Flere nyheder

  • Nu fører Lewis!

    04-09-2017

    Nu stiger spændingen

    Formel 1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Monza

    Så skiftede føringen i Formel 1-VM 2017. Med sejren på Monza gik Lewis Hamilton i front, men jeg tror ikke, der er sidste gang, føringen er skiftet: Hamilton har lige nydt godt af to baner, der passede perfekt til den ’lange’ Mercedes – om 14 dage kommer vi til gadebanen Marina Bay i Singapore, hvor den kortere Ferrari vil føle sig mere hjemme end i Spa-Francorchamps og Monza. Så konklusionen efter Italiens Grand Prix er klar: Spændingen har fået endnu et nøk i den rigtige retning, og der er lagt op til en gyserafslutning i de kommende uger.

    Kevin Magnussen var med 11.-pladsen i Monza tæt på VM-point – på papiret. Men så længe de fem førende teams fik alle deres biler i mål, var der reelt ingen chancer for danskeren, men ’best-of-the-rest’ var også en fornem præstation – specielt i en weekend, hvor teamkammerat Romain Grosjean ’sjuskede’ ved flere lejligheder.

    Next stop Singapore – hvor vi laver lidt om på det ellers så succesfulde Race Night-koncept: På grund af den ændrede tidsplan til natte-racet i Marina Bay holder vi ’Race Lunch’ lørdag middag – inden vi tager ud og ser den afsluttende træning og kvalifikation.

    Vi ses!

    De skæve nyheder fra monza

     

    FREDEN ER BRUDT UD

    Fire dage efter Esteban Ocon havde anklaget Sergio Perez for livsfarlig kørsel, var det to Force India-makkere igen blevet gode venner. ”Vi starter på en frisk,” sagde Perez med et smil, da han sammen med Ocon var indkaldt til FIA´s officielle pressemøde. Den tror vi så på – indtil de ramler sammen næste gang…

         
     

    GO-KART PÅ LANGSIDEN

    Sidste år spillede en håndfuld F1-kørere og en række tidligere Champions League-stjerner fodbold på langsiden – i år kørte de go-kart. Daniel Ricardo, Max Verstappen, Esteban Ocon, Sergio Perez og David Coulthard stillede op mod de tidligere topspillere Dida, Christian Karembeu, Michael Salgado, Louis Saha og Francesco Toldo på en special-anlagt bane på langsiden. F1-kørerne startede en halv omgang efter fodbold-fyrene – og vandt alligevel overlegent.
         
     

    ZANARDI GENVINDER VM

    Den tidligere Formel 1-kører Alessandro Zanardi, der mistede begge ben i en IndyCar-ulykke i 2001, genvandt i ugen op til Italiens Grand Prix VM i para-cykling. Det skete i Pietermaritzburg (Sydafrika) og VM-titlen var Zanardis niende. Italieren er også para-olympisk mester.
         
     

    McLAREN MORGENMAD MED HØREBØFFER

    Fredag morgen inviterede McLaren på morgenmad i deres såkaldte Brand Centre. Teamets partner Logitech benyttede lejligheden til at præsentere et nyt headset, som F1-journalisterne blev begavet med.
         
     

    RED BULL PARTY

    Det blev et vemodigt farvel til de mange motorhomes ved årets sidste grandprix i Europa. Red Bull markerede, at vi fremover skal hente kaffe andre og mere ydmyge steder, ved et party lørdag aften. 
         
     

    FERRARI FYLDER RUNDT

    Det er i år 70 år siden Enzo Ferrari startede sit firma. Formel 1-teamet markerede på Monza jubilæet med en speciel udsmykning af deres motorhome.
         
