Flere nyheder

  • Seks til Lewis!

    03-11-2019

    Seks til Lewis!

    F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Austin, Texas.

    Uanset hvad man synes om hans frisure, diamantøreringe, rocker-halskæder og skabede hunde: Lewis Hamilton er en fantastisk racerkører! Søndag sikrede han sig sit sjette verdensmestermesterskab og de Michael Schumacher-rekorder, der bare for få år siden så ud til at skulle holde til evig tid, er nu under voldsomt pres. Som Hamilton kører i øjeblikket, er der lagt op til en syvende og måske også en ottende titel. VM-titlen 2019 kom i hus i en svær weekend for Hamilton, men som næsten altid fik han det optimale ud af løbet. De mange bump på den ujævne Circuit of the Americas så under kvalifikationen ud til at påvirke ham mere end de andre topkørere, og han kvalificerede sig blot på femtepladsen. Han var oppe på tredjepladsen allerede på første omgang, og med en risikabel et-stop strategi kom han helt op og føre løbet. Mod slutningen var hans dæk så nedslidte, at Mercedes-makker Valtteri Bottas kunne overhale og sikre sig sejren, men andenpladsen var rigelig til at blive verdensmester for sjette gang (og sjette gang i træk).

    Max Verstappen blev nummer tre for Red Bull, mens Ferrari havde en dårlig weekend, hvor Sebastian Vettel udgik og Charles Leclerc blot blev nummer fire. Kevin Magnussen? Den sædvanlige historie. For øjnene af Grand Prix Tours-gæster leverede han sin efterhånden traditionelle kanonstart, og kom op i top-10. Så kom dækproblemerne og nedturen begyndte. Samtidig havde han ballade med bremserne, og med få omgange tilbage eksploderede den ene skive, og sendte ham ud af løbet.

    Next stop Sao Paulo – som er et af de få stop på F1-touren, hvor vi ikke har RaceNight. I stedet varmer vi op til sæsonfinalen i Abu Dhabi, hvor Magnussen & Søn er på programmet. Yeps – Kevin og Jan Magnussen dukker op til årets sidste RaceNight.
    Jeg glæder mig allerede!

    DE SKÆVE NYHEDER FRA AUSTIN

     

    K-MAG I NASCAR

    Torsdag dukkede den amerikanske racerlegende Tony Stewart op på Circuit of the Americas med en af de Ford Mustangs, han indsætter i NAASCAR-serien sammen med Gene Haas. Både Kevin Magnussen og Romain Grosjean gik mulighed for at prøve bilen, og nød det åbenlyst. 

         
     

    BESTSELLER OG RON DENNIS I NYT SAMARBEJDE

    Bestseller-ejer og trofast Kevin Magnussen-støtte Anders Holch Povlsen har indledt et nyt samarbejde med den tidligere McLaren-boss Ron Dennis. De to forretningsmænd har tilsammen investeret over 30 millioner kroner i det engelske tøjmærke Varley. Det handler ifølge Varley´s egen hjemmeside om ”mode- og wellnesstøj til den moderne kvinde”.

         
     

    KIMI KOLLEKTIONEN

    Kimi Raikkonen er også gået ind i modebranchen. Sammen med legendariske West Coast Choppers har han skabt af kollektion af jakker, t-shirts og kasketter, der blev præsenteret i dagene op til
    USA´s Grand Prix.

         

     

    SENSATION: KIMI SMILER

    Præsentationen af ’Kimi by West Coast Choppers’ fandt sted i chopper-fabrikantens hovedkvarter – en veludstyret lade midt på prærien udenfor Austin. Omgivelserne – inklusiv BBQ, biker-chicks og det lokale bryg - passede åbenlyst Kimi Raikkonen godt: Her er noget så sjældent som et billede af en smilende finne!

         
     

    KONCERTER I SUPERLIGAEN

    Circuit of the Americas fastholdt med Imagine Dragons (fredag), Pink (lørdag) og Kool & the Gang (søndag) deres position i grandprix-arrangørerne koncert-superliga. Hvis man ikke var til Imagine Dragons på banen, kunne man fredag aften opleve danske Lukas Graham i The Moody Theater i Austin Downtown.

         
     

    LUKAS GRAHAM BESØGER MAGNUSSEN

    Lukas Graham er i øjeblikket i gang med en stor USA-turne. Inden koncerten i Austin tilbragte de formiddagen i Haas-pitten som Kevin Magnussens gæster. Fra Austin tog Lukas Graham direkte videre til koncerter i Houston og Dallas.

