27-06-2011: Nyt om F1 fra marinaen i Valencia

TILBAGE TIL SPÆNDINGEN

Det var så det første halvkedelige formel 1-løb i 2011. Gadebanen omkring Valencias America´s Cup-havn konkurrerer med Monte Carlo om at være den mest overhalings-fjendske bane i F1-kalenderen - og i år tager spanierne prisen! Efter et spændende Monaco Grand Prix var Europa Grand Prix´et i weekenden nærmest en highspeed-procession, men fortvivl ikke: 2011 byder stadig på de mest spændende formel 1-løb i mands minde, og Valencia var kun et kort udfald i det orgie af overhalinger der præger formel 1 i denne sæson.

Og selvom løbet i Valencia ikke var særligt spændende, afslørede det en god udvikling: Ferrari er ved at ha´ fat i Red Bull. Ved sæsonstarten var Den Stejlende Hingst omkring halvanden sekund pr. omgang efter Den Røde Tyr, men nu er afstanden mere end halvveret. “Renset” for dæk- og taktik-variabler er forskellen nu seks-syv tiendedele og det virker som om Ferrari kke stopper her: De har momentet og indhenter før eller siden Vettel og co. - helt som det skete sidste år.

Til gengæld erMcLaren-Merceder lige nu kun en reel trussel mod Red Bull når vejr-kortene falder rigtig, men i det mindste kom Lewis Hamilton fra Valencia uden at have kørt ind i nogen.

Og så afslørede Europas Grand Prix at den gamle Michael Schumacher er historie. Han ramlede sammen med Petrov - og påtog sig skylden! Dén slags aldrig var sket med Schumi Mrk 1 - dengang var ethvert sammenstød han var indblandet i (og der var nogle stykker....) ALTID modpartens skyld!

---------------

De skæve nyheder fra marinaen i Valencia

Formel 1-journalist Peter Nygaard med nyhederne du kun ser hos Grand Prix Tours

Mallya aflyser festen
Force India-boss Vijay Mallya havde inviteret til fest på sin mega-yacht Indian Empress men aflyste. Årsag: Havnemyndighederne i Valencia insisterede pludselig på at gæsterne til det indiske party udover en invitation også skulle have en billet til området. Med 800 gæster a 50 Euro blev det hele angiveligt for bøvle-kostbart for Mallya.

Stærk middag hos Forece India
Formel 1-pressen blev dog ikke snydt for “rice-and-curry”: Force India inviterede fredag på aftensmad i teamets motorhome i depotet, og her blev den krydrede mad skyllet ned med iskolde produkter fra Kingfishers-bryggeriet (ejer: V. Mallya). Arrangementet skulle forberede os på det første indiske grandprix i oktober - og vi glæder os i hvert fald til bajserne...

Fangio fejret med Barbeque
Der var gang i festerne på havnemolen fredagaften. Hos Force Indias nabo, Sauber, inviterede en af Sergio Perez´ sponsorer på tequila-smagning og i den anden ende af depotet markerede Mercedes  100-årsdagen for Juan-Manuel Fangios (billedet) fødselsdag med en barbeque i argentinsk stil.

F1 rocks med David Guetta
For den yngre del af F1-pressen skete der mere interessante ting ude i byen. DJ-legenden David Guetta (billedet) spillede op til techno-dans i det seneste “F1 Rocks”-arrangement, der blev en stor succes (selvom Guetta på grund af computer-problemer var mere end en time forsinket). Næste stop på F1 Rocks-turen bliver Monza/Milano med Jamiroquai og New Delhi med Metallica. Og i Singapore er Linkin Park hovednavn ved den serie koncerter der arrangeres på banen.