10-07-2012: Formel 1 - nyheder fra Englands Grand Prix

F1 NYHEDER DIREKTE FRA SILVERSTONE

Nu er der to kørere der har vundet to grandprixer i 2012: Fernando Alonso scorede “The Double” i Valencia for 14 dage siden - i weekenden var det så Mark Webbers tur til at snuppe 2012-sejr nummer to.

Og det er ganske logisk netop disse to der topper VM-tabellen nu hvor vi nærmer os både midtvejspunktet i sæsonen og formel 1-sommerferien i august. Alonso og Webber har begge taget point i næsten alle de hidtil kørte løb, og i en ultratæt sæson som 2012 er stabilitet det sikreste kort.

Alonso overraskede i Silverstone med pole position og førte næsten helt frem til mål, hvor hans alternative dæk-strategi blev nådesløst straffet af Webber. Det var Ferraris første pole position i næsten to år, og den understreger at den Stejlende Hingst er på fremmarch: For 14 dage siden vandt Alonso på gadebanen i Valencia - i weekenden snuppede han pole og var tæt på at vinde på den meget anderledes highspeed-bane i Silverstone. Dén alsidighed er beviset på at Ferraris 2012-model er gået markant frem i de seneste måneder - fra noget der nærmede sig “håbløs” i Melbourne til noget der begynder at ligne “pacesetter” i Silverstone. Jeg gentager det gerne: Alonso er min VM-favorit!

Man han får lov at kæmpe fort det, Fernando. Red Bull har den ALLER-hurtigste bil i øjeblikket, og både Webber og Vettel er stadig med i titelkampen.

Det er Lewis Hamilton også, men det virker som om McLaren i disse uger rutcher den forkerte vej af resultatlisterne. Og Jenson Button? Don´t ask...

Om 14 dage er det så Tysklands Grand Prix. Vi ses vel?

---------------

De skæve nyheder fra mudderbadet i Silverstone

Formel 1-journalist Peter Nygaard med nyhederne du kun ser hos Grand Prix Tours

Trafikkaos come-back
Silverstone var tidligere berygtet for trafikkaos og kilometerlange bilkøer. Nye tilkørselsveje, der ensrettes før og efter løbet, HAR løst problemerne, men i år var der igen ballade: På grund af regnvejret kunne mange af de marker der normalt bruges til P-pladser ikke benyttes. Manglen på P-pladser gav enorme trafikproblemer, og fredag var der mange tilskuere der slet ikke nåede frem. Lørdag var problemerne så store, at arrangørerne direkte bad omkring 30.000 tilskuere om at blive hjemme (de fik deres billetter refunderet)

Batman og Renault
Lotus-Renault havde til det britiske grandprix indgået en samarbejdsaftale med producenten af den nye Batman-film “The Dark Knight Rises”. Renault-biler og -køredragter var udstyret med Batman-mærker og Romain Grosjean stillede op til et foto-shoot med Tumbler-bilen fra filmen.

Giftes med Batman
Det var en stor uge for Romain Grosjean: Først blev han gift - så mødte han Batman! I ugen efter Europas Grand Prix i Valencia blev Renault-køreren gift med sin Marion i Chamonix. Det unge par mødte hinanden da Marion arbejdede som formel 1-rapporter for den franske TV-station TF1.

TV - en genvej til romantik
Marion er ikke den første TV-rapporter der scorer en formel 1-kører: Hendes forgænger hos TF1, Karen Minnier, danner par med David Coulthard.

Silverstone udfordrer Roskilde
Silverstone var i weekenden en af Europas største campingpladser - måske kun overgået af Roskilde-festivalen? Banen anslår at 28.000 tilskuere camperede omkring banen - 16.000 af dem på den officielle Silverstone Camping. Mange ag campingpladserne blev på grund af regnvejret omdannet til enrme mudderbade, men tilskuerne tog det medgodt humør og gummistøvler.

Musik-nyt
Også på musikfronten gik Silverstone (omend i beskeden grad - intet kan slå Bruce Springsteen!) i clinch med Roskilde: Hele weekenden var der koncerter på en stor scene ved Luffield-svinget. Hovednavnet lørdag var Go West med hittet “The King of Wishful Thinking” kendt fra “Pretty Woman”-filmen. Efter løbet, hvor en række kørere også var på scenen, spillede “Eddie and The Robbers” - den tidligere teamejer Eddie Jordans team (band Eddie selv på trommer).

Party-time
Pirelli startede weekenden i party-mode da man torsdag inviterede på italienske lækkerier i motorhomet. Fredag var F1-pressen på dobbeltdate: Først tequila-smagning fra en af Sergio Perez´ sponsorer hos Sauber og derefter traditionel BBQ hos ejerne af Silverstone-banen, British Racing Drivers Club.

Tænk over det!
I begyndelsen af august gæster Red Bull København med deres “Road Show”, der slipper en formel 1-racer kørt af David Coulthard løs i byens gader. Måske det første skridt på vej mod et grandprix i København? Alting starter med den drøm, og hvis man kan køre formel 1 i så forskellige byer som Singapore, Monte Carlo, Valencia og Weehawken, kan man også i København. I den forbindelse er her nogle tal fra arrangørerne af det britiske grandprix, der burde interessere både Københavns Borgerrepræsentation, Visit Denmark og Dansk Automobil Sport Union (eller hvem der nu har mod til at drømme lidt udenfor boxen!): Formel 1-gæsterne brugte i weekenden i alt 54 millioner Pund (cirka 500 millioner kroner)  - 94% af beløbet blev brugt indenfor en radius af 100 km fra Silverstone. Løbet skaber 1358 fuldtidsjob og 9000 hotelovernatninger - hertil kommer tusindvis af “private” Bed & Breakfast-arrangementer. Og så har vi slet ikke snakket ‘luftige’ indtægter som goodwill, image og international profilering.

Mini-mag
McLaren-udviklingskører Kevin Magnussen var fredag på besøg i formel 1-depotet. Han bekræftede at hans debut i teamets formel 1-racer anno 2012 finder sted i Abu Dhabi i ugen efter grandprixet i begyndelsen af november. Og er det ikke lige til Abu Dhabi Grand Prix Tours arrangerer årets sidste formel 1-rejse?

God bedring, Maria
Til sidst en hilsen til Marussia´s testkører Maria de Villota, der hele weekenden svævede mellem liv og død efter en uhyggelig ulykke på Duxford flyveplads tirsdag. Mange kørere og teams havde i weekenden en orange stjerne - Marias logo - på biler, køredragter eller hjelme. Maria har i årevis stædigt forfulgt sin drøm om at blive formel 1-kører og dét kan man kun have respekt for. God bedring, Maria!