         
     

    F1 FESTIVAL I L.A.

    I ugen mellem Mexicos og USA´s Grand Prix tog Max Verstappen, Daniel Ricciardo og Valtteri Bottas til Los Angeles, hvor de i en stor anlagt F1-festival kørte ned af Hollywood Boulevard i Formel 1-biler.

         

     

    DER ER PENGE I CHOKOLADE

    Den svenske chokolade-producent Huski storsatser på racing. De har hele sæsonen været sponsor for McLaren-teamet, og i Austin annoncerede de også en ny aftale med Alfa Romeo. Samtidig har de hjulpet den tidligere Formel 1 kører Marcus Ericsson ind i et af de førende IndyCar-teams, Ganassi for 2020-sæsonen.

         

     

    NYT REGLEMENT PRÆSENTERET

    Torsdag blev det nye Formel 1 reglement for 2021 præsenteret i mediecenteret i Austin. Formel 1´s tekniske chef Ross Brawn forklarede sammen med FIA´s Nicolas Tomazi og Chase Carey om Formel 1´s fremtid, der både byder på tættere racing og et loft over budgetterne. Godt nyt for Kevin Magnussen og Haas!

         

     

    MADS LANGER BESØGER MAGNUSSEN

    Lukas Graham var ikke den eneste danske pop-stjerne i Austin: Mads Langer var søndag gæst hos Kevin Magnussen og Haas-teamet. Langer (”You´re Not Alone”) sang og spillede ved K-Mags bryllup i august.

         

     

    JUBILÆUM: 600 GRANDS PRIX

    Redaktøren af de skæve nyheder og Grand Prix Tours´ faste Race Night-vært Peter Nygaard fejrede fredag et specielt jubilæum sammen med vores gæster: Weekendens løb på Circuit of the Americas var hans Grand Prix nummer 600! Dét måtte Luna Christofi naturligvis også høre nærmere om… 

         
  • Lewis tæt på VM

    28-10-2019

    Lewis tæt på vm

    F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Mexico City.

    Mercedes har ikke længere den hurtigste bil i Formel 1. 
    Beviset: Det tyske team har ikke haft en eneste pole position efter sommerferien - Ferrari har taget fem og Red Bull en.

    Men Mercedes har stadig overtaget i løbene. Ikke fordi de er hurtigere end konkurrenterne. Men fordi de laver færre fejl.

    I Mexico var det Max Verstappen der tog pole for Red Bull, men han blev efterfølgende rykket tre pladser tilbage, da han ignorerede det gule advarselsflag på sin hurtigste omgang.

    Dermed blev første startrække en hel-rød Ferrari-affære med Charles Leclerc og Sebastian Vettel. Monegaskeren tog starten, hvor Verstappen endnu en gang dummede sig. 

    Det lignede længe en Ferrari 1-2 sejr, men da Ferrari-mekanikerne fejlede under Leclercs stop og Mercedes-ledelsen udtænkte en smart et-stop strategi til Lewis Hamilton, rykkede englænderen i front, og sikrede sig en fortjent sejr. Han er nu 74 point foran teamkammerat Valtteri Bottas, og han kan sikre sig sin sjette VM-titel i den kommende weekend for øjnene af Grand Prix Tours´ gæster i Austin.

    Kevin Magnussen og Haas-teamet havde som ventet en svær weekend i Mexico. Kombinationen af den tynde luft og Haas-racerens dårlige aerodynamik sendte teamet ned i kamp med Williams om sidstepladsen. Mens Grosjean på 17.-pladsen sluttede mellem de to Williams-kørere, leverede Magnussen faktisk et godt løb på 15.-pladsen. Han holdt Williams-kørerne bag sig og han sluttede 50 sekunder foran sin teamkammerat.

    Ved at ud-kvalificerede Grosjean lørdag sikrede han sig også allerede nu den samlede sejr i Haas´ interne kvalifikations-duel, så selvom slutresultatet var skuffende, var Magnussens weekend absolut godkendt.

    Og alt tyder på at Circuit of the Americas i Austin passer bedre til Haas-bilerne, så vi kan se frem til en bedre weekend i Texas – hvor der jo både har Haas Fan Fest og Grand Prix Tours Race Night.

    Vi ses!

