18-04-2016: Presset stiger

Presset stiger i Formel 1 - på flere fronter

Kinas Grand Prix afslørede, at det nu ikke kun er Ferrari, der udfordrer Mercedes. Med Daniel Ricciardo i første startrække og Daniil Kvyat i mål på andenpladsen, er det tydeligt at Red Bull også har ambitioner om at vinde løb i år. Det er imponerende hvad Red Bull i øjeblikket får ud af den relativt svage Renault-motor, og resultaterne i Shanghai understreger, at teamet nok har det bedste chassis i 2016-feltet. Ricciardo og Kvyat kan blive rigtig giftige for Mercedes, når de får den nye og markant stærkere Renault-motor fra Canadas Grand Prix i juni.

Ferrari kunne have fået mere ud af Kinas Grand Prix end den andenplads Vettel kørte hjem – hvis de to Stejlende Hingste ikke var kørt sammen på første omgang. Vettel gav omgående skylden for Ferrari-sammenstødet til Kvyat, men russeren slap for straf.

Lewis Hamiltons Mercedes havde problemer under kvalifikationen, og verdensmesteren måtte derfor starte fra sidste række. Han kørte et godt løb, men var aldrig i nærheden af at kunne true teamkammerat Nico Rosberg, der tog sin sjette sejr i træk.

Rosberg kører strålende i øjeblikket, men samtidig har han det held verdensmestre (også) skabes af.

For Kevin Magnussen og Renault blev Kinas Grand Prix en frustrerende oplevelse. Og det blev understreget, at motoren kun er en del af problemet: Når Red Bull kan være med i front med samme motor, er det tydeligt, at Renault også har problemer i chassis-afdelingen. Ikke underligt – for 2016-modellen er i høj grad en forklædt Lotus fra 2015, der som bekendt blev bygget til en Mercedes-motor. Det er hårde tider for Kevin Magnussen og Renault, men presset er nok allerstørst på andenkører Jolyon Palmer, der for anden weekend i træk var langt fra danskerens præstationer. K-Mag glæder sig nu til at Renault har en række updates klar til Spaniens Grand Prix om fire uger. Og dér ses vi jo til Race Night, ik´?

De skæve nyheder fra shanghai

 

PHARRELL WILLIAMS I BAKU

Gade-banen i Baku vil også være med i kampen om at arrangere Formel 1-sæsonens fedeste koncert. Arrangørerne i Azerbaijan lokker med tre koncerter i grandprix-weekenden – med henholdsvis Chris Brown, Enrique Iglesias og selveste Lewis Hamilton-buddy Pharrell Williams.
 

K-MAG I LUFTEN

Kaptajnen på SK997 fra København til Shangai havde onsdag formiddag den sædvanlige besked til passagerne: ”Tak for de valgte SAS. Vi ønsker jer et godt ophold i Shanghai eller en behagelig vidererejse.” Og så kom der lige en mere personlig hilsen til den yngste passager i Business Class: ”Og til ham der er her for at køre racerløb: Held og lykke!”
 

NYE SKO TIL KEVIN

Renault præsenterede i Shanghai en ny sponsor: APL (Athletic Propulsion Labs), et skofirma fra Los Angeles, er nu med til at støtte Kevin Magnussen og co. Firmaet blev grundlagt af Adam og Ryan Goldstone, der her poserer med K-Mag og Jolyon Palmer. Grundlæggerne er enæggede tvillinger, men det er i tidens løb blevet relativt let at kende forskel på dem.
 

NYT UR TIL KEVIN

I en travl weekend for Renault var der også tid til at præsentere et nyt ur. Teamets ur-sponsor Bell&Ross har skabt to specielle Renault-ure, der kun er fremstillet i begrænsede serier. BR-X1 RS16 findes i 250 eksemplarer, mens der kun er 20 BR-X1 RS16 Tourbillion til salg. Eller måske rettere sagt 18: Kevin Magnussen og Jolyon Palmer poserede i hvert fald stolt med hver sit i en PR-event på Bar Rouge på The Bund i Shanghai Downtown..
 

NY KARRIERE TIL KEVIN?

CHar de mange sponsor-gaver givet K-Mag gode ideer om en lille men lukrativ side-geschäft? Måske – jeg fandt i hvert fald denne butik på markedet ved Shanghai Science Museum..
 

RENAULT MED TALENTSKOLE

Med inspiration fra Red Bull, Ferrari og McLaren har Renault nu også oprettet en talentskole. Renault Sport Academy præsenterede i Shanghai den 15-årige gokart-kører Sun Yue Yang som nyt medlem. De øvrige akademi-kørere er englænderne Jack Aitken (GP3) og Oliver Rowland (GP2) og schweizerne Louis Deletraz (Formula V8 3,5) og Kevin Jörg (GP3).
 

RENAULT MED TALENTSKOLE 2

Renault har i samarbejde med søster-selskabet Infiniti oprettet en talentskole for unge ingeniører. Igen i år vil man give seks lovende ingeniører mulighed for at arbejde i Renaults Formel 1-hovedkvarter i Enstone. Drømmer du om at være med til at designe eller bygge Kevin Magnussens bil til 2018-sæsonen? Mere info på http://academy.infiniti.com.
 

KØRER-MIDDAG UDEN KEVIN

Med Lewis Hamilton som ’bagmand’ arrangerede Formel 1-kørerne onsdag aften en fælles middag på ’The Kitschen’ i Shanghai. ”Lewis havde fundet restauranten – og alle betalte selv,” fortalte Marcus Ericsson. Kun fem kørere var ikke med: Kimi Raikkonen (fordi han vil lades i fred og han i øvrigt ved hvad han gør?), Romain Grosjean, Rio Haryanto, Kevin Magnussen og Joylon Palmer. Renault-kørerne var lovligt undskyldt: De havde et PR-arrangement et andet sted i Shanghai.
 

NICO OG PANAMA-BALLADEN

Nico Rosberg er et af de mange tusinde navne, der er dukket op i ’Panama-papirerne’. Rygter vil vide at store dele af tyskerens løn fra Mercedes er blevet overført til et selskab i Panama, der administreres af advokatfirmaet Mossack-Fonseca. Rosberg og hans advokat afviser dog enhver mistanke om skatteunddragelse.
 

FAN´S TIL BLING-BLING

Renault-teamet havde søndag fint besøg: Fan BingBing, Kinas førende skuespillerinde (og angiveligt den fjerdebedst betalte skuespillerinde i verden!) stillede op til gruppebillede med K-Mag og co og var også med på gridden.
 

ROMAIN OG DET SKARPE HJØRNE

Haas-teamet fejrede førstekører Romain Grosjeans 30-års fødselsdag med kage-party i pitten og ’Happy Birthday’ over radioen. Og selvfølgelig skulle F1-traditionerne holdes i hævd: Det lykkedes andenkører Esteban Gutierrez at smøre en del af kagen i ansigtet på fødselsdagsbarnet.