27-05-2019: Mercedes igen - igen

Mercedes igen - igen

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Monte Carlo.

Seks løb, seks Mercedes-sejre.

Jo – jeg husker godt, at jeg for ikke så længe siden lovede, at Ferrari var tættere på Mercedes end nogensinde. Og det vil jeg faktisk stadig hævde: Ferrari´s 2019-model er næsten på niveau med Mercedes´en. Og Ferrari´s motor er bedre end Mercedes. Men til gengæld halter Ferrari langt efter tyskerne med hensyn til strategi. I Monaco blev Charles Leclerc frarøvet alle chancer på hjemmebanen, da Ferrari-ledelsen ’glemte’ at sende ham ud til en ekstra omgang i Q1-kvalifikationen. Det var bare det sidste af en lang række brølere fra Ferrari-ledelsen, der nu i foreløbig seks løb har givet Mercedes frit løb mod endnu en VM-titel.

Og faktisk er Red Bull med deres stadigt stærkere Honda-motorer også ved at blive en trussel mod Mercedes. Jeg ved godt, at hestekræfter ikke spiller den store rolle i Monte Carlos krogede gader, men det var alligevel imponerende så tæt Max Verstappen var på Lewis Hamilton hele eftermiddagen.

I Haas-lejren må man ærgre sig over beslutningen om at hive Kevin Magnussen i pit under safetycar-perioden tidligt i løbet. Danskeren startede fra en fantastisk femteplads, og det tidlige pit-stop var i teorien den rigtige beslutning. I praksis viste det sig bare, at de kørere der blev på banen, kunne køre langt længere på deres dæk end forudset. Da de endelig kom i pit, var de så langt foran, at Magnussen ikke kunne genvinde sin placering. At han efter løbet blev idømt en tidsstraf på fem sekunder for at skære chikanen i en duel med Sergio Perez, fuldendte bare billedet af en frustrerende eftermiddag, der lovede så meget, men leverede så lidt.

Men lad os fokusere på det positive: Ferrari og Red Bull er tæt på Mercedes (selvom den aktuelle VM-stilling antyder noget andet). Og Magnussen er i storform (selvom Haas-strategien i Monaco fejlede).

Videre til Canada om 14 dage. Og derefter venter endnu en Race Night i Hotel Mercures hyggelige have i Hyeres!

DE SKÆVE NYHEDER FRA MONTe Carlo

 

F1 CATWALK

Den omrejsende Formel 1-natklub Amber Lounge inviterede endnu en gang til modeshow i Monte Carlo. Igen i år var der en række F1-kørere – anført af lokale Charles Leclerc - der gjorde catwalk´en usikker. 

     
 

DANSK FOTOMODEL MED LECLERC

Den danske Victoria Secret-model Josephine Skriver var på plads i Monaco. Hun gav sin nye model-kollega Charles Leclerc en række råd om hvordan man bevæger sig på catwalk´en.

     
 

PAMELA ANDERSON TIL RACE

Baywatch-babe´n Pamela Anderson, der stadig strutter af sundhed, var på plads i Monaco. Her løb hun ind i en af sine tidligere flirts, ex-Ferrari-kører Eddie Irvine.

     

 

TIL MINDE OM NIKI

Niki Lauda døde som bekendt i dagene op til Monacos Grand Prix, og hele weekenden blev den østrigske legende mindet. Sebastian Vettel kørte med en hjelm malet i Laudas design, og Haas-teamet havde et østrigsk flag på motor-coveret.

     
 

HUNT Jr VAR OGSÅ PÅ PLADS

Niki Laudas rival fra den historiske 1976-sæson James Hunt døde som bekendt i 1993. Hans søn Freddie mødte op til Amber Lounge´s modeshow – uden på nogen måde at brillere med sin påklædning (her sammen med den omtrent lige så velklædte Eddie Irvine t.h.). 

     
 

RED BULL PARTY

Red Bull´s Energy Station, der hvert år opbygges i Italien og sejles ind i Monte Carlos havn på en enorm flåde, lagde torsdag aften hus til et kæmpe-party for Formel 1-folket. Der var mange, der efterfølgende glædede sig over at fredag var fridag!.

     
 

DE NORDISKE KONGEHUSE ER VILDE MED F1

Efter Kronprins Frederik gæstede Spaniens Grand Prix for 14 dage siden, var det i Monaco det svenske og det norske kongehus der gæstede Formel 1. Kong Gustav (billedet) var gæst hos det svensk-ejede Alfa Romeo og Prinsesse Märtha Louise var med til Amber Lounge´s fredags-party.

     

 

RACE AGAINST DEMENTIA

Den tredobbelte verdensmester Jackie Stewart har grundlagt ’Race Against Dementia’, der forsker i demens. Sir Jackie, hvis hustru Helen lider af sygdommen, arrangerede sammen med Prins Albert en velgørenheds-auktion med en lang række effekter (blandt Michael Schumacher-køresko og en Valtteri Bottas-kørerdragt), der samlede penge ind til det velgørende formål.

     

 

RØD KASKET FOR NIKI

Ved kørerparaden og startceremonien inden løbet var ikke kørere iført en rød kasket til minde om Niki Lauda. Den østrigske legende bar gennem hele sin karriere en rød kasket for først Parmalat og siden andre sponsorer.

     

 

RACE NIGHT

Splendid Hotel & Spa i Nice lagde lørdag aften lokaler til vores Race Night. Endnu en hyggelig aften med lækre, lokale specialiteter og masser af Formel 1-snak!