    DE SKÆVE NYHEDER FRA MEXICO CITY

     

    TIESTO PÅ PODIET

    Der er ingen deciderede grandprix-koncerter, men Mexicos Grand Prix slutter alligevel altid med en fest: Lige efter sejrsceremonien omdannes podiet til en kæmpe DJ-pult, og i år var det Tiesto, der spiller op til asfaltbal for de mange tusinde tilskuere i autodromens stadion-sektion.

         
     

    CHECO KØRER UBER

    Uber er stor (og effektiv) i Mexico City – faktisk bedre end millionbyens ofte suspekte taxa-service. Og Uber har nu fået en prominent ambassadør: Sergio ’Checo’ Perez er Mexicos hurtigste Uber-chauffør..

         
     

    GÆSTER TIL MAGNUSSEN

    Skuespiller Dar Salim, der i øjeblikket kan ses i DR´s søndags-serie ’Fred til Lands’, og sanger Malte Ebert (tidligere kendt som ’Gulddreng’) var taget til Mexico for at heppe på Kevin Magnussen.

         

     

    KAGE TIL MAGNUSSEN

    Kevin Magnussen stillede i Mexico op i sit grandprix nummer 100. Det blev fejret med en lækker kage – som den nyudklækkede veganer storsindet overlod til den dessertkyndige redaktør af Grand Prix Tours skæve nyheder. Mums!

         
     

    MEXICO CITY ER ENORM

    Med tæt på 22 millioner indbyggere er Mexico City den største by i den vestlige verden. Autodromo Hermanos Rodriguez (opkaldt efter Mexicos bedste racerkørere, brødrene Pedro og Ricardo, der begge omkom i racer-ulykker) ligger midt i byen, og bidrager kun til det generelle, charmerende kaos. Og inden I begynder at google: Verdens største by er Tokyo med næsten 38 millioner indbyggere.

         
     

    SENNA FESTIVAL I SAO PAULO

    I næste uge afvikler Formel 1-organisationen en stor Ayrton Senna Festival i Sao Paulo. Her lægger man op til det kommende grandprix på Interlagos-banen. Senna, der omkom efter en ulykke på Imola for 25 år siden, er begravet på Morumbi-kirkegården i Sao Paulo..

         
     

    ALONSO OG HAMILTON I ORDKRIG

    Fernando Alonso er ikke imponeret over Lewis Hamiltons miljø-kampagne på de sociale medier. Mercedes-køreren skrev for eksempel efter Japans Grand Prix, at ”jeg er tæt på at give op, for folk interesserer sig bare ikke for miljøet”. Alonso´s kommentar: ”Vi kender alle sammen Lewis´ livsstil – og ved at en F1-kører flyver 200 gange om året.” Spanierens kommentarer kom ved præsentationen af en ny kollektion fra hans tøjmærke Kimoa, hvorfra alt overskud går til kampen mod hav-forurening.

         

     

    JUAN MANUEL CORREA PÅ BENENE

    Juan Manuel Correa, der blev alvorligt kvæstet i den Formel 2-ulykke der kostede Anthoine Hubert livet på Spa-Francorchamps, er på bedringsvejen. ”Det går langsomt fremad - jeg har stået op et kort øjeblik,” skriver han i et Instrgram-opslag.

         

     

    VINFAST GRAND PRIX I VIETNAM

    Man har allerede en titelsponsor klar til Vietnams første Formel 1 Grand Prix, der afvikles i Hanoi 5. April næste år: Den lokale bilproducent Vinfast betaler for festen – der vindes af en bil med Ferrari-, Mercedes-, Renault- eller Honda-motor.

         

     

    SKAL DU MED TIL HANOI?

    Grand Prix Tours har allerede været i Hanoi for at checker byen og den nye bane. Rejser til Vietnams første Formel 1-løb er netop sat til salg på www.gptours.dk.

         
  • Mercedes har vundet VM

    13-10-2019

    MERCEDES HAR VUNDET VM

    Formel 1

    VM 2019 bølger frem og tilbage: Mercedes og Ferrari skiftes til at vinde, og en gang i mellem kommer Red Bull også til fadet. Men set hen over hele sæsonen har Mercedes været stærkest, og det var derfor fuldt fortjent, at det tyske team sikrede sig konstruktør-VM (for sjette gang i træk!) i Suzuka. Her var det for en gangs skyld Valtteri Bottas, der var hurtigste Mercedes-kører. Ferrari snuppede som der efterhånden er tradition for første startrække, men med en kanonstart tog Bottas føringen ind i første sving. Han holdt sig i front resten af eftermiddagen, og med finnens sejr og en ikke specielt imponerende tredjeplads til Lewis Hamilton, var VM-titlen 2019 i hus. Sebastian Vettel, der startede fra pole position, kom dårligt afsted, og tabte reelt løbet på de første meter. Den anden Ferrari med Charles Leclerc mistede alle chancer med et dumt sammenstød med Max Verstappen allerede på første omgang. 