     

    SVÆRT SPØRGSMÅL TIL JOLYON

    Hvis der er én F1-kører der har godt af at holde sommerferie – så er det Jolyon Palmer: Sidste år fik han bøllebank af Kevin Magnussen i første halvdel af sæsonen, men efter sommerferien var han pludselig på niveau med danskeren. I år stod han totalt i skyggen af Nico Hülkenberg – men efter sommerferien er han pludselig meget tættere på tyskeren. Men spørgsmålet om hvornår han sidst var hurtigere end tyskeren måtte han alligevel tænke lidt over… 
         
     

    F1 – NU MED PADDOCK-BAR

    Det er nye tider i Formel 1: Efter Bernie Eccelstone har sluppet tøjlerne er der kommet en mere afslappet stemning. Blandt andet har stor-sponsor Heineken nu fået sin egen bar, der i Monza var placeret midt i paddocken..
         
     

    MAGNUSSEN AIRWAYS

    Grand Prix Tours ’privat-jet’ til Bergamo torsdag havde et prominent navn i cockpittet: Jan Magnussen fik en plads ved siden af kaptajn Michael Bovbjerg og first officer Pal Danielsen! ”En fed oplevelse – men jeg blev noget øm i lårbasserne af et sidde på et klapsæde hele vejen,” rapporterede den nykårede ’second officer’.
         
     

    RACE NIGHT MED BIG MAG

    Vores Race Night på Milano Crowne Plaza udviklede sig  nærmest til et Happy Meal – i hvert fald var der Big Mag på menuen: Yeps – Jan Magnussen, tidligere F1-kører, far til en vis Kevin og nu også snart luftkaptajn, stillede op til spørgsmål og spas med vores Grand Prix Tours gæster.
  • Spændingen stiger

    28-08-2017

    Spændingen stiger

    Formel 1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Francorchamps

    Belgiens Grand Prix – afviklet for øjnene af hundredevis af Grand Prix Tours-gæster – øgede kun spændingen i Formel 1-VM 2017. De to titel-kandidater Lewis Hamilton og Sebastian Vettel lå tæt hele eftermiddagen, og med sin sejr er Hamilton nu bare sølle syv point efter Vettel i den samlede stilling.

    Hvorfor svinger VM-kampen så meget – i Ungarn for en måned siden dominerede Ferrari og her i Belgien var Mercedes så i front? Jeg tror det hænger sammen med banerne – og bilerne, naturligvis. Mercedes´ 2017-model har den længste akselafstand i feltet, og det giver fordele på baner med hurtige kurver – som for eksempel Spa-Francorchamps – fordi den længere bil opfører sig ’roligere’. Der en simpelt hen mere stabil. Omvendt har den kortere Ferrari en fordel på baner med langsomme, ’små’ sving – som på Hungaroring eller i Monte Carlo, hvor den lange Mercedes er ’svær at svinge rundt’. Ser vi lidt fremad, tror jeg derfor Mercedes vil vinde i næste uge på Monza, mens Ferrari sandsynligvis vil bryde tilbage i Singapore to uger senere. Men tingene ændrer sig hurtigt i denne spændende Formel 1-sæson, så det eneste der er sikkert er, at det blive spændende!

    Kevin Magnussen var på vej mod et par VM-point i Spa-Francorchams indtil han begik en bremsefejl kort før mål. Det var en ærgerlig afslutning på en god eftermiddag, men jeg vælger at se optimistisk på det: Han og Haas-raceren har farten, og der ligger nye VM-point og venter i Monza allerede i den kommende weekend.

    Vi ses vel til Race Night på lørdag i Milano? Jeg har en gæstestjerne med – en fyr der hævder, han er i tæt familie med en aktiv Formel 1-kører…

    De skæve nyheder fra FRANCORCHAMPS

     

    MINI-SCHUMI I MICHAELS BENETTON

    Mick Schumacher, Michaels 18-årige søn, der i kører Formel 3, fik sin Formel 1-debut under emotionelle omstændigheder: Inden starten i Spa-Francorchamps kørte han en omgang i sin fars Benetton-Ford fra 1994. Michael Schumacher vandt Belgiens Grand Prix seks gange, og omtalte Spa-Francorchamps som sin ”dagligstue”..

