27-07-2010: Postkort fra Hockenheim

Engel sikrer sejren
Onsdag inden grandprixet i Hockenheim stillede formel 1-kørernes fodboldhold “Nazionali Piloti” op til en velgørenhedskamp mod tyske VIPs på stadion i Wiesbaden. Med Michael Schumacher som  kapitän vandt kørerne en sikker 5-2 sejr og tre af målene blev sat ind af DTM-kører Maro Engel. En række GP2-kørere (blandt andre Jules Bianchi og Luca Filippi) debuterede for “Nazionali Piloti”, der er i gang med et generationskifte. Danske Tom Kristensen indgår dog stadig i bruttotruppen, men har på grund af sin akkilles-skade ikke spillet i år. Næste kamp spilles i Bruxelles op til Belgiens Grand Prix 25. august.

Spørg postkasse redaktøren om klokken
Endelig: Efter to gange i træk at have misset Red Bull´s uddeling af “vareprøver” fra ur-sponsor Casio, stod postkort-redaktøren forrest i køen da det nye 2010-ur blev præsenteret i Hockenheim. Husk at spørge ham hvad klokken er ved næste Grand Prix Tours-møde ved Belgiens Grand Prix.

Nu er Mark W førsteskører
Kun Mark Webber nåede frem til Red Bull´s Casio-præsentation, hvor han fik det første eksemplar af det nye ur. Efter balladen med den nye frontvinge i Silverstone er det naturligvis ekstra fokus på Red Bull´s behandling af sine kørere, og men teamchef Christian Horner slog fast: “Sebastian Vettel får et helt identisk ur.” Og tilføjede så: “Så snart det er muligt.”


Ny sponsor til Red Bull
Red Bull præsenterede en ny sponsor i Hockenheim: Den sydkoreanske elektronik-gigant LG er nu officiel partner for teamet. En af LG´s topchefer blev ved den efterfølgende pressekonference spurgt om udsigterne til det kommende grandprix i Sydkorea, og han slog fast at løbet stensikkert bliver gennemført som planlagt. Mindre end 24 timer senere truede Nordkorea både USA og Sydkorea med atomkrig...


Schumi og Ferrari
Torsdag inviterede Mercedes til BBQ. En hyggelig aften, hvor også flere andre teams deltog. Og hvem tilbragte Michael Schumacher aftenen sammen med? Såmænd Ferrari-teamchef Stefano Domenicali. De må også have haft meget at snakke om - fx om dengang de i fællesskab dominerede formel 1...


Sutil i Porsche
Adrian Sutil var også med til Mercedes´ grill-aften, hvor han hyggede med sin gamle ven og formel 3-rival Lewis Hamilton. For en gangs skyld var det Lewis der var misundelig på Adrians køretøj: Tyskeren har af en af sine sponsor fået stillet en pimpet Porsche Cayenne til rådighed. Med 700 hk...

Nissen på spil i Hockenheim
Så kan rygterne om VW og formel 1 starte igen: VW Motorsports chef Kris Nissen, der netop har fejret sin 50 års fødselsdag, var på plads i depotet i Hockenheim.


Tilbage til Hockenheim?
Selvom tribunerne i Hockenheim ikke var helt så fyldte som arrangørerne havde ønsket sig, tyder meget på at vi vender tlbage til  banen ved Heidelberg allerede næste år. Efter planen skal Nürburgring lægge asfalt til det tyske grandprix 2011, men her er man kørt ind i så massive, økonomiske problemer (og hårdnakkede rygter om svindel med offentlige midler),at man næppe har råd til endnu en tur i formel 1-karrusellen. Løsningen kan blive at det tyske grandprix bliver i Hockenheim - eller helt droppes af VM-kalenderen? Ifølge Bernie Ecclestone er selv Monacos Grand Prix i fare for at blive droppet.


Vettel på hjemmebane
I ugen op til Tysklands Grand Prix fik Sebastiabn Vettel lov til at køre en serie runder på en lille gadebane i hjembyen Heppenheim. Eventen samlede mere end 100.000 mennesker i den lille by, der forøvrigt ligger kun cirka 30 km fra Hockenheim.


Dansk sejr i fotokonkurrence
Lotus arrangerer efter hvert grandprix en konkurrence blandt formel 1-fotograferne. Vinderne fra Silverstone blev annonceret i Hockenheim: Selveste postkortredaktøren vandt med sit pletskud af en modig Lotus-boss Tony Fernandes, der krydser pit-lanen foran Felipe Massa.