    Nu venter Mexico – og lige efter USA, hvor der både er Race Night og Haas Fan Fest. Howdy, partners – vi ses i Texas!

    DE SKÆVE NYHEDER FRA SUZUKA

     

    VERSTAPPEN I VETERAN-HONDA

    Honda´s motorsportsafdeling har i år 60-års jubilæum, og det markerede man i ugen op til Japans Grand Prix. Her blev Max Verstappen sluppet løs i fabrikkens første Formel 1 vinder fra 1965. ”Det var sjovt at køre F1 med koblingspedal og gearskift – og uden sikkerhedsseler”, fortalte Max.

         
     

    FORMEL 1 PÅ STEJLKURVE

    Honda luftede også en moderne Red Bull-racer på deres eget testanlæg i Tochigi, der blandt andet inkluderer et par stejlkurver. Her fyrede Max Verstappen Red Bull´s RB7-model fra 2011 af.

         
     

    DE VILDESTE FANS

    Suzuka byder år efter år på VM-seriens vildeste fans. 2019 var ingen undtagelse – se bare denne flok af bindegale japanske Formel 1 fans. Man kan ikke andet end have respekt for dem. Og knuselske dem!

         

     

    HAGIBIS VAR NÅDIG

    Tyfonen Hagibis havde direkte kurs mod Suzuka, og F1-organisationen aflyste derfor alt aktivitet på banen lørdag. Men Hagibis var nådig mod Formel 1, og tog i sidste øjeblik en nordligere retning end først antaget. Alligevel fik F1-folket en hel dag på små, kedelige hotelværelser. Og supermarkederne var tomme efter en omfattende tyfon-hamstring!

         
     

    STILLE PARTY-ZONE I SUZUKA

    Måske var det Hagibis? Eller jetlag? I hvert fald var der ikke meget fest og farver over Japans Grand Prix. Stemningen var langt fra de gode gamle dage, hvor Suzuka-weekenden altid inkluderede mindst et besøg i den legendariske karaoke-bar Log Cabin (hvor både David Coulthard og Jacques Villeneuve er blevet kronraget – seriously!). Til gengæld har Glas & Gæster redaktionen allerede modtaget den første party-invite til det kommende grandprix i Mexico!

         
     

    YAMAMOTO AFLØSTE GASLY I FP1

    Naoki Yamamoto, der har vundet det japanske Super Formula-mesterskab to gange, kørte Pierre Gasly´s Toro Rosso i fredagens FP1-træning. Yamamoto, der støttes af Toro Rossos motor-partner Honda, er også med i det japanske GT-mesterskab, hvor han har Jenson Button som codriver. Den 31-årige japaner anses ikke for at kandidere til en fast plads hos Toro Rosso i 2020, men var alligevel vildt populær hos de lokale medier.

         
     

    PIRELLI KLAR MED LAV-PROFIL

    I ugen op til Japans Grand Prix havde Pirelli travlt med at teste deres 2020-dæk på Circuit da Barcelona-Catalunya. Mercedes (Esteban Ocon), Ferrari (Sebastian Vettel) og Red Bull (Alexander Albon) deltog i testen af de nye dæk, som Haas-boss Guenther Steiner og mange andre håber vil være mere forudsigelige end 2019-dækkene. Samtidig fortsatte Pirelli testarbejdet med de nye 18-tommers lav-profil dæk, der indføres i 2021.