         
     

    KEVINS KUGLER – NU MED T-SHIRTS

    Kevin Magnussens ”suck-my-balls” ønske til Nico Hülkenberg efter Ungarns Grand Prix var stadig interessant i Spa-Francorchamps. Mange danske fans mødte op i t-shirts med det fromme ønske. K-Mags egen kommentar: ”Jeg er her for at skabe resultater – ikke for at få venner.”
         
     

    RONNIE FILM – DEN SKAL I SE!

    En ny dokumentarfilm om Skandinaviens mest succesrige Formel 1-kører, svenskeren Ronnie Peterson, havde premiere i sommerpausen mellem Ungarns og Belgiens Grand Prix´er. ’Super Swede’ blev i København vist i en af Palads største og stopfylde sale. Det er ikke tit der bliver klappet i en biograf, men bifaldet efter ’Super Swede’ var fuldt fortjent.
         
     

    OGSÅ FILM OM WILLIAMS

    Endnu en Formel 1-film har haft premiere denne sommer. ’Williams’ handler om Williams-familien med Sir Frank, hans afdøde hustru Virginia og datteren Claire (der i dag er chef for Williams-teamet). Filmen, der er baseret på Virginia Williams´ rørende bog fra 1991 ’A Different Kind of Life’ byder blandt andet på et sjældent billede af Frank Williams i sin aktive Formel 3-karriere – på Ring Djursland!
         
     

    KIMI I FINLAND

    Kimi Raikkonen underskrev i ugen op til Belgiens en ny etårig kontrakt med Ferrari. Det fejrede han med en pressekonference hjemme i Finland – hvor en Ferrari i is indgik som en naturligt element i ’The Iceman Show’
         
     

    UNGE LUNDGAARD PÅ BESØG

    16-årige Christian Lundgaard, der for nylig sikrede sig det international SMP Formel 4 NEZ-mesterskab, var på besøg hos Renault-teamet i Spa-Francorchamps. Den danske teenager, der allerede er med i Renault Sport Academy, skal efter planen rykke op i Formel Renault 2,0 i 2018.
         
     

    FAN FESTIVAL

    De nye ejere af Formel 1´s kommercielle rettigheder, amerikanske Liberty Media, satser på at gøre Formel 1-oplevelsen endnu større for tilskuerne. I Spa-Francorchamps havde man opbygget to ’fan zoner’ med forskellige aktiviteter, interaktive konkurrencer og live musik. Da det var 50. Gang der blev kørt Formel 1 på banen, indgik historiske video-klip også i vidoe-underholdningen.
         
     

    F1 – NU MED ESPORT-MESTERSKAB

    Liberty Media har også oprettet et officielt Esport-mesterskab i Formel 1. Målet er at finde verdens bedste, virtuelle Formel 1-kører i det officielle F1 2017-spil, der blev lanceret i slutningen af august. Efter en lang række indledende heats vil de 20 hurtigste blive inviteret til finalen, der afvikles i forbindelse med årets sidste Formel 1-løb i Abu Dhabi.
         
     

    NYT UR TIL CARLOS OG DANIIL

    Casio, der er sponsor for Toro Rosso, præsenterede i Spa-Francorchamps et nyt, avanceret Formel 1-ur. Ved pressemødet konkurrerede Carlos Sainz Jr og Daniil Kvyat med F1-pressen i en simulator – og præmierne var et eksemplar at det nye ur.
         
     

    ENDNU EN RACE NIGHT-SUCCES

    I Belgien afholdt vi vores hidtil største race Night-arrangement. Der var flere hundrede af vores gæster på plads, da John Nielsen og Peter Nygaard underholdt med inside-historier og anekdoter på Holiday Inn i Hasselt.
  • Sommerferie!

    01-08-2017

    Sommerferie!

    Formel 1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Hungaroring

    VM-pendulet nåede lige at svinge en ekstra gang inden sommerferien. Ungarns Grand Prix på Hungaroring blev en total triumf for Ferrari med Sebastian Vettel som vinder foran Kimi Raikkonen med Mercedes-kørerne Valtteri Bottas og Lewis Hamilton på tredje- og fjerdepladsen.

