21-05-2012: Analyse fra Spaniens Grand Prix 2012

ANALYSE FRA SPANIENS GRAND PRIX

Fem forskellige kørere fra fem forskellige teams har nu delt sejrene i årets fem første formel 1-løb - 2012 er på vej til at blive den mest afvekslende sæson nogensinde!

Hvem have troet at Pastor Maldonado og Williams ville vinde i år? Men det gjorde de i Spanien - og endda på overbevisende vis. Venezuelaneren kontrollerede mod slutningen af løbet på Circuit de Catalunya sine forfølgere Fernando Alonso og Kimi Raikkonen ganske flot, og sejren var fuldt fortjent.

Er den gode Pastor og Williams så med i VM-kampen?

Næppe. Hemmeligheden ved formel 1 2012 er at få det optimale ud af sine dæk, og det fik Williams i Spanien. Men det skifter fra løb til løb - og ofte fra dag til dag - hvem der finder dækkenes “sweet spots”. Og selvom det i en vis grad er tilfældigheder der afgør hvem der rammer formen, er det klart at de store teams har flere resourcer at kaste ind i kampen om at være optimalt “dækket ind”.

For mig er Alonso og Ferrari ved at udvikle sig til VM-favorit. Jeg mener: Fernando taler selv om at 2012 har været den værste sæsonstart for teamet nogensinde - men nu fører han altså VM! Og Ferrari´en, der lignede en decideret mandagsmodel i sæsonens første løb, har tydeligvis profiteret af et hektisk udviklingsprogram. Nu er bilen ved at være konkurrencedygtig - mens McLaren fortsætter med at lave sjuskefejl og Red Bull bare virker forvirrede over hvornår deres dæk virker.

Next stop Monaco - og sæsonens sjette vinder?

---------------

De skæve nyheder fra Circuit de Catalunya

Formel 1-journalist Peter Nygaard med nyhederne du kun ser hos Grand Prix Tours

Party-Time
Årets første formel 1-løb i Europa blev en festlig weekend med masser af party-time. Torsdag præsenterede Red Bull-sponsor Infiniti den nye kung-fu kortfilm ‘Drive of the Dragon’ (med Sebastian Vettel i hovedrollen) på en natklub i Barcelona. Fredag var Red Bull klar med en nye kollektion af solbriller (naturligvis i kulfiber) og lørdag blev tredie dag i træk med Red Bull-fest da man fejrede en ny sponsoraftale med sake-producenten Joraku i teamets Energy Station. Red Bull og sake viste sig som en effektiv og potent cocktail, der samtidig var en god medspiller til sushi-buffeten. Hvis man foretrak mexicansk spiritus fremfor japansk havde Sauber tequila-party i samarbejde med en af Sergio Perez´ sponsorer. Hos McLaren gik det mere civiliseret for sig: Her præsenterede man på behørig vis en ny bog om teamet.

Tilbage i det fredlige Europa
For tre uger siden rejste vi til noget vi troede var en krigszone i Bahrain - men det viste sig at være ganske fredeligt på og omkring banen. Herefter gik turen til det fredelige Spanien - hvor der lørdag var massive demonstrationer mod regeringens nedskæringsplaner. Paradoksalt nok var der lørdag aften flere politi- og sikkerhedsfolk i Barcelona end vi nogensinde så i Manama...

Massa tryller
Santander-banken, der er sponsor for Ferrari, inviterede fredag på middag i Paddock Club. Festen blev indledt med et trylleshow, hvor Felipe Massa og Fernando Alonso blev indkaldt som ‘assistenter’. Specielt Massa var imponeret - Alonso, der selv er amatør-tryllekunstner - var mere cool. Naturligvis var der også kyniske journalister, der hurtigt fandt et link mellem tryllekunstneren og den spanske storbank: Den måde han kunne få alting til at forsvinde på antydede i følge flere kollegaer at han til daglig
arbejder i bankens investeringsafdeling...

Chellsea og Sauber samarbejder
Chelsea FC og Sauber har indgået et samarbejde, der skal styrke begge firmaers marketingsarbejde. Aftalen blev fejret i pitten på Circuit de Catalunya, hvor Chelsea FC-chef Ron Gourlay fik overrakt en kørerdragt, mens Kamui Kobayashi og Sergio Perez fik Chelsea-spillertrøjer. Det er ikke første gang man forsøger at lave et link mellem racing og fodbold: ‘Superleague Formula’, med formel 1-lignende biler i internationale klubfarver, blev dog aldrig nogen succes. Serien startede i 2008, men ser efter en problematisk 2011-sæson nu ud til at være lukket ned. Blandt de deltagende klubber var AC Milan, FC Porto, AS Roma, Liverpool FC, Anderlecht, Eindhoven og FC Midtjylland.

Tilskuervenlig bane
Grand Prix Tours havde masser af gæster til Spaniens Grand Prix, for Circuit de Catalunya er en af de mest tilskuervelige baner i formel 1-kalenderen. En ny togstation i den nærliggende Montmelo, der åbnede i weekenden, sikrer nem transport fra Barcelona. Torsdag kunne tilskuerne besøge pitten og alle kørere stillede op til autograf-seancer. Der er masser af storskærme omkring banen, og det er muligt at bevæge sig rundt på alle ståpladserne i løbet af weekenden. Fredag var der gratis adgang til næsten alle tribuner og kommentator-lyden transmitteres over FM-båndet. Support-programmet er omfattende med GP2, GP3 og Porsche Super Cup (med danske Nicki Thiim i feltet).

Langvarig kørermøde
Kørermødet op til Spaniens Grand Prix blev en langvarig affære, hvor Nico Rosbergs ‘robuste’ kørestil i Bahrain blev diskuteret. “Et par kollegaer vil gerne snakke om det, og det er helt fint med mig,” sagde Rosberg. “Det er vigtigt at vi får klare regler, så der ikke opstår problemer.” FIA-dommerne, i Spanien med Tom Kristensen som kører-repræsentant, var naturligvis med til løbet.

Ildebrand hos Williams
Mens teamchef Frank Williams holdt takketale for sine medarbejdere efter teamets første grandprix-sejr siden 2004, udbrød der en eksplosionsagtig brand i pitgaragen. Det lykkedes at redde alle ud, men materiel og en af bilerne blev alvorligt beskadiget. En række mekanikere fra både Williams og andre teams blev efterfølgende behandlet for røgforgiftning og brandsår.