         

     

    RACE-NIGHT – DOUBLE WHOPPER I ABU DHABI

    Vi ser allerede nu frem til sæsonfinalen i Abu Dhabi. Her har vi vores traditionelle Race-night fredag aften, hvor Jan Magnussen er gæstestjerne. Hvorfor fredag? Fordi vi lørdag har et eksklusivt special-arrangement med ”Magnussen & Søn”. Yeps – Kevin og Jan Magnussen møder op hos Grand Prix Tours i Yas Marina. Mere info på www.gptours.dk 

         

     

    2020-SALGET ER I GANG

    Og når vi nu er i promo-afdelingen: Salget af rejser til Formel 1 sæsonen 2020 er allerede i gang. Vil du med? Til det nye løb i Vietnam? Til Verstappen-festen i Holland? Eller et af de 20 andre løb? Se mere på www.gptours.dk

         

     

    KOM TIL FORMEL 1 FOREDRAG I KØBENHAVN

    I den kommende weekend er det tid til rejsemessen for kvalitetsrejser i Øksnehallen i København. Grand Prix Tours er med – og lørdag klokken 15.40 holder redaktøren af de skæve nyheder aka Peter Nygaard foredrag om Formel 1. Han kommer direkte fra Japan, og fortæller om hvad man kan forvente af 2020-sæsonen – og hvilke løb han vil foreslå, du besøger næste år. Mere info på www.vagabond.info/messer 

  • Point til K-Mag!

    29-09-2019

    Point til K-Mag!

    F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Sochi

    Mercedes havde ikke nødvendigvis den hurtigste bil i Ruslands Grand Prix, men alligevel kom det tyske team fra Sochi med en flot dobbeltsejr til Lewis Hamilton og Valtteri Bottas. Sejren blev reddet i hus med solid teamkørsel og uden de interne kontroverser, der ødelagde eftermiddagen for Ferrari. Her havde man inden starten indgået en aftale om hvordan man skulle tackle første sving, men den ’glemte’ Sebastian Vettel, da han først var kommet i front. Det var meningen, han skulle give føringen tilbage til Leclerc, men tyskeren kørte bare af sted – indtil en form for højere retfærdighed fik hans motor til at brænde sammen. 

    Et par safetycar-perioder var med til at spille løbet i hænderne på Mercedes, og Leclerc måtte skuffet nøjes med tredjepladsen. Han sagde efter løbet, at han stadig stoler på Vettel, og der er også dem der påstår, at grise kan flyve. Kevin Magnussen kørte et fantastisk løb i Sochi. En super-start, der sendte ham fra 14.-pladsen op i top-10 allerede efter første sving, blev efterfulgt af en solid eftermiddag, hvor han hele tiden var i top-10. Dér hører Haas VF19 egentlig slet ikke hjemme, og mod slutningen blev presset på danskeren så massivt, at han i en duel med Sergio Perez kortvarigt var af banen. Dommerne slog hårdt ned på den lille afkørsel, der i alle tilfælde havde kostet danskeren tid, og idømte ham fem sekunders tidstraf. Så trådte K-Mag for alvor i karakter. Med en serie super-omgange – han kaldte dem selv ’seks kvalifikations-omgange i træk’ – kørte han sig tilbage til niendepladsen, og dermed sine og Haas´ første VM-point i tre måneder.

    Det var andet løb i træk Magnussen og Haas kunne kæmpe med i top-10, så måske er der stadig håb for den småhysteriske Haas VF19?

    Det snakker vi mere om ved vores Texas Race Night op til USA´s Grand Prix i Austin!

    DE SKÆVE NYHEDER FRA OLYMPIC PARK

     

    NY SCHUMACHER

    David Schumacher, søn af Ralf, debuterede i weekenden i det internationale Formel 3-mesterskab. Den 17-årige tysker stillede op for den tidligere Formel 1-kører Adrian Campos´ team, hvor han afløste Alex Peroni (manden der mirakuløst slap omtrent uskadt fra en kæmpe-crash i Monza). Unge Schumacher har indtil nu tilbragt 2019 i Formula Regional EM-serien, der domineres af danske Peter Vesti.

         
     

    HVAD SKAL MICK SCHUMACHER?

    David Schumachers fætter Mick (søn af Michael) er ved at afslutte sin første Formel 2-sæson. Hans manager Sabine Kehm var på plads i Sochi-paddocken, men endnu er 2020-planerne ikke på plads. Mick Schumacher, der allerede har testet Formel 1 for Ferrari (billedet), ventes at fortsætte i Formel 2.

         
     

    KIMI OVERHALER SHUMI

    I Rusland kørte Kimi Raikkonen sit grandprix nummer 308 – et mere end Michael Schumacher. Senere i år overhaler den snart 40-årige finne også Fernando Alonso, der med 312 grandprix´er er Formel 1-historiens ’næst-flittigste’ kører. Rubans Barrichello har rekorden med 323 grandprix´er – ham nakker Kimi næste år!