    Resultatet kom efter en sommer domineret af Mercedes, og understregede bare, at dagsformen er afgørende. Hungaroring minder i layout (og temperatur) om Monte Carlo – og hvem vandt dér tilbage i maj? Rigtig – Vettel foran Raikkonen.

    Der er altså fortsat lagt op til en spændende VM-duel mellem Ferrari og Mercedes, og lige nu behøver man for eksempel ikke tage tænke-hatten alt for langt ned over ørerne for at forudse, at Ferrari også vil være stærke i Singapore. Eller at Mercedes er favorit i Spa-Francorhamps og Monza. Som sagt: Det bliver spændende!

    For Kevin Magnussen og Haas-teamet blev Ungarns Grand Prix et løb til glemmebogen. Danskeren fik sine forberedelser nulstillet, da Haas´ fredags-kører Antonio Giovinazzi smadrede hans bil, og selvom K-Mag kæmpede sig godt tilbage, var hele weekenden en op-af-bakke oplevelse, der kulminerede med en fem sekunders tidsstraf for at tvinge Nico Hülkenberg af banen. 

    Deres efterfølgende disput på alverdens TV-skærme understregede kun det, alle i paddocken følte:

    Formel 1-folket trænger til ferie! 

    De skæve nyheder fra hungarorong

     

    Ny champagne

    Formel 1´s nye champagne-sponsor blev præsenteret i Ungarn. Fremover er det Carbon Champagne der sprøjtes fra alverdens F1-sejrsskamler. Der specielle ved den nye champagne er…flasken: Den er delvist lavet af kulfiber, og det tager en uge at fremstille hver flaske.

         
     

    slå mønt på williams

    I anledning af at Williams-teamet nu har været med i Formel 1 i 40 år, har Rosland Capital udgivet to jubilæumsmønter i henholdsvis sølv og guld. Der er fremstillet i alt 240 sæt. Sølvmønten – der er fremstillet 400 af dem – kan også købes separat
         
     

    Ricciardo: "Max er en amatør"

    Det var tydeligt, at Formel 1-folket trængte til ferie efter Ungarns Grand Prix. Mens for eksempel Force India- og Toro Rosso-teamkammeraterne har været uvenner i månedsvis, fik de sidste ugers hektiske program også mere besindige kørere til at miste overblikket. Daniel Ricciardo kaldte efter et sammenstød med Max Verstappen på første omgang således sin Red Bull-teamkammerat for ’en amatør’.
         
     

    k-mag åbner op for privatlivet

    Og hvad skete der lige med Nico Hülkenberg og Kevin Magnussen? Efter løbet afbrød tyskeren et TV live-interview med danskeren for at fortælle ham, at han var feltets mest usportslige kører. Blev Kevin bare forvirret? Eller havde han solen i øjnene, og troede han talte med Louise? I hvert fald fik vi et sjældent indblik i tonen hjemme i soveværelset på Frederiksberg…
         
     

    første finne i Formel 1 død

    RLeo Kinnunen, der i 1974 blev den første finne i Formel 1, døde i dagene op til Ungarns Grand Prix. Kinnunen debuterede i Sveriges Grand Prix 1974, og kvalificerede sig på 25.-pladsen, tre pladser bag danske Tom Belsø. Kinnunen, der ikke kvalificerede sig til flere Formel 1-løb, havde en stor sportsvogns-karriere, og vandt Interserien tre gange i træk 1971-73. Han blev 73 år.
         
     

    nico - back to school?

    Renaults 1977-model RS01 introducerede turbo-teknologien i Nico Rosberg ser ud til at nyde livet som racer-pensionist, og overvejer nu at begynde at…studere. Han besøgte fornylig Stanford, et af USA´s førende universiteter. ”Det ville være fantastisk ar studere her,” sagde verdensmesteren efter en rundtur på læreanstalten.
         
     

    besøg fra landsholdet

    Kevin Magnussen og hans træner Thomas Jørgensen havde fine gæster i paddocken: De tidligere landsholdsspillere Lars Jacobsen og Thomas Kahlenberg udvidste stor F1-interesse og –knowhow.
         
