard med nyhederne du kun ser hos Grand Prix Tours
Kimi: Win or bust
Kimi Raikkonen er som bekendt hverken den store taler eller vild med stilige gallafester (han er mere til noget med oppustelige blå delfiner, gorillakostumer og tatoos...). Derfor kører han nu udelukkende efter VM: “Hvis jeg ikke vinder titlen er jeg ligeglad med hvor jeg slutter i VM,” sagde han halvalvorligt i Korea. “Jeg vil i hvert fald helst ikke slutte på anden- eller trediepladsen, for så skal jeg med til FIA´s præmiefest.” I år afholdes præmiefesten, hvor påklædningen er smoking og de præmierede helst skal holde en takketale, i Istanbul
Keke på finsk.
Kimi er ikke den første finne der ikke er vild med FIA-festerne. Tilbage i 1982 foregik alt hos FIA (med hovedkvarter i Paris) stadig på fransk, og det irriterede årets verdensmester, Finlands Keke Rosberg. Så meget at han holdt en rigtig lang takketale. På finsk...
"That´s my taxi!"
Support-programmet til Koreas Grand Prix var...skal vi sige: Beskedent. Det bestod af et løb for lokale standardvogne af meget blandet kvalitet (de hurtigste rundede Yeongam-bane på 2.19 minutter - de langsomste kom aldrig under tre minutter). Kører-kvaliteten var også svingende, og det mest bemærkelsesværdige synes at være det faktum, at halvdelen af feltet kom fra den åbenbart store og meget racerinteresserede Kim-familie. Løbet blev transmitteret til monitorerne i mediecenteret, men blev kun fulgt med sporadisk interesse. Indtil en af de engelske jurnalister højt råbte: “That´s my taxi”
Levis og twitter
Lewis Hamilton er ikke gode venner med Twitter. I Belgien forsøgte han at forklare sin dårlige kvalifikation i forhold til McLaren-Mercedes makker Jenson Button ved at offentliggøre teamets ellers topsecret telemetri-grafer. Dét imponerede ikke McLaren-ledelsen, men i Japan dummede Jenson sig igen: Denne gang kritiserede han i skarpe vendinger Jenson for at have slettet sig fra sin Twitter-liste. “Det var en fejl,” sagde Lewis i Korea. “Det skete i et øjebliks ophidselse og jeg mente ikke hvad jeg skrev.” Det viste sig senere at Jenson ikke havde slette Lewis - den mere modne McLaren-kører har simpelt hen aldrig været en af den kommende Mercedes-kører ’followers’.
Dagens ret: Levende blæksprutte
På den kulinariske front er det værd at bemærke at Mokpo er berømt for Nakji Bibimbap - blandede ris med grøntsager, blæksprutte, oksekød og chili. En af de mere specielle retter i Mokpo og omegn er ifølge medie-kittet LEVENDE blæksprutte. Mums. Eller bøvs?.
Det danske køkken invaderer Korea
Med baggrund i det eksotiske lokale køkken vakte det stor glæde at finde spydspidsen i finere danske madkunst repræsenteret på tilskuerpladserne på Korean International Circuit: Yeps - Stef Houlberg havde en stand med danske hotdogs. Forskellen på danske og koreanske hotdogs skulle blandt andet være grundingredienserne: De koreanske er mere ‘ægte’...
F1-parkering a la Korea: Carport med kraftværk
Der er i det forløbne år bygget enorme solcelle-parker på P-pladserne omkring banen. Ret gennemtænkt: Solcelle-panelerne er placeret så højt, at de parkerede biler holder i skygge under dem. En slags carport med indbygget kraftværk!.
Endelig blev der brug for Kleenexérne
Som sædvanlig blev formel 1-pressen indkvarteret i Mokpos mange Love Motels. Blandt ‘udstyret’ - der tales om automater med plydshåndjern, magnumflasker med glidecreme og den slags - var der også noget nyttigt: Den aggresive aircondition i pressecenteret i Suzuka betød at vi var mange, der fik rigtig meget glæde af de mange kasser kleenex.
Hotel
En af de Love Motels der blev brugt til F1-pressen hed Hotel Venice. Dét navn kendte chaufføren på shuttle-bussen til banen ikke, for i Mokpo er engelsk en svær sprog og V udtales åbenbart som P. Eller måske brugte han bare det lokale øgenavn til etablissementet? Når man spurgte chaufføren om han kørte til Hotel Venice fik man i hvert fald et svar, der bragte mange smil frem. I kan selv tænke jeg til hvordan Hotel Venice lyder når man udtaler V som P.
Red Bull-kørere om Lance Armstrong
Lance Armstrong og de seneste dopingafsløringer om den syvdobbelte Tour de France-vinder var det store samtaleemne i depotet i Yeongam. “Det er en stor skuffelse, for Armstrong har været et forbillede for mange mennesker både i og udenfor cykelsporten,” sagde verdensmester Vettel. Hans Red Bull-teamkammerat Mark Webber, der tidligere har udtrykt stor beundring for Armstrong, sagde: “I årene efter årtusindeskiftet var jeg en stor fan af cykelsporten, men min fascination er gradvist aftaget de seneste år. Men det er godt at alt endelig kommer frem: Det er et signal til alle sportsudøvere om at man ved snyd altid bliver afsløret til sidst.”.
Formel 1 med gangnam style
Efter de fyldte tribuner i Suzuka sidste weekend var det er helt andet billede der mødte formel 1-folket i Yeongam: Fredag blev det samlede tilskuerantal anslået til...450. Billetsalget til Koreas Grand Prix, der i år afvikles for tredie gang, går traditionelt dårligt. Men i år ventes der flere tilskuere end tidligere til løbet. Grund: Psy, den koreanske popsensation med superhittet “Gangnam Style” (300 millioner hit på YouTube!) er udnævnt til ambassadør for Korean International Circuit og gav søndag klokken 18.00 koncert på banen.
For små pit-garager i staterne
Alting er større og bedre i USA - not! Størrelsen af pit-garagerne på den nye bane i Austin er angiveligt inspireret af Circuit Gilles Villeneuve i Montreal, der er de mindste på hele formel 1-touren. Allerede nu planlægger flere teams at ‘udbygge’ pit-garagerne i Texas med ekstra telte.
Mallya i fængsel
Dårligt nyt for Force India-boss Vijay Mallya: Bystyret i Hyderabad har udstedt en arrestordre mod den indiske millionær. Baggrunden er forfaldne lufthavnsgebyrer fra Mallyas Kingfisher Airline. De blev oprindeligt betalt med en check, der ikke var dækning for. Det drejer sig angiveligt om cirka 10 millioner kroner - et relativt beskedent beløb i formel 1-sammenhæng, men også her gælder den gamle sandhed om at ‘lille tue kan vælte stort læs’. Arrestordren kommer på det værst tænkelige tidspunkt for Mallya: 14 dage før hans hjemme-grabndprix i Delhi.
Side 29 af 42