         

     

    LUNDGAARD PÅ VEJ MOD F1

    Christian Lundgaard, der for nylig fik sin første Formel 1-test for Renault-teamet på Hungaroring, afsluttede i Sochi sin sæson i det internationale Formel 3-mesterskab. Næste år rykker han sandsynlighed op i Formel 2 – og karriere-planen sigter mod en Formel 1-debut i 2021.

         
     

    AFTENLØB!

    Der har i årevis været rygter om at Ruslands Grand Prix skulle afvikles som aften- eller natteløb. Foreløbig holder arrangørerne fast i dagslyset, men lørdag afviklede man alligevel et natteløb på Sochi Autodrom: ”Run the Track” for løbere startede klokken 21.00.

         
     

    HULKEN ER EN NINJA!

    Er Nico Hülkenberg på vej mod et overraskende karriere-skift? Med få muligheder i Formel 1 skal ’Hulken’ se sig om efter en ny arbejdsplads, og for nylig dukkede han op i underholdningsprogrammet ’Ninja Warrior’ på tysk fjernsyn. Han udgik i den indledende runde, og kommenterede efterfølgende sin indsats med et kort ’Scheise’.

         
     

    FRA SOCHI TIL Skt PETERSBorG?

    Rygter i Sochi-paddocken antydede at det russiske grandprix holder flyttedag efter næste års løb. Både myndighederne og den lokale promotor skal være interesseret i at flytte løbet til Ruslands næststørste by, Skt Petersborg.

         

     

    MUMITROLDENE SPILLEDE OP TIL ASFALTBAL

    Efter en Singapore-weekend med A-list navne som Red Hot Chili Peppers, Fat Boy Slim og Gwen Stefani, var det i Sochi mumitroldene, der spillede op til asfaltbal. Yeps – bandet Mumiy Troll fra Vladivostok var hovednavnet ved grandprix-koncerterne i Rusland. Hvis du ikke har hørt den endnu, hedder deres nye single ”Summer Without the Internet”.

         

     

    CRAIG DAVID MED LEWIS OG VALTTERI

    Radisson Blu Resort tæt på banen havde (også!) et stort navn til deres ’Mercedes Benz Star Night’ lørdag aften: Craig David optrådte, og Lewis Hamilton, Valtteri Bottas og Ruslands første Formel 1-kører Vitaly Petrov var også på scenen.

         

     

    RACE NIGHT PÅ BRIDGE RESORT

    Grand Prix Tours´ første russiske Race Night blev afholdt på vores gæsters hotel, Bridge Resort. En hyggelig aften i flotte omgivelser med masser af Formel 1-snak og seneste nyt fra pitten.

  • Vi er inde i en stime!

    22-09-2019

    Vi er inde i en stime!

    F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Marina Bay

    Vi er inde i en fantastisk stime: Weekend efter weekend får vi fantastiske Formel-1løb – siden Frankrigs Grand Prix tilbage i forsommeren har Formel-1 budt på ultra-spændende løb, uventede vindere og tætte dueller. Singapores Grand Prix var ingen undtagelse, og vi blev underholdt med en knivskarp duel mellem Mercedes og Ferrari med Red Bull´s Max Verstappen som en farlig dark-horse. Det endte med et sejr til Sebastian Vettel, der blev hjulpet godt på vej af Ferraris pit-strategi. Charles Leclerc, der havde vundet de to seneste løb for Den Stejlende Hingst, var ikke imponeret. Den unge monegasker kvalificerede sig for tredje løb i træk på pole position, og kontrollerede løbet indtil Vettel fik lov til at under-cutte ham med et tidligt pit-stop.

    Det var godt at se Vettel vinde efter en række svære måneder. Men jeg tror ikke på at tyskerens sejr genindfører den gamle magtbalance i teamet: Charles Leclers er fremtidens mand, og før eller siden – jeg tror mest på ’før’ – må Ferrari-ledelsen tage stilling til, hvem der skal være VM-kandidat/førstekører i 2020. Jeg tror ikke Vettel skal glæde sig alt for meget til den beslutning. Det var Ferraris tredje sejr i træk, men allerede i denne uge skal vi videre til Sochi, der altid har været en Mercedes-bane. Og så følger Suzuka, der er Red Bull-Hondas hjemmebane. Er der nogen, der stadig brokker sig over at Mercedes altid vinder? At Formel-1 er forudsigeligt?