     

    race night - nu også i budapest

    Grand Prix Tours første Race Night-arrangement i Ungarn, afholdt lørdag på Hotel Boutique i Budapest, blev en stor succes med masser af gode spørgsmål, hyggelige snakke – og kolde øl!
  • Et sølle point...

    17-07-2017

    et sølle point...

    Formel 1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Silverstone.

    Så er det ét point mellem Sebastian Vettel (Ferrari) og Lewis Hamilton (Mercedes) i VM – kan det blive mere spændende? Næppe…

    Den nye, tætte VM-stilling kom i stand efter et dramatisk britisk grandprix i Silverstone, hvor Lewis Hamilton var ganske dominerende, men Ferrari´erne med Vettel og specielt den ellers pensionsmodne Kimi Raikkonen var altid tæt nok på til at kunne profitere af eventuelle Mercedes-problemer. 

    Men det var Ferrari der fik problemer. Et dæk på hver af de to røde racere brød sammen med kort mellemrum, og den ’italienske’ krise, der er under udvikling mellem Pirelli og Ferrari, er noget der diskjuteres vildt omkring mig, mens jeg skriver disse linjer i mediecenteret i Silverstone søndag aften. For mig så det ud til at Ferrari bare satsede for voldsomt, men i alle tilfælde er det fedt, at VM-duellen nu er så tæt. Og glem ikke Valtteri Bottas: Mercedes loyale andenkører scorede endnu en andenplads i Silverstone, og er nu kun 23 point efter Vettel. Med andre ord: Hvis Vettel og Hamilton ramler sammen i Ungarn om 14 dage og Bottas vinder – så er det pludselig finnen der fører VM!

    For Kevin Magnussen blev løbet i Silverstone en lang, småkedelig dag på kontoret. Hans løb blev delvist ødelagt allerede under kvalifikationen, hvor blev ramt af en uheldig kombination af regnvejr og dækslitage, der betød at han kun fik 16. startposition. Herfra kørte han sig frem til en 12.-plads i mål, men det er tydeligt, at Haas-raceren stadig kan gøre sig gældende i det tætte midterfelt.

    Flere danske VM-point i Ungarn? Og hvem fører VM efter løbet på Hungaroring? Den nemmeste måde at finde ud af det, er selv at være til stede. Så går du heller ikke glip af vores Race Night lørdag…

    Vi ses!

    De skæve nyheder fra Silverstone

     

    FORMEL 1 I LONDON

    FOM arrangerede onsdag før det det britiske grandprix en spektakulær show-event i London, hvor alle 10 teams stillede op. Der blev kørt demo-runder og lavet donuts på en afspærret bane omkring Trafalgar Square. Haas-kørerne Kevin Magnussen og Romain Grosjean var på plads, men kom dog ikke i aktion: ”Vi må kun køre med biler, der er mindst to år gamle – og det har vi simpelt hen ikke,” forklarede K-Mag.  
         
     

    LEWIS´  SELVMÅL

    Der var 10 teams og 19 kørere med i London. Den eneste kører der manglede: Såmænd lokale Lewis Hamilton. Han foretrak et par dage på en græsk strand med en fotomodel fremfor at møde de fans, der ellers betyder så uendeligt meget for ham. Da hans navn blev nævnt over højtalerne i London, blev det mødt med buh-råb. ”Hvis jeg var blevet væk fra en lignende event i Holland, var jeg blevet skudt,” sagde en forundret Max Verstappen.
         
     

    BACK TO THE 80s

    Man gør rigtig meget for tilskuerne på Silverstone, der år efter år melder totalt udsolgt. Men på koncert-området halter de engelske grandprix-arrangører efter mange af deres kollegaer: Højdepunktet i år kom fredag med en ’Just Can´t Get Enough of the 80s’ med Modern Romance, Carol Decker (T´Pau) og Aswad..
         
