23-07-2012: Sidste nyt fra banen i Hockenheim - 2012

ANALYSE FRA DET TYSKE GRAND PRIX

Nogle gange er det bare (ekstra!) skønt at være formel 1-journalist. Som for eksempel når man kan “kloge” sig over sine forudsigelser. Og det kan jeg i dag! Som de gæster der var med i Hockenheim til vores “spørgetime” lørdag-aften på Hotel Ramada i Neustadt an der Weinstrasse vil huske, blev jeg spugt om hvem der var den bedste kører i feltet. Jeg svarede - Fernando Alonso.

Dét svar kan man vist ikke argumentere mod efter Tysklands Grand Prix. Ferrari´en var bestemt ikke den bedste bil på dagen, men alligevel vandt Fernando men en noget nær fejlfri præstation - mens han lod sine VM-rivaler om at lave fejlene.

Jeg blev også spugt om hvem der kunne overraske i løbet. Jeg svarede - McLaren-Mercedes.

Og mon ikke McLaren havde søndagens hurtigste bil - som Jenson Button effektivt brugte til en flot andenplads efter mange uger præget af krise. McLaren er gået markant frem med de seneste updates, der først for alvor kunne afprøves i søndagens tørvejr.

Der er nu kun Ungarns Grand Prix tilbage inden formel 1-sommerferien i august. Alonso kan ikke undgå at køre ind i sommerferien som førende i VM. Det er fuldt fortjent, og jeg glæder mig til at se hvordan han og Ferrari´en klarer sig efter ferien.

Det første løb efter ferien er Begiens Grand Prix på danske formel 1-fans´ hjemmebane i Spa-Francorchamps. At det også kan kaldes Grand Prix Tours´ hjemmebane er ingen tilfældighed - så vi ses vel til en ny “spørgetime” lørdag-aften på hotellet i Hasselt?

Please - jeg elsker at brillere!


---------------

De skæve nyheder fra Hockenheim

Formel 1-journalist Peter Nygaard med nyhederne du kun ser hos Grand Prix Tours

Schumi - robust på racer- og fodboldbanen

Det er ikke kun på racerbanen Michael Schumacher har en lidt...skal vi sige “robust stil”? Det samme gør sig åbenbart gældende på fodboldbanen. Onsdag inden det tyske grandprix spillede formel 1-kørernes “Piloti Nazionali” mod et udvalgt allstar-hold på Frankfurt stadion. Schumi var som sædvanlig en effektiv midtbanegeneral og holdkaptajn på Piloti Nazionali, og tidligt i kampen blev han udsat for en pibekoncert, da han ugalant fældede den tidligere anfører på det tyske kvindelandshld Birgit Prinz. Senere i kampen scorede Schumi kørernes sejrsmål til 4-2.

Kovalainen er efterspurgt
Hockenheim-depotet syder af rygter om hvem der kører hvor i 2013. Et af de hotteste rygter antyder at Peter Sauber er ved at være træt af Kamui Kobayashis mange afkørsler - og at han allerhelst vil have Heikki Kovalainen som ny kører. Ex-Toro Rosso-kører Jaime Alguersuari, der i år er testkører for Pirelli, er en anden potentiel Kobayashi-afløser. Kovalainen bringes også i forbindelse med Felipe Massas Ferrari-sæde..

Nürburgring mod konkurs
I denne uge er selskabet bag Nürburgring gået i betalingsstandsning og det ventes at den historiske bane går konkurs. Dermed er Tysklands plads i formel 1-kalenderen 2013 i fare, for Nürburgring og Hockenheim skiftes til at afvikle det tyske grandprix - og Hockenheim virker ikke umiddelbart interesseret i at få besøg af Bernie Ecclestones cirkus igen næste år. Rygter antyder at Ecclestone nu overvejer selv at arrangere løbet på Nürburgring.

Ecclestone i problemer
Bernie Ecclestone har det i det hele taget ikke nemt med Tyskland i øjeblikket. Nye vidneudsagn fra den bankmand, Gerhard Gribkowsky han angiveligt bestak tilbage i 2005 har belastet formel 1-bossen yderligere, og nu har anklagemyndigheden i München officielt indledt en undersøgelse. Det tyske retsvæsen ser tydeligvis alvorligt på sagen: I sidste måned blev Gribkowsky idømt otte års fængsel. Rygter i depotet i Hockenheim antydede hele weekenden at Ecclestone risikerede at blive anholdt hvis han kom til Tyskland - og selvom han havde aftalt møder om det tyske grandprix´ fremtid, blev han hjemme i London.

Maria de Villota - Hvad skete der?
Marussia-teamet meddelte i denne uge at der ikke er fundet nogen fejl på den bil testkører Maria de Villota crashede alvorligt i på Duxford flyvepladsen for snart tre uger siden. Antydningen om at de 32-årige spanier lavede en kørerfejl afvises ifølge spanske medier af de Villota-familien. “Marussia er kommet med deres version, men den forklarer ikke hvad der skete,” er meldingen fra de Villota-familien til den spanske sportsavis Marca. Ulykken undersøges stadig af de britiske myndigheder. Maria de Villotas tilstand er ifølge Marussia-kører Timo Glock. “efter omstændighederne god”, og hun blev fredag fløjet hjem til Spanien.

Hvem sagde "pølse-tyskere"?
Lidt bonusinfo: Efter bacon-sandwiches i Silverstone bød madboderne på Hockenheim primært på pølser. I en sådan grad, at der i løbet af weekenden blev fortæret 5,2 tons brat- og bock-wurst. Sennep og ketchup til delikatesserne kunne angiveligt fylde tilsammen 10 badekar.

Mercedes Barbeque
Mercedes inviterede torsdag hele formel 1-paddocken til BBQ i deres Mercedes-tribune. Michael Schumacher mødte op, og tilbragte megen tid med sin tidligere chef, Ferraris Stefano Domenicali. Faktisk så meget, at rygterne begyndte at flyve mellem de tilstedeværende journalister. Schumi grinede da han hørte snakken - “yeps, jeg har lige skrevet en ny treårig kontrakt med Ferrari,” jokede han. Hvorpå Domenicali replicerede: “No-no - det er kun tale om en option.”

Porsche-party
Porsche holdt også party i Hockenheim. Anledningen var 20-års jubilæum for Porsche Super Cup som support-klasse til formel 1. En af de første vindere i Super Cuppen var forøvrigt til stede i Hockenheim: I 1993, da han var testkører for McLaren-Mercedes, vandt Mika Hakkinen Porsche Supercup-løbet i Monaco. I Hockenheim i weekenden stillede både Nicki Thiim og Michael Christensen i Supercuppen. Andre danskere deltagere i de forløbne 20 år: Jan Magnussen, Jason Watt, Jesper Carlsen og Kurt Thiim.

Radio nowhere
Michael Schumacher crashede dramatisk under fredags-træningen, og indrømmede bagefter at det var hans egen skyld - noget med at han mistede koncentrationen på grund af et radioopkald fra pitten. Mon ikke det lød nogenlunde sådan her: Norberg Haug: “Michael - angående næste ÅR...” Schumi: “Ikke nu Norbert, jeg kører og det pisser ned.” Norbi: “Jo - men jeg har tænkt på en ny aftale. Nu hvor Nico har vundet vores første grandprix, bliver bliver han førstekører”. Radiostilhed - og så “crash-boom-bang”. Lyden af en Mercedes, der cremes op mod barrieren...