    For Kevin Magnussen blev Singapores Grand Prix en kæmpe skuffelse. Han leverede en fornem kvalifikation, bragte sig med en kanonstart op i top-10, og undgik for en gangs skyld, at dækproblemer sendte ham sydpå gennem feltet. Så var der en plasticpose, der sugede sig fast på frontvingen, og det ødelagte aerodynamikken og dermed dækkene. K-Mag selv mumlede noget om ’sur røv’ inden han forlod Singapore med kurs mod Sochi. Her har vi Grand Prix Tours første ’Russian Race Night’ på programmet. Hvad sker der ud over racer-hygge og insider-viden fra paddocken? Skal vi lære kosak-dans? Er menuen rødbedesuppe? Kommer Putin?

    Jeg er i hvert fald spændt…

    DE SKÆVE NYHEDER FRA MARINA BAY

     

    superligaen indenfor grandprix-koncerter

    Singapore udgør sammen med Abu Dhabi og USA, superligaen indenfor grandprix-koncerter. I år bestod lineup´et af blandt andre Red Hot Chili Peppers, Gwen Stefani, Muse, Texas, Fat Boy Slim og Swedish House Mafia. Navne Roskilde Festivalen ville være stolte af! Swedish House Mafia-gutterne præsenterede i øvrigt Charles Leclerc med hans pole position-trofæ 

         
     

    HER ER AUSTIN´S KONCERT-PROGRAM

    Circuit of the Americas byder ind med Imagine Dragons (fredag) og Pink (lørdag). Der er ingen koncerter på Circuit of the Americas torsdag, men her kan man tage i Austin Downtown og opleve Lukas Graham på Moody Theater. Roskilde-aktuelle Taylor Swift var hovednavnet ved USA´s Grand Prix 2016 

         
     

    U2 TIL ABU D?

    Formel-1og koncert-sæsonen slutter i Abu Dhabi med Travis Scott (fredag) og The Killers (søndag). Yderligere to navne vil blive annonceret indenfor kort tid – og i den lokale presse spekulerer man i at U2 kan være det ene!

         

     

    AMBER LOUNGE MED LEGENDER

    Formel-1´s omrejsende natklub Amber Lounge havde lørdag nat et all-star line-up med tidligere Formel-1-stjerner: Mika Salo, Johnny Herbert, Mika Salo, Damon Hill og David Coulthard mødte op for at underholde gæsterne. Også en kommende F1-kører var med: Esteban Ocon, der næste år kører for Renault.

         
     

    OCON – NU MED FINT TØJ

    Mens sportens ’oldboys’ tydeligvis ikke gik meget op i deres påklædning på Amber Lounge, mødte Ocon op i sit stiveste puds. Franskmanden har også en vis erfaring: Når Amber Lounge i Monaco afholder deres traditionelle modeshow, er Ocon en af dem der føler sig bedst tilpas på catwalk´en.

         
     

    ELLA EYRA OG DJ SIGALA

    Festen på Amber Club gik op i ottende gear, da DJ Sigala og Ella Eyre indtog scenen. 25-årige Eyre, der i virkeligheden hedder Ella McMahon, har blandt arbejdet sammen med Rudimental på nummeret ’Waiting All Night’, der vandt ’Årets Single’ ved Brit Awards 2014.

         
     

    NY PIQUET PÅ VEJ

    1981- og 83-verdensmesteren Nelson Piquet er en…produktiv mand. Syv børn med fire kvinder er det (foreløbig!) blevet til, og en af hans døtre, Kelly, har netop gjort ham til morfar. Faderen til Piquets barnebarn? Såmænd Toro Rosso-kører Daniil Kvyat.

         

     

    INGEN MASKEFORBUD I SINGAPORE

    Skovbrande i Indonesien betød at luftforureningen over Singapore nåede et kritisk niveau i dagene op til grandprixet. Arrangørerne sørgede derfor for at have ’maler-masker’ klar til børn, svagelige tilskuere – og marshals.

         

     

    NYT KONCEPT: RACE LUNCH

    Det usædvanlige program i Singapore betød, at Grand Prix Tours sædvanlige RaceNight koncept måtte ændres. Løsningen blev en hyggelig ’Race Lunch’ på den hyggelige Ristorante Giardino i Downtown lørdag ved frokosttid.