     

    ”GROSJEAN SKAL VÆRE GLAD FOR AT VÆRE I F1”

    Romain Grosjean følte sig alvorligt hæmmet af Lewis Hamilton på en af sine kvalifikationsrunder, og den temperamentsfulde franskmand undlod ikke at nævne det. Dommerne frikendte dog Hamilton, og Mercedes-chefen gav Grosjean (der i parentes er chef for kørernes ’fagforening GPDA) et par ord med på vejen: ”Der er nogen der bare altid skal brokke sig. Grosjean burde kikke på sig selv – han skal være glad for at han overhovedet kører F1.” En ’elegant’ hentydning til at franskmanden tidligt i karrieren fik karantæne for at ’farlig kørsel’. Ouch!
         
     

    RENAULT PARTY-TIME

    Renault debuterede i Formel 1 ved det britiske grandprix i Silverstone 1977. 40-års jubilæet blev behørigt fejret ved et stort cocktailparty i paddocken lørdag aften, hvor teamets 1977-racer var udstillet.
         
     

    RENAULT TEA-TIME

    Renaults 1977-model RS01 introducerede turbo-teknologien i Formel 1. Designet var lidt buttet, og motoren brændte ofte sammen i en sky af røg – derfor fik bilen kælenavnet ’tepotten’. Til at markere jubilæet præsenterede Renault i Silverstone en helt ny…tepotte..
         
     

    PREMIERE FOR WILLIAMS FILM

    Det var ikke kun Renault, der fejrede 40-års jubilæum i Silverstone – også Williams-teamet kan nu se tilbage på 40 års Formel 1-historie. I den forbindelse er der produceret en film om teamets grundlægger, Sir Frank Williams. Filmen, med billeder fra blandt andre danske Grand Prix Photo, havde premiere i London i ugen op til det britiske grandprix.
         
     

    CARS 3 MED K-MAG

    Den kommende Disney-film Cars 3 (med blandt andre Kevin Magnussen som en af de danske stemmer) blev præsenteret i Silverstone, hvor bilens to ’hovedpersoner’ havde fået deres egen pit-garage.
         
     

    F1 EXPERIENCE ULTRA-LIVE

    Der bliver gjort mere og mere for F1-tilskuerne. Seneste tiltag fra ’F1 Experience’ er et program med to-sædede Formel 1-biler, hvor man kan få en tur med en tidligere F1-kører som chauffør. I Silverstone fik blandt andre skuespilleren Woody Harrelson en tur. Interesseret? Jeg tror Grand Prix Tours kan hjælpe.
  • Spændingen stiger - og heldet vender

    10-07-2017

    Spændingen stiger - og heldet vender.

    Formel 1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Spielberg.

    Formel 1-VM 2017 blev endnu mere spændende efter Østrigs Grand Prix. Valtteri Bottas vandt for Mercedes, men var under hårdt pres fra Sebastian Vettel (Ferrari) på de seneste omgange. Og Lewis Hamilton (Mercedes) blev nummer fire efter at være startet fra ottenpladsen på grund af et gearkasse-skift. Jeg fornemmer, at Mercedes i løbet af de sidste uger har skaffet sig et lille forspring i forhold til Ferrari, og derfor blev spændingen kun forøget af resultatet fra Red Bull Ring: Hamilton kom lidt længere efter Vettel i den samlede stilling, og det skal han så indhente i de kommende uger. Og Mercedes´ forspring er spinkelt – og de presser deres teknik mere end nogensinde under det nuværende reglement. Som sagt: Det bliver spændende!

    Stakkels Kevin Magnussen havde en weekend fra H… med tekniske problemer både under kvalifikationen og i løbet. Men de gode nyheder er, at Haas-raceren i Østrig var ’best-of-the-rest’ – kun Mercedes, Ferrari og Red havde hurtigere biler på Red Bull Ring. Inden weekenden havde Haas forventet, at deres bil kun passede dårligt til Red Bull Ring, men det står nu klart, at Haas VF17 opfører sig fornuftigt til alle typer baner. Og når Magnussen held vender tilbage – og det gør det! – er han Haas-teamets hurtigste mand.

    Roll on, Silverstone!

    De skæve nyheder fra SPIELBERG

     

    nyt ur til marcus

    Ur-firmaet Edix, der er sponsor for Sauber-teamet, har præsenteret et nyt, eksklusivt ur. Edox Chronorally Sauber F1 Team Limited Edition (dét hedder det!) er kun lavet i 555 eksemplarer, og kan erhverves for cirka 1600 Euro (cirka 12.000 kroner).  
         
     

    Race night overgik alle forventninger

    Vores Race Night i den hyggelige camp ved siden af banen overgik alle forventninger. Lækker mad, hyggelig stemning og masser af gode spørgsmål til det vi selv kalder ’Danmarks Bedste Ekspertpanel’ med Le Mans-vinder John Nielsen, Red Bull-mekker Ole Schack og Club 500-journalist Peter Nygaard.

     

         
     

    koncerter i Østrig

    Den lokale radiostation Ö3 stod for koncerterne ved Østrigs Grand Prix. Fredag var reserveret lokale navne, men lørdag, hvor koncerterne til dels blev overskygget af Grand Prix Tours legendariske Race Night, var udbuddet mere internationalt. Man kunne dog nå hovednavnet Passenger (’Let Her Go’), der fornuftigt nok først gik på scenen da Race Night var afsluttet.
         
     

    rolling stones på red bull ring

    Det bliver svært at overgå vores Race Night. Men hvis der er nogen der kan, er det nok Rolling Stones - de giver koncert på Red Bull Ring 16. september.
         
     

    KONCERTER i abu dhabi

    Arrangørerne af Abu Dhabis Grand Prix har offentliggjort de to første navne i deres koncert-program. Torsdag er Calvin Harris på scenen og søndag afslutter Pink Grand Prix-weekenden (og F1-sæsonen 2017) på Yas Island.
         
     

    koncert i mexico

    I Mexico har de endnu ikke fundet ud af at kombinere Formel 1 med koncerter på banen. Alligevel er vi mange der ser frem til lørdag aften i Mexico City: Her giver Paul McCartney koncert på Estadio Azteca. Ex-Beatlen gav koncert ved Abu Dhabis Grand Prix i 2011 (billedet).
         
     

    danmarks grand prix i 2020?

    Et Grand Prix i Danmark er ifølge Erhversminister Brian Mikkelsen nu en realistisk mulighed. En delegation med blandt andre tidligere udviklingsminister Helge Sander og erhvervsmanden (og tidligere Saxo Bank-ejer) Lars Seier Christensen har allerede været på besøg hos FOM i London, hvor man også er positive omkring ideen.
         
     

    tom k i østrig

    Arrangørerne af Østrigs Grand Prix har tradition for at lave årets flotteste oldtimer-opvisning. De er sket både med historiske Formel 1-biler og sidste år med de legendariske BMW Procar-racere. I år var Le Mans temaet for oldtimer-opvisningen, der dog ikke var så ’gammeldags’ som tidligere: Årets vinderbil fra 24-timersløbet var med i paraden, der også omfattede blandt andre Tom Kristensen i en Audi R18.
         
     

    max på is

    Red Bull-kørerne Daniel Ricciardo og Max Verstappen havde travlt op til deres hjemmebane-grandprix i Spielberg. I Salzburg blev de sendt på banen med det lokale ishockey-hold, hvor hollænderen var klart bedst. ”De var første gang jeg prøvede ishockey – og tredje gang jeg stod på skøjter. De to første gange var jeg 10 år,” sagde Ricciardo. ”Jeg spillede ishockey da jeg var dreng,” forklarede Verstappen sin overlegne præstation.
         
     

    ricciardo på græs

    Daniel Ricardo fik revanche på fodboldbanen. Han og Max Verstappen fik hver 10 skud fra kanten af straffesparkfeltet, og det gjaldt om at ramme overliggeren. Resultatet af den australsk-hollandske landskamp: 1-